Bødskov-sagen om en justitsminister, der løj over for Folketinget, er nu blevet en Thorning-sag.
Hvad vidste Thorning om løgnen? Og var hun og hendes ministerium aktivt involveret i at sløre den?
Sådan lyder det højeksplosive spørgsmål, efter at det i går kom frem, at Statsministeriet allerede den 19. november sidste år havde modtaget tre forskellige udkast til en redegørelse om sagen fra Justitsministeriet.
I et af disse udkast gør Morten Bødskov det klart, at han i sin tid ”fik viderebragt et forkert billede” til Folketingets retsudvalg. En pæn måde at sige på, at han havde løjet.
Hvor belastende er de tre udkast for Helle Thorning? Nøglen til et svar kan meget vel ligge i en djævelsk detalje i sagen.
Det første udkast
Den redegørelse, som Justitsministeriet den 19. november sendte udkast til, skulle bruges over for Retsudvalget og i offentligheden.
Det først udkast gjorde det klart, at Bødskov sammen med Retsudvalgets formand havde brugt to påskud til at få aflyst Retsudvalgets omdiskuterede møde på Christiania:
Man fortalte, at Bødskov netop den dag havde mulighed for at deltage i et møde i Retsudvalget. Og man henviste til, at Københavns politidirektør Johan Reimann var forhindret i at deltage i et formøde til besøget på Christiania. Med de to begrundelser havde man fået aflyst besøget.
Hele sagen har så drejet sig om, at dette ikke var de reelle begrundelser for at aflyse. De var et påskud. Man førte Retsudvalget bag lyset.
Det stod klart i det første udkast, som Justitsministeriet sendte til Statsministeriet, at forklaringen om Bødskovs deltagelse i et møde i udvalget var opfundet til lejligheden. Derimod var det uklart, om Johan Reimann faktisk var forhindret i at komme, eller om det også var opfundet.
Men det fremgik altså af det første udkast, at man havde brugt begrundelser over for udvalget, som var forkerte. Årsag: Man ville ikke have en debat om sikkerhedssituationen på Christiania i udvalget.
Det andet udkast
I det andet udkast gik Morten Bødskov et skridt videre. Han beklagede, at han bidrog til, at Retsudvalget fik et forkert billede.
Det var en indrømmelse af, at han som minister havde ført Folketinget bag lyset. Og den indrømmelse læste statsministeriets departementschef, Christian Kettel Thomsen, allerede 19. november.
Det tredje udkast
I det tredje og sidste udkast til redegørelsen var Bødskovs bekendelse og beklagelse imidlertid fjernet. I det hele taget var fremstillingen mere sløret. Så Retsudvalget og offentligheden fik intet at vide om Bødskovs fabrikerede historie. Christian Kettel læste også denne sidste version.
De store spørgsmål
Dette forløb rejser flere store spørgsmål:
Hvorfor tog Kettel ikke prompte affære, da han af udkastene kunne se, at Folketinget var blevet vildledt? Han skulle jo have krævet, at Folketinget straks fik sandheden at vide – alt andet ville være brud på ministeransvarlighedsloven.
Hvorfor skete det stik modsatte – Bødskovs beklagelse af, at han havde ført retsudvalget bag lyset gled jo tværtimod helt ud? Var Kettel ligefrem aktivt med til at få fjernet Bødskovs beklagelse, så vildledningen af Folketinget helt blev fortiet?
Hvad vidste Thorning? Blev hun orienteret af Kettel om de tre udkast og dermed om, at Bødskov havde talt usandt?
Én ting står klart: Der gik tre uger efter den 19. november, før Bødskov gik til bekendelse i Retsudvalget. I al den tid vidste Kettel, at justitsministeren havde talt usandt. Måske vidste Thorning det også.
Hvis det sidste er tilfældet, har hun fortiet afgørende oplysninger over for Folketinget og dermed også begået et eklatant brud på ministeransvarlighedsloven.
Kettels pressemeddelelse
I går udsendte Christian Kettel en pressemeddelelse om sin og Statsministeriets rolle i sagen. Den er interessant – først og fremmest ved det, den ikke siger.
