Regeringen har sat en ny dansk rekord: Thorning har gennemført hele seks regeringsrokader på bare lidt over to år.
Det er ikke en rekord, hun bliver hyldet for. Tværtimod står den igen på nedtur hos vælgerne. Og for hver nedtur bliver det sværere at komme op igen.
Regeringen har lavet for mange ting, som har slidt på vælgernes tillid. Derfor melder trætheden sig i stigende grad.
Nu gider vælgerne ikke mere.
Forsøg på begejstring
Thorning og Vestager har ihærdigt forsøgt at skabe lidt begejstring over regeringsrokaden. De sælger det som en helt ny regering. Og de fremhæver de stolte historiske traditioner for samarbejde mellem socialdemokrater og radikale.
Men lige lidt hjælper det. Vælgerne gider ikke længere høre på det.
Det har selvfølgelig meget at gøre med den sag, som udløste rokaden: DONG-aftalen med Goldman Sachs. Den har skabt stor vælgervrede.
Men den seneste tids rokade-cirkus gør det ikke ligefrem lettere for Thorning og Vestager.
Minister hvem? For hvad?
Når der kommer så mange rokader i rap, efterlader det uundgåeligt et indtryk af, at der ikke er styr på tingene. Samtidig betyder det, at vælgerne løber sur i, hvem der er ministre – og for hvad.
Regeringen kommer til at stå som et anonymt sammensurium, der opleves som fjernt og uvedkommende. Og så står vælgerne af. Den første forudsætning for et engagement i politik er, at man kan få øje på nogle politikere, som siger én noget.
Oven i det har der været striben af sager, der har væltet ministre eller givet dem en næse (Thorning selv slap kun, fordi Enhedslisten og de borgerlige ikke kunne blive enige om udformningen). Også det har bidraget til indtrykket af, at der ikke er styr på tingene.
Holder ikke
DONG-sagen, rokaderne og ministerskandalerne føjer sig til det store problem, som regeringen havde fra sin start: løftebruddene.
Der går en rød tråd gennem alle disse ting, der har fået vælgerne til at vende regeringen ryggen. Man kan sammenfatte deres reaktion i én enkelt sætning:
Der er ingenting, der holder med den regering.
Thornings ansvar
Løfterne holder ikke. Programerklæringerne holder ikke. Regeringerne holder ikke. Ministrene holder ikke.
Under Folketingets spørgetime med statsministeren i går udspandt der sig en debat mellem Kristian Thulesen Dahl og Helle Thorning.
Thulesen Dahl spurgte, om Thorning vedkendte sig, at de talrige rokader også var udtryk for et svigt hos hende som leder.
Det afviste Thorning med henvisning til, at hun jo ikke havde ansvaret for, at Villy Søvndal blev syg, at SF skiftede leder, og at partiet senere besluttede sig for at forlade regeringen – alt sammen ting, der udløste rokader.
Thorning har naturligvis ret i, at hun ikke kan gives hele skylden for de rekordmange rokader. Men hun har et klart ansvar som leder.
De brudte løfter
Hele balladen om SF’s forhold til regeringen hænger jo sammen med, at S-SF samarbejdet og dermed SF’s regeringsdeltagelse fandt sted på et fuldkommen urealistisk grundlag. Det var både økonomisk og politisk urealistisk.
Økonomisk udstedte man røde løfter, der var helt ude af trit med virkeligheden. Derfor havde SF’s venstrefløj i stigende grad svært ved at følge med, da regeringen – meget rosværdigt – foretog den nødvendige tilpasning til realiteterne.
Politisk havde man fuldstændig undervurderet den styrke, som Vestager og De Radikale ville få i den ny regering. Også det skabte store frustrationer blandt røde SF’ere – og i øvrigt også blandt røde socialdemokrater.
De vildt store løfter lagde kimen til den store ballade bagefter. Det har Thorning som leder i høj grad haft ansvaret for.
God regeringsførelse
Det samme er sket omkring ministerskandalerne.
I regeringsgrundlaget bruges der fine ord om ”god regeringsførelse”. Men virkeligheden har været en anden: Ministre på stribe, der har vildledt Folketinget. En restriktiv lov om offentlig indsigt. Forsøg på at stække Rigsrevisionen. Alt for korte høringsfrister til lovforslag.
Ord og handling hænger ikke sammen. Når vælgerne opdager det, gider de ikke mere.
Her har man det gennemgående træk i regeringens adfærd, som den bliver straffet for: Man kommer med store, noget frelste erklæringer om, hvad man står for. Men man henfalder til at bade sig i ordene og får aldrig styr på, hvad de egentlig skal betyde i praksis. Typisk for de snakkende klasser.
To aktuelle sager
To aktuelle sager demonstrerer det endnu engang:
Man leverer store forargede angreb på globale virksomheder, der anklages for skattesnyd. Men man virker helt uforberedt, når man så selv får denne forargelse i nakken i forbindelse med Goldman Sachs-aftalen.
Man forsikrer, at den ny SR-regeringen bygger på et fasttømret samarbejde. Dagen efter går den radikale integrationsminister Manu Sareen ud med en grov provokation mod Socialdemokraterne. Ord og handling hænger ikke sammen.
Når vælgerne oplever den slags tilpas mange gange, bliver deres forventninger til regeringen meget tyndslidte. Det samme gør tilliden.
Nu gider vælgerne ikke mere.
