Den forfærdelige eksplosion

Efterslukningsarbejdet efter eksplosionen på Valby Gasværk. Foto: Belysningsvæsenet. Københavns Stadsarkiv.

I morgen er det 50 årsdagen for eksplosionerne på Valby Gasværk, lørdag den 26. september 1964. En af de største eksplosioner, hvis ikke den største i Danmarkshistorien. Jeg husker den dag så tydeligt, som var det sket i går. Jeg var 8 år gammel på det tidspunkt.

 

Gasværket set fra oven. Foto: Københavns Stadsarkiv.

Tegning af målerhuset på det kommunale Valby Gasværk, der fungerede fra 1907-1964. Foto: Københavns Stadsarkiv.

 

Trykbølgen

Jeg boede i Nøddehaven nr. 23 i Vigerslev. Gasværket’s to enorme gasbeholdere lå i få hundrede meters afstand fra mine forældres villa. Jeg sad forhaven og gravede i et bed med min lille skovl, da jeg fornemmede noget var galt. Jeg kiggede op, da himlen blev helt lys og fyldt med ild i flere hundrede meters bredde. På toppen af ildsøjlen dansede fragmenter af siderne fra den enorme beholder som små sorte legoklodser. Så kom braget og trykbølgen.

 

Selvom jeg sad i læ af en tæt ligusterhæk og på hug, blev jeg alligevel blæst ca. tre meter baglæns af det enorme lufttryk, der var hed, meget. Det kolossale brag akkompagneredes af lyden fra tusindvis af ruder, der splintredes alle vegne og af flyvende tagsten der smadrede ned på Nøddehavens asfalt. Den gigantiske eksplosion havde forbrugt al ilten. I nogle sekunder kunne jeg ikke trække vejret; så kun luften tilbage med en styrke som en orkan. Mere klirren. Undervejs røg den anden gasbeholder. Jeg tænkte: ”Nu dør du”. Uden panik. Blot en kold konstatering af en 8-årig knægt. ”De flammer kommer herover og du brænder op”.

 

Min mor stormede ud på trappeafsatsen ved hoveddøren. Hun skreg til min far:” Poul, Poul…Få Ivan ned i kælderen. Der er en idiot, der har trykket på knappen!” Hun troede, at  der var tale om et atomvåben angreb. Frygten for at det utænkelige kunne ske, var meget nærværende i 1964. Få år efter Cuba-krisen. Mine forældre slap nådigt. Skorstenen på huset blev slået helt skæv, og huset havde rykket  sig i forhold til fundamentet. Udbedringsarbejdet tog et helt år.

 

Resterne af målerhuset efter det store brag. Foto: Belysningsvæsenet. Københavns Stadsarkiv.

 

5 døde og mange sårede

Der var andre steder i Vigerslev, hvor det gik meget værre. Fem mennesker mistede livet og hundreder var blevet såret af flyvende glasskår og andre fragmenter. Der var store beboelsesområder tæt på Gasværket, der lignede noget fra anden verdenskrig.

 

Værst var det gået ud over min skole, Lykkebo Skole, der var den højeste bygning på fem høje etager, der ragede godt op i landskabