Vollsmose-banden Black Army, der styres af den berygtede palæstinensiske Daabas-familie, er nu godt på vej til at brede sig over hele landet.
Familien, hvis mest kendte og mest fremtrædende medlem er den nu udvisningsdømte Fez-Fez, består ifølge Ekstra Bladet af op mod 90 medlemmer, hvoraf adskillige har hårde domme for blandt andet vold og narko.
Som vi tidligere har skrevet her i avisen, koster familien Odense Kommune årlige millionbeløb i form af bistandshjælp og institutionsanbringelser. Således er et af familiens 15-årige medlemmer, i øvrigt Fez-Fez’s søn, i øjeblikket sigtet for omkring 40 forhold, der blandt andet omfatter trusler, vold og knivstik.
Alt afhængig af dommens længde venter der formentlig flere års anbringelse på lukket institution med millionudgifter til Odense Kommune, som i forvejen har haft en udgift på 2,5 millioner kroner til forgæves institutionsanbringelser til alene Fez-Fez’s 15-årige søn.
Levacovic’erne er småkriminelle i forhold til Black Army
Medens roma-klanen Levakovic hovedsalig har beskæftiget sig med tricktyverier, indbrud og hjemmerøverier, ligger Black Army og dermed den palæstinensiske Daabas-families kriminelle aktiviteter i den langt tungere ende.
Ifølge Fyns Politi fører banden sig frem med vold, narkohandel, våben med videre. Altså samme kriminalitet som rockerne, som lederen af Fyns Politis afdeling for efterforskning af organiseret kriminalitet, Thomas Anderskov, har udtrykt det.
Som vi tidligere har skrevet her i avisen, udvidede Black Army i foråret sine aktiviteter til også at omfatte beskyttelsespenge mod især restauranter, butikker og andre virksomheder i Odense, der bliver udsat for afpresning og truet til at betale, hvis ikke de vil have deres forretning smadret.
”Hidtil har kriminelle krævet beskyttelsespenge inden for deres eget miljø. Nu ser vi almindelige erhvervsdrivende blive opsøgt og truet,” sagde Thomas Anderskov dengang til fs.dk.
Kræver nu også beskyttelsespenge i Svendborg
Black Army og dermed den berygtede palæstinensiske Daabas-familie her netop oprettet en afdeling i Svendborg, og det har byens erhvervsdrivende allerede mærket.
Flere erhvervsdrivende har nu henvendt sig til kommunen, og en af dem fortæller til Fyns Amtsavis, at han blev opsøgt af to velvoksne mænd, hvoraf den ene havde Black Army-mærket på ryggen.
”Jeg kendte dem ikke, men de kendte allerede mit navn og gik med mig ind i baglokalet, hvor truslerne blev fremsat på en måde, som man ikke kunne tage fejl af,” siger forretningsmanden til Fyns Amtsavis.
Han tør ikke stå frem af frygt for repressalier og har hidtil nægtet at betale, og det advarer han også andre imod at gøre:
”Jeg vil gerne advare alle mod at betale beskyttelsespenge. Det er skruen uden ende. Hvis ikke andre smadrer forretningen, kan de truende selv finde på at smadre den, og så sætter de beskyttelsesbeløbet op,” siger han til Fyns Amts Avis.
Politi og kommune indkalder til borgermøde
I et forsøg på at imødegå, at Black Army for alvor får fodfæste i Svendborg har kommunen og politiet indkaldt til borgermøde i aften klokken 19 på Svendborg rådhus.
De første skridt mod Black Army er dog allerede taget. Således er en 21-årig kokkemedhjælper blevet fyret fra sit job i Svendborg kommune.
Det skete efter at det blev afsløret, at den pågældende ifølge fyens.dk er vicepræsident i Black Army, og da han nægtede at opgive sin tilknytning til banden, fik han prompte en fyreseddel.
Har også oprettet afdelinger i Aarhus og Næstved
Fra bandehovedkvarteret på Nyborgvej i Odense, har familien Daabas udover Svendborg ligeledes, som vi tidligere har skrevet her i avisen, oprettet en afdeling i Aarhus.
Ifølge Ekstra Bladet er der desuden oprettet en afdeling i Næstved, og ifølge avisen har Black Army desuden planer om også at slå sig ned i Fredericia.
Alt i alt har Black Army ifølge en talmand 200 medlemmer på landsplan, hvoraf de 80 er i Odense-afdelingen.
Men de er slet ikke kriminelle, forsikrer et af Black Armys toneangivende medlemmer, Mohammed Riyad Daabas.
”Det er bare et sammenhold. Der er ikke andet i det. Der er nogle, der er tidligere dømt for vold, og det er jeg også selv, og det indrømmer jeg, men vi går ikke rundt og ruller gamle damer eller laver hjemmerøverier, det gør vi ikke,” siger han til Ekstra Bladet.
Har nu allieret sig med Bandidos og LFT
Under en fest i bandehovedkvarteret på Nyborgvej i Odense allierede Black Army sig i august i år med Bandidos, og alliancen er nu udvidet til også at omfatte den berygtede indvandrebande Loyal to Familia (LFT), der omfatter København og Nordsjælland.
På trods af, at der er tale om to dybt kriminelle og berygtede bander, har alliancen slet intet med kriminalitet og territorieopdeling at gøre, forsikrer Mohammed Riyad Daabas.
”Er det ikke bedre, at vi holder sammen i stedet for at gå rundt og skyde på hinanden, og det går ud over almindelige mennesker. Det er bedre, at der er styr på tingene,” siger han til Ekstra Bladet.
Fik asyl i Danmark i slutningen af 1970’erne
Familien Daabas kom til Danmark og fik asyl i slutningen af 1970’erne. Ud over nu at være godt på vej til at blive en af Danmarks største kriminelle familier, har familien siden ankomst kostet Odense Kommune et tocifret millionbeløb.
Alene den udvisningsdømte Fez-Fez har syv børn, hvoraf i hvert fald de to er røget ud og ind af diverse institutioner, indtil kommunen sidste år endelig opgav at poste million beløb i deres dyre ophold til ingen verdens nytte.