Kettel slår fast, at han den 19. november ikke vidste, at Justitsministeriet talte falsk, da det forklarede, at politidirektør Johan Reimann var forhindret i at deltage i et formøde til Christiania-besøget. Altså en af begrundelserne for at aflyse besøget. Det fandt han først ud af, da Bødskov gik til bekendelse den 9. december.
Men dette er overhovedet ikke sagens kerne!
Sagens kerne er, at Bødskov gav Retsudvalget en løgnagtig begrundelse for, at Christiania-besøget måtte aflyses. Selv hvis Reimann vitterlig havde været forhindret i at deltage i formødet, var det jo stadig væk ikke den reelle begrundelse for at aflyse. Uanset, hvad Reimann lavede, var det en løgn.
Og Kettel undgår omhyggeligt i sin pressemeddelelse at forholde sig til, hvad han vidste om den løgn. Han kommer med udenomssnak.
Fremstår som stærkt belastet
Men hvorfor greb han ikke ind, da han kunne se, at Bødskovs bekendelse og beklagelse forsvandt ud af det tredje udkast?
Det havde ikke noget med ham og Statsministeriet at gøre, forklarer Kettel i pressemeddelelsen. Og han havde ikke haft nogen bemærkninger til det, da han jo ikke vidste, hvad der var foregået.
Også det er udenomssnak, så det brager. Han havde jo set Bødskovs beklagelse, og derfor skulle han selvfølgelig have fulgt sagen til dørs og sørget for, at Bødskov fortalte Folketinget sandheden.
Denne pressemeddelelse renser på ingen måde Christian Kettel. Han fremstår umiddelbart som stærkt belastet af sagen.
Blev Thorning informeret?
Men hvad med Thorning? Vidste hun, hvad der foregik?
Man kan ikke udelukke, at Kettel undlod at informere hende for ikke at trække hende ind. Men ud fra normal praksis er det mere sandsynligt, at han faktisk orienterede hende, så hun var medvider.
Hvis det er tilfældet, står Thorning i det samme stærkt kritiske lys som Kettel. I så fald undlod statsministeren at gribe ind, selv om hun var vidende om, at hendes justitsminister havde vildledt Folketinget.
Thorning bruger Kettels bortforklaring
Mistanken mod Thorning bestyrkes af, at hun over for Retsudvalget har brugt nøjagtig den samme bortforklaring, som Kettel bruger i sin pressemeddelelse.
Hun skriver, at hun og ministeriet først 9. december blev bekendt med, at historien om, at Johan Reimann ikke kunne deltage i formødet, var falsk (Thorning kalder det: ”var koordineret med politidirektøren”).
Men dette er som sagt overhovedet ikke sagens kerne. Bødskovs løgn havde også været en løgn, hvis det faktisk havde været rigtigt, at Reimann ikke kunne deltage i formødet.
Hvorfor taler Thorning så om dette ret underordnede spørgsmål i sit svar til Retsudvalget? Og hvorfor siger hun intet om det virkelig vigtige – nemlig, om hun allerede 19. november blev orienteret om, at Bødskov havde vildledt Folketinget?
Her ligger den djævelske detalje i sagen. Thorning bedyrer sin uvidenhed om Johan Reimann. Men Johan Reimann er en absolut biperson i sagen.
Ribbet for troværdighed
Hvis statsministeren benytter sig af samme fif, når hun skal i samråd i Retsudvalget i morgen ryger hun ud i store problemer. For det vil bestyrke oppositionen i mistanken om, at hun ikke har rent mel i posen i forhold til sagens kerne – nemlig Bødskovs falske begrundelse for aflysningen.
Denne djævelske detalje kan fælde Thorning i den forstand, at hun vil stå ribbet for troværdighed, hvis hun først serverer sin bortforklaring om Johan Reimann, hvorefter det afsløres, at hun var bekendt med sagens kerne allerede den 19. november.
Enhedslisten
Kan det også ende med, at hun bliver fældet som statsminister?
Enhedslisten vrider sig som ål på en stegepande. Her og nu må vurderingen være, at de ikke tør gå hele vejen og udtrykke mistillid til Thorning, selv hvis det viser sig, at statsministeren vidste besked.
Men efterhånden bliver man meget forsigtig med at udelukke noget i denne sag.
