Sådan kan man ikke vinde et valg

Nu er der alligevel kommet et forlig om den store togplan, som skal finansieres af en særlig togfond. Mandag aften så det ellers ud til, at forhandlingerne var brudt sammen. Men det viste sig, at Dansk Folkeparti stod mindre stejlt, end man umiddelbart troede.

 

Man kan nærmest høre transportminister Pia Olsen Dyhr og resten af regeringen drage et lettelsens suk.

 

Et sammenbrud ville være en bet for regeringen. Hvis Dansk Folkeparti stod uden for, kunne togfonden blive afskaffet igen af en eventuel blå regering, sådan at hele projektet endte med at falde til jorden. Men nu er Dansk Folkeparti bundet af forliget, og derfor kan der selv med en blå regering ikke skaffes et flertal for at ophæve det.

 

Langt tungere ligger det med det andet mål, som regeringen har med togplanen: Den skal også bruges som et slagnummer, der kan vinde vælgere i næste valgkamp.

 

Men togfonden vil næppe have den store effekt på vælgernes stemmeafgivning. Sådan kan man ikke vinde et valg.

 

Togplanen

Togfonden skal investere 28,5 milliarder kroner i forbedret togdrift. Pengene skal hentes ved beskatning af olieselskaber i Nordsøen.

 

Målet er først og fremmest at forkorte rejsetiderne mellem landsdelene og i regionerne. De fleste penge skal bruges på en ny togbro over Vejle Fjord og en ny toglinje over Vestfyn.

 

Derudover skal en stor del af jernbanenettet elektrificeres, hvilket vil mindske forureningen.

 

Men fra starten har det store projekt ikke kun drejet sig om at skaffe bedre togforbindelser. Det har også drejet sig om at skaffe regeringen flere stemmer.

 

Pudse profilen

Læs også
Hvornår går borgerlige politikere i flæsket på de politiserende røde journalister?

Projektet blev lanceret, da regeringen sidste år var allerhårdest trængt på grund af lettelser i selskabsskatten, dagpengereform og andet, som vakte vrede hos de røde vælgere og partimedlemmer.

 

De massive investeringer i togforbindelser skulle pudse den venstreorienterede profil. Her blev der satset på et kollektivt gode, og det skulle finansieres ved ekstraskat på olieborende storkapital i Nordsøen.

 

Lanceringen af projektet gav dog ikke regeringen noget løft hos vælgerne. De færreste forholdt sig overhovedet til det.

 

Og så opstod der oven i købet ballade omkring finansieringen. Olieprisen faldt, og dermed vaklede regnestykkerne bag togplanen. Det blev udnyttet af Venstre, Liberal Alliance og De Konservative, som havde sagt nej til finansieringsmodellen.

 

Men nu er det så i hvert fald lykkedes at få et flertal for planen.

 

En nation af bilister

Men de kolde kendsgerninger tyder på, at togfonden ikke bliver den folkesag, som regeringen har håbet på.

Læs også
Mette Frederiksen satsede voldsomt og tabte – kaotiske tilstande hos de røde

 

Danskerne transporterer sig langt mere i bil end i tog. Mindre end en tiendedel af de tilbagelagte kilometer her i landet foregår med tog. Næsten ni tiendedele foregår i bil. (Politiken)

 

Det vil selv de nye milliardinvesteringer næppe ændre meget på – med mindre man gør det langt dyrere at køre i bil, og det vinder man ikke valg på.

 

Samtidig tilhører de fleste togpassagerer formentlig grupper, der i forvejen stemmer til den røde side.

 

Folkelig skepsis

Dertil kommer, at store investeringer i infrastruktur som regel mødes med en del folkelig skepsis, så længe de er i forberedelsesfasen. Meget af debatten koncentrerer sig om de problemer, som de kan medføre.

 

Både Storebæltsbroen og Øresundsbroen mødte hyppig kritik, indtil de faktisk stod der og begyndte at fungere.

 

Læs også
Stor strid i rød blok – politisk kaos truer

Især Storebæltsbroen blev oplevet som en lettelse for det store flertal af danskerne, der foretrækker at køre i bil. Men bedre togforbindelser får ikke samme brede folkelige interesse, selv når de er færdige.

 

Så det er under alle omstændigheder meget usandsynligt, at togfonden kan fungere som en vigtig politisk vindersag for de røde ved næste valg.

 

Hvis der for alvor kommer problemer med finansieringen via olieskatten, kan den endda blive en belastning.

 

Brug for en vindersag

Tilbage står regeringen og mangler en klar og entydig vindersag frem mod valget.

 

Helle Thorning er ved at varme op til at føre valgkamp på et slogan, der kunne hedde ”Velfærd frem for nulvækst” – i en direkte konfrontation med Lars Løkke.

 

Hun håber også, at der når at komme så meget træk i økonomien, at hun kan føre valgkamp på bedre tider for vækst og arbejdspladser.

Læs også
Karsten Hønge har snydt vælgerne – har SF-formand Pia Olsen Dyhr været medvidende eller aktiv deltager?

 

Men intet af disse temaer er sikre kort.

 

Regeringen skal lave flere forlig med de borgerlige, og her kommer den formentlig til at acceptere nye skattelettelser og dermed mindre vækst i det offentlige forbrug. Samtidig går det foreløbig meget langsomt med bedringen i økonomien.

 

Så Thorning kunne have god brug for andre mærkesager, der tager kegler hos vælgerne.

 

Men hun skal ikke regne med, at det bliver togfonden.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…