Den muslimske forening ”Lighed og Broderskab” har over årene modtaget 1,3 mio. kr. i offentlig støtte til sociale aktiviteter for børn.
Men gik støtten nu også til det, der blev sagt? Det blev der rejst tvivl om. Altså kort sagt: Blev der snydt med pengene?
Aarhus Kommune fik mistanke til, at der var noget galt, fordi foreningens medlemstal altid var det samme, 400 børn og unge, helt nøjagtigt.
Ifølge Aarhus Kommune er det meget usædvanligt, at et medlemstal er det samme år efter år, og det viste sig altså også, at der var fiflet med tallene, så det har set ud som om, der var flere medlemmer, end der rent faktisk var. (BT)
Derfor bad Aarhus Kommune Revisionsfirmaet BDO om at foretage revisionen for kommunen.
Og nu er undersøgelsen færdig og resultatet offentliggjort.
Konklusionen er klar: Foreningen har ikke kunne dokumentere, at de kommunale støttekroner er brugt på det, de skulle.
Et ukendt beløb skal nu tilbagebetales. Men vil pengene så også rent faktisk blive betalt tilbage?
Foreningen siger nemlig, at den har indstillet aktiviteterne og ikke længere modtager støtte. (TV2oj)
Men hvis foreningen ”Lighed og Broderskab” ikke længere modtager kommunal støtte, hvordan skal den så betale pengene tilbage?
Tilbagebetaling sker normalt via en afdragsordning, når en forening har modtaget for meget. Men når de ikke modtager støtte, så er kassen jo tom!
Her kunne nogen måske indvende, at foreningen ikke er nedlagt. Den har kun fået nyt navn og er flyttet lidt længere ned ad Grimhøjvej – fra nummer 15 til nummer 7.
Ja, det kan hurtigt blive indviklet. Og man kan blive helt rundtosset af alle de forskellige foreninger og adresser på Grimhøjvej. Og det er måske også meningen?
Grimhøjvej 7
På Grimhøjvej 7 bor fonden ”Den Muslimske Sammenslutning” .
Og det er denne forening – der også er moske, der sættes i forbindelse med rekruttering af unge muslimer til hellig krig i Syrien.
Det var også her den unge konvertit Victor Kristensen modtog islam-undervisning fra en af moskeen koran-undervisere.
Og minsandten om ikke talsmanden her, er den samme Fadi Abdallah som den Fadi Abdallah, der er formand for foreningen ”Lighed og Broderskab”, som altså nu skal betale en del af de 1,3 mio. kr. tilbage.
Men det betyder altså ikke at gælden flytter med fra nummer 15 til nummer 7 på Grimhøjvej. Og foreningen har jo også skiftet navn og har nedlagt sine aktiviteter, som det hedder.
Fadi Abdallah kan dog godt forstå, at det hele kan forekomme en smule forvirrende. Han tror også, det er svært at komme til bunds i sagen, fordi den gamle bestyrelse smed alle papirerne væk, da man rømmede bygninger på Grimhøjvej 15. Og de brudstykker man kan finde på nogle gamle computere kan heller ikke bruges til så meget. (Aarhus Stiftstidende)
Efter alt at dømme kan Aarhus Kommune nok skyde en hvid pil efter det skyldige beløb. Men hvis man ikke får sine penge igen, kunne man måske drage nogle nyttige erfaringer:
Vi ved ikke nok om, hvad den offentlige støtte går til. Hvis man ikke har kunnet dokumentere, at tilskuddene er anvendt til børn og unge-aktiviteter, hvad er de så brugt på?
Vi skal undersøge nærmere, hvem det er vi samarbejder med. Foreningen ”Den Muslimske Sammenslutning” bliver fremhævet som det gode eksempel på anti-radikalisering via et igangværende samarbejde med myndighederne. Men det var altså også dem, der blev dumpet af revisionsundersøgelsen og nu er flyttet ind hos den berygtede Grimhøj-moské.