Sommeren 1914 på Skagen. Det har været en pragtfuld sommer med herligt vejr. Badegæsterne bader om formiddagen fra Sønderstrand, om eftermiddagen fra Nordstrand.
Om aftenen går de til kabaret på Skagens Hotel, eller måske er det bedre med koncert med fru Stockmar-Gether på Foldens Hotel (nu Clausens). Hun er “i besiddelse af et for en lidt fyldig apparation klædelig lune.” På alle de store hoteller er der optræden.
I løbet af sommeren besøges byen først en engelsk flådeenhed, så en dansk eskadre og endelig en tysk flådeafdeling. Sidstnævnte inviterer damerne til bal med de tyske officerer på Skagens Hotel.
Krigen bryder ud
1. august er idyllen slut. 1.verdenskrig bryder ud.
Som ved et trylleslag er alting ændret. De udenlandske gæster nærmest flygter fra byen. Hotellerne sætter taksterne ned i håb om at holde på nogen af dem, men forgæves. Flere af dem må sæsonlukke før tiden.
Snart følger andre besværligheder. Priserne stiger, fiskeriet ligger stille, for fiskene kan ikke afsættes, og i øvrigt smider tyskerne miner ud i Kattegat. Hos købmanden beder man ikke om 2 kg mel men om 20 kg, og snart er der ikke flere varer. Tingene ser mørke ud for Skagen og resten af landet.
Christian Fjerdingstad
Men ikke alle er nedtrykte. Nogen bliver opstemte. Sølvsmed Christian Fjerdingstad følger begivenhederne med den allerstørste interesse, og i løbet af ingen tid har han truffet sin beslutning.
Som 18-årig kom han 1910 til Skagen for at uddanne sig til sølvsmed. Det viste sig, at han var en meget talentfuld ung mand, og da han var færdig med sin uddannelse i 1912, lå der en lovende karriere foran ham. Han begyndte med det samme at gøre sig stærkt gældende i sit fag og deltog i 1913 i Charlottenborg-udstilingerne i København.
Alt dette forekommer ham i dette øjeblik at være ligegyldigt. Han må være med, og han træffer sin beslutning: Jeg vil med i krigen, jeg må af sted til Paris og melde mig. Og som tænkt, så gjort. Han smed alt, hvad han havde i hænderne og rejste gennem Tyskland, Holland og Belgien til Paris.
Den unge Christian Fjerdingstad fotograferet kort før han gik i krig. Han var en dygtig sølvsmed, der med stor iver deltog i byens liv. Da Skagen i 1913 havde 500 års købstadsjubilæum fremstillede han en jubilæumsske, der blev solgt i 30 eksemplarer. Han deltog også i udstillinger i København. Desværre er der ingen billeder af Viggo Feveile. (Lokalarkivet i Skagen)
Viggo Feveile
Hernede mødte han en af sine venner fra Skagen, Viggo Feveile.
Viggo var i juni måned – da ingen tænkte sig, at der kunne udbryde krig – nærmest flygtet fra København, hvor han var gerådet i konflikt med skolelederen på den skole, hvor hans far, læge Axel Feveile i Skagen, havde anbragt ham. Nu ville han se på kunst i Paris og blive kunstner.
Efter nogle dage sendte han brev hjem og bekendte sine synder. Faderens svar lød således: “Du skal nok få hjælp hjemme fra, når du bestiller noget! Men når du kommer tilbage, venter der dig to kraftige lussinger. Din hengivne fader.”
I Fremmedlegionen
De to venner meldte sig nu til Fremmedlegionen og sammen blev de sendt til Lyon for at gennemgå den grundlæggende militærtræning, få de nødvendige vaccinationer osv.
Fjerdingstad sendte jævnligt rapporter hjem om soldaterlivet. I starten var det næsten idyl, vejret er godt, og Fjerdingstad bruger sin evner som sølvsmed til at lave ringe til officererne, men ved juletid tilspidser situationen og livet i skyttegravene begynder:
“Vi ligger i yderste slaglinje og kan så dejligt se over til tyskerne, der ligger kun 5-600 meter fra os.”
Den 22. december deltog han i et hårdt slag, “hvorved vi kom op af skyttegraven, … og jeg… skød 160 patroner af på en halv time.” .
Han beskriver derefter, hvordan julens indvirkning på ham ”…tankerne gik lidt vemodigt til de kære derhjemme, til gåsestegen og den lune stue.”
Men tilføjer så: “Ellers er det herligt at slås. Man bliver fuldstændig “vild”, og jeg tror aldrig, at jeg vil kunne gå tilbage. Granaterne falder ganske tæt her, men jeg har mistet al respekt for dem. En dag faldt der 20 her i denne tranche (skyttegrav), uden at en mand blev ramt, og i går sprang der én lige over hovedet på os, da vi stod og spiste, men ingen af os ramtes, kun faldt der et stykke i suppegryden. I aftes, da jeg sov, eksploderede der én 2-3 meter herfra, så jorden dryssede ned over mig, men jeg vågnede ikke en gang.”
Forudså krigens udfald
I øvrigt var Fjerdingstad allerede her få måneder efter krigens udbrud i stand til at forudse krigens forløb og udfald:
” Hvad ende denne krig vil få, kan ingen sige. Begge parter er ved denne front lige godt stillet, og al fremgang for nogen af parterne synes umuligt. Krigen er med andre ord ved at blive en kapitalkrig (hvem der økonomisk kan holde længst ud), der må ende med Tysklands undergang.”
