Du bliver stærkere psykisk, hvis du træner – det kan også være en hjælp ved sygdom

Det gamle ordsprog ‘En sund sjæl i et sundt legeme’ blåstemples nu også videnskabeligt. Ny forskning viser nemlig, at fysisk træning tilpasset kræftpatienter, ikke kun gavner kroppen, men også sindet. Nyheden blev præsenteret på Kræftens Bekæmpelses ERCS-konference om livet efter kræft.

 

De fysiske træningsprogrammer gavner også kræftpatienterne psykisk.

 

Vi ved allerede, at fysisk aktivitet er effektivt i kampen mod mange livstilssygdomme og kroniske lidelser som f.eks. kræft, diabetes og fedme – sygdomme, som rammer flere og flere danskere. Men nu viser ny forskning lavet af seniorforsker ph.d. Julie Midtgaard, at der er endnu flere fordele ved at dyrke fysisk aktivitet ud over, at vi styrker vores muskler og kondition.

 

Træning styrke også din psyke

 

Træningen ser ud til at kunne sætte skub i den psykologiske helingsproces efter en kræftdiagnose. De patienter, som blev interviewet efter at have deltaget i denne form for fysisk træning, oplevede, at træningen også gav en lang række sidegevinster – som også gavnede psyken.

 

Træningen var med til at modvirke tristhed, angst og depressioner hos patienterne. Træningsprogrammet bestod af regelmæssig struktureret motion og blev ledet af en sundhedsprofessionel træner med erfaring med kræftpatienter.

 

Hvad siger patienterne

Julie Midtgaard er seniorforsker ved Universitetshospitalernes Center for Sundhedsfaglig Forskning (UCSF), og forsker i sundhedsfremme, omsorg og pleje. Hun er kendt for sin forskning i fysisk aktivitet og sundhedsfremme for og med mennesker, som har en kronisk eller alvorlig sygdom som f.eks. kræft.

 

Julie Midtgaards resultater bygger på en såkaldt metasyntese, det vil sige interview med 380 kræftpatienter hentet fra 19 forskellige undersøgelser.

 

Forskerne har interviewet patienterne og bl.a. spurgt dem om deres personlige erfaringer og oplevelser ved denne form for struktureret træning tilpasset kræftpatienterne.

 

– Træningstilbuddet hjælper patienterne til at sætte mål og dermed se fremad og få struktur på deres liv igen, hvor de vante rammer med job, indkøb og sociale aktiviteter er blevet sat på stand by, mens sygdommen og behandlingerne kommer til at fylde det meste i ens hverdag i en kortere eller længere periode, fortæller Julie Midtgaard.

Læs også
Danmark har markant fremgang i overlevelse efter kræft

 

For at genvinde kontrollen over sit liv og få genskabt en normal hverdag, viser det sig, at daglige fysiske aktiviteter lagt i faste rammer kan være en stor hjælp for patienterne.

 

ERCS 2014 konferencen i København satte fokus på hvordan kræftpatienter kan hjælpes tilbage til et normalt liv efter kræft.

 

Med i fælleskabet

De fysiske aktiviteter hjælper naturligvis også patienterne til at føle sig mere normale og blive aktivt involveret i de sociale fælleskaberigen.

 

Patienterne oplever også, at de genvinder tilliden til deres krop, når de oplever, at de er i stand til at dyrke fysisk aktivitet. Det kan også give patienten en ny følelse af selvtillid og tiltro til livet efter kræftbehandlingerne.

 

– Patienterne begynder også at tage ansvaret tilbage for deres eget liv, når de ser, at de kan magte mere og mere rent fysisk. De opdager, at de igen kan planlægge deres liv og have indflydelse på hverdagen, og dermed bliver tilværelsen bliver mere håndgribelig og forudsigelig, fortæller Julie Midtgaard..

 

Læs også
Ny forskning: Blodprøve kan forudsige tilbagefald af kræft

Træningen kan altså bruges som et værn mod depressioner og angst, som jo netop rammer mange kræftpatienter under og efter behandlingen.

 

Det er den nye opdagelse og det unikke ved disse fysiske aktivitetsprogrammer, som kan være med til at hjælpe kræftpatienterne tilbage til et godt liv efter kræft.

 

Læs mere om ERCS 2014 konferencen

 

Af journalist Bodil Kofoed, Kræftens Bekæmpelse

 

Foto: Kræftens Bekæmpelse

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…