I går skrev Den Korte Avis sin tophistorie om, at flodbølgen af protester mod aftalen med Goldman Sachs kunne føre til sprængning af regeringen.
I morges udsendte Den Korte Avis sin tophistorie om, at SF ville være nødt til at træde ud af regeringen, hvis partiet skulle undgå regulær opløsning. Halvanden time senere kom nyheden om, at partiet nu gik ud.
Det har ikke været med Annette Vilhelmsens gode vilje. Hun og kredsen omkring hende gjorde i går aftes et ihærdigt forsøg på at holde partiet fast på et ja til DONG-aftalen med Goldman Sachs og et ja til at forblive i regering.
I landsledelsen fik hun et snævert flertal. Men modstanden fra venstrefløjen i folketingsgruppen og partiet gjorde situationen så usikker, at SF-toppen valgte at træde ud af regeringen, og Annette Vilhelmsen valgte at gå som formand.
Formentlig har hun været under pres fra regeringspartnerne Helle Thorning og MargretheVestager for at give en garanti for ro og stabilitet, som hun var ude af stand til at give.
Dermed befinder SF sig nu i den helt barokke situation, at det står uden formand, uden den ene næstformand, uden gruppeformand og uden politisk ordfører. De er alle gået af.
SF er i øjeblikket et parti uden ledelse – kaos er konge.
Vilhemsen har ikke været pjevset
Det er skæbnens ironi, at Annette Vilhelmsen nu fældes af den venstrefløj i partiet, der bragte hende til magten. Men det er ikke nogen tilfældighed.
Som partileder har Vilhelmsen måtte lære at indstille sig på de faktiske forhold i jernindustrien, som det hedder. Hun har måttet rette ind efter en økonomisk politik, som har været præget af reformer og kravet om orden i finanserne.
Disse krav hænger både sammen med den økonomiske krise og med De Radikales rolle i regeringen. Socialdemokraterne valgte at løbe fra de røde løfter og at gå reformvejen.
Dermed har der ikke været megen plads til traditionel SF-politik. Partiet var nødt til at rette ind eller træde ud af regeringen.
Vilhelmsen holdt fast i, at SF skulle vise sin regeringsduelighed, selv om det indebar, at der skulle sluges kameler, og at vælgere faldt fra.
Man kan ikke med rimelighed påstå, at hun og hendes ledelse har været pjevsede og har givet hurtigt op. De forsøgte længe at hænge på.
Værst tænkelige sag på det værst tænkelige tidspunkt
Men en stor del af SF’s vælgere havde forestillet sig noget andet og blev skuffede, og de dårlige meningsmålinger satte SF under pres.
Kombinationen af dette pres og de politiske kameler, der skulle sluges, begyndte at skabe uro i geledderne. Og så kom den værst tænkelige sag på det værst tænkelige tidspunkt: DONG og Goldman Sachs.
For de fleste af SF’s medlemmer og vælgere var aftalen med Goldman Sachs som at indgå en pagt med djævlen selv. En pagt, som førte lige lukt ind i det politiske helvede for et rødt parti.
Så kunne partiets venstrefløj ikke længere stå for mosten.
Selv her forsøgte Annette Vilhelmsen at optræde som loyal regeringspartner. Men den kamel blev for stor til, at partiet kunne blive enigt om at sluge den.
Det var i sig selv en meget ubehagelig sag for SF. Men ydermere skete der det, at vælgerne reagerede endnu voldsommere mod aftalen med Goldman Sachs, end de fleste havde forestillet sig.
Blandt samtlige partiers vælgere har der vist sig et massivt flertal mod aftalen. Og blandt SF’s vælgere var det næsten ikke til at opdrive nogen, der støttede den. Det var en tabersag af gigantiske dimensioner.
Truslen om opløsning
Det var på den baggrund, at Den Korte Avis i morges skrev, at SF ville være nødt til at trække sig ud af regeringen, hvis det skulle undgå en regulær opløsning.
Meget taler for, at partiet ville blive hårdt straffet af vælgerne, hvis det blev i regeringen og slugte både den kæmpestore DONG-kamel og de kameler, der kan følge efter med andre reformer her i foråret.
Noget sådant ville indebære en alvorlig risiko for, at SF tog et fatalt dyk ned mod spærregrænsen.
Kampen for overlevelse
Ingen tvivl om, at det er et stort og bittert nederlag for Annette Vilhelmsen, Holger K. Nielsen, Pia Olsen Dyhr, Astrid Krag, Ida Auken, Jonas Dahl og andre at forlade regeringen.
Ingen tvivl om, at det skader tilliden til, at SF er et regeringsdueligt parti. Ingen tvivl om, at SF mister indflydelse. Ingen tvivl om, at det nu kan vare længe, før partiet kommer i regering igen.
Men partiet er havnet i en situation, hvor det må kæmpe for sin eksistens. Og denne barske overlevelseskamp vil det have størst mulighed for at vinde uden for regeringen.
Det vil næppe være en let rolle i konkurrence med Enhedslisten. Og vælgerne vil nok ikke storme tilbage til partiet.
Men SF’erne kan trods alt have et realistisk håb om, at de kan vinde nogle af de vælgere tilbage, som helst vil stemme på partiet, men som synes, at kamelerne har været et nummer for store på det seneste. Et håb om at holde sig fri af spærregrænsen.
Hvem bliver ny SF-formand? Det bedste bud er nok den afgåede transportminister Pia Olsen Dyhr.
Men foreløbig er kaos konge.