Krigens alvor
Men både Fjerdingstad og Feveile lærer krigens alvor at kende. I maj 1915 skriver Fjerdingstad fra Paris:
“Fremmedlegionen deltog 9de maj i det store slag ved Notredame-de-Lorette. Af 1ste regiment er kun to kompagnier tilbage. … Vi er alle sårede. Viggo Feveile er såret, i skulderen såvidt jeg veed; jeg selv har fået en kugle i knæet; det er ikke slemt. Men vi sejrede. …Vi avancerede den dag 7 kilometer. Vi var 260 mand i mit kompagni, og kun 16 mand nåede helskindede hjem.
Jeg selv var bombekaster, og det var et varmt arbejde. Først henimod aften blev jeg såret. Først af nogle mitrailleusekugler (maskingevær), bagefter af nogle granatstumper. Jeg fik i alt 16 sår, så jeg var jo noget ilde tilredt. Der var ikke tale om at komme de sårede til hjælp, så jeg måtte om natten slæbe mig 5 kilometer tilbage til feltlazarettet. Det var den værste tur, jeg i mit liv har gjort. Jeg glemmer aldrig synet af disse tusinder lemlæstede tyskere og franskmænd, som jeg slæbte mig forbi. Og det var lyst som om dagen. Tyskerne havde skudt byen Neuville St. Waast i flammer og samtidig sendte de ustandselig lysbomber til vejrs.
Først to dage efter kom jeg på operationsbordet. Lægen ville sætte mit venstre ben af. Han havde for travlt til at indlade sig på diskussion om sagen – udenfor lå jo dynger af andre hårdt sårede. Men jeg bad så bønligt for mit ben, at han til sidst gik ind på at prøve på at få det lappet sammen.”
Før slaget var der 17 skandinaver i regimentet. Efter slaget var der kun fire.
Fjerdingstad tilbage i Danmark
Derefter var krigen slut for de to skagboer. Fjerdingstad var næsten et år om at blive restitueret og hans ben er stift, i pressen omtales han undertiden som invaliden Fjerdingstad. Efter deres rekonvalscens vender de begge tilbage til Danmark. Fjerdingstad udfolder en omfattende foredragsvirksomhed, hvor han fortæller om sine oplevelser i krigen. Han rejser hele landet rundt og når også til Kristiania (Oslo), hvor 8.000 hører hans beretninger.
Under hans foredragsturne kommer han i 1916 til Kalundborg. Der møder han en tysk soldat og de finder ud ” … at de i vinteren 1914 havde ligget over for hinanden, den ene i en tysk, den anden i en fransk skyttegrav. Ved juletid i 1914 havde de gensidigt hørt danske salmetoner fra modpartens skyttegrave. Og en dag havde de på tysk side stukket en plakat i vejret med påskrift 37 danske, og fra fransk side svarede man 5 danske.”
Feveile vender hjem
Da Viggo Feveile kommer hjem, bliver han interviewet af pressen. Da han bliver spurgt, om det var slemt, svarer han:
“Ja, jeg ved ikke, hvad De anser for slemt; men jeg tror ikke, De kan gøre Dem noget begreb om, hvad det vil sige, hvis De ikke selv har været i krig! En kanonade som den, der begyndte om morgenen kl. 7 den 9de maj, kan ikke beskrives. Det er et uvejr – ja, der har vi det, nej, det er tusind gange værre end et uvejr. – Jeg kan kun sige, at det er så mange kolossale lyde, en umådelig larm, der kommer fra de tusinder af kanoner, som udspyr ild på én gang. ”
Viggo og kammerater skulle kravle op af deres egen skyttegrav og løbe frem mod tyskernes stilling. Undervejs måtte han hoppe ned på to døde tyskere, passere en døende franskmand, “jeg opdagede, at hans lyserøde lunge var blottet i ryggen”. Senere må han retirere og bliver da skudt i hoften.
Intervieweren: “Er De ked af krigen?
“Ja, det er jeg. Skal jeg med igen, må det være som øverstbefalende; jeg kan ikke lide at blive befalet over.”
“Har De talt med Deres fader?”
“Ja, og med mo’r og dem allesammen.”
“Fik De lussingen?”
“Nej, fa’r glemte det. Men det kan jo være, jeg får den en anden dag.”
Efter krigen
Både Viggo Feveile og Christian Fjerdingstad har fået udlængsel. Begge vender tilbage til Frankrig, hvor de blivende bosætter sig og udfolder en kunstnerisk karriere. ”Kunne ikke undvære sit elskede Frankrig. Han måtte tage del i dets genrejsning. I lange tider har Feveile arbejdet som arkitekt ved genopbyggelsen af en af de ødelagte, nordfranske ”byer”, Bethune….”
Chr. Fjerdingstad forsøger i første omgang at vende tilbage til sit håndværk i Skagen, men udlængslen er for stor. Han vender tilbage til Frankrig, gifter sig med en baronesse og skaber sig en stor karriere som sølvsmed. Han blev i 1924 kunstnerisk direktør på Frankrigs førende sølvvarefabrik Christofle og var det frem til 1941. Fjerdingstad døde i 1968.
Koldinghus Museum arrangerede i 1999-2000 en udstilling med hans værker.
Kilder: De lokale aviser for perioden. Disse har selvstændige reportager, men citerer også artikler fra andre dagblade.
