Det er efterår i Danmark. Selv om temperaturerne er høje årstiden taget i betragtning, så mærker man tydeligt, at den mørke og lidt triste tid af året har holdt sit indtog.
Selv om det visner rundt omkring os i naturen, så er efteråret også en tid, der rummer blomstring, liv og lys. I hvert fald i overført betydning.
Efter at være bombarderet i medierne om det pres, der i disse år i almindelighed og lige nu i særdeleshed ligger på hele den vestlige kultur og civilisation på grund af en sand folkevandring fra den islamiske verden og kultur, var det en fantastiske livsbekræftende oplevelse en onsdag formiddag i oktober at møde netop den pressede danske kristne kultur folde sig ud i fuldt flor her midt i det mørke og våde efterår.
Et vaskeægte folkeligt kulturelt lys
I det mørke Vendsyssel, hvor jeg bor og lever, er der nemlig slet ikke mørkt, men derimod højt til loftet og masser af lys.
Et vaskeægte folkeligt kulturelt lys oplevede jeg således sammen et par hundrede medborgere i Jetsmark Kirke onsdag d. 22. oktober. Hvert år i ugen efter efterårsferien er der nemlig skabt en tradition for, at Pandrups lokale gymnastik- og ungdomsforenings seniorafdeling, PGU-Senior, indbyder til en hverdags seniorgudstjeneste, hvor et stort kor fra Aalborg, ”Rørsangerne”, bestående af mandlige og kvindelige seniorer medvirker, ligesom den lokale sognepræst tager sig af liturgien.
Til gengæld byder traditionen, at der hvert år inviteres en lægperson til at holde dagens prædiken. Fællessangen, korsangen, de velkendte og mindre velkendte salmer fra den danske salmeskat, det kristne kærlighedsbudskab viderebragt af ”manden på gulvet”, der denne dag har indtaget prædikestolen – alt sammen går det op i en højere enhed og bidrager til en dyb og varm følelse af fællesskab og nærvær i nuet set under evighedens synsvinkel.
En levende del af en lang historie
Man oplever fornemmelsen af at være en levende del af en lang historie, et sprogligt, kulturelt, religiøst og folkeligt fællesskab.
Man forstår Chr. Richardts ord i ”Altid frejdig når du går”, hvor han bl.a. skriver: ”Kæmp for alt, hvad du har kært!”.
Ikke nødvendigvis med sværdet i hånd, men måske snarere med et fadervor i pagt og ved med åben pande og stærke argumenter at stå ved det, der nu engang er vores åndelige, kulturelle og nationale bagage. Det er at være national og fædrelandskærlig på den gode måde.
Politisk korrekte nyttige idioter for totalitære kræfter
Og dette at vedkende sig sine åndelige og nationale rødder og kæmpe for deres beståen og videre liv i kommende slægter er noget helt andet end den aggressive nationalisme, hvor man tror, at man er bedre end andre, og at det, vi står for, er det eneste rigtige, hvorfor alle anderledes tænkende skal bekæmpes.
Den politisk korrekte kulturradikale elite her i Danmark formår ikke at skelne mellem at føle et nationalt og trosmæssigt tilhørsforhold og så dette at være intolerant nationalist.
De fatter ikke, at kun når man holder af sit eget, har man forudsætningerne for også at forstå, at andre holder af deres. Det er vejen til ægte tolerance. I stedet falder de åh så tolerante og godsindede politisk korrekte på halen for den rodløshed og overfladiskhed, der slører blikket for de aggressive og intolerante kræfter, der vil tage vores værdier fra os, fordi vi er ”vantro”. Dermed gør de sig til totalitære kræfters nyttige idioter.
Javel, så blev det alligevel til en snak om det, der fylder medierne. Heldigvis findes der en dansk kultur, der fremdeles lever og blomstrer – f.eks. i en fyldt sognekirke en onsdag formiddag langt ude på landet…(!).
”Rørsangerne” synger ”Det friske danske efterår” med tekst af Poul Sørensen og melodi af Svend S. Schultz, og efter en lille times intens samvær om vores fælles tro, sprog og kulturbaggrund føler man sig som et frit og løftet menneske, da man igen bevæger sig ud i det danske efterår.
Fri og parat til at kæmpe for alt det man har kært. Det betyder ikke, at der ikke i vores land er plads til andre med en anden kultur og en anden tro, men dem kan vi som sagt kun tage imod på en kvalificeret måde, hvis vi ved, hvem vi selv er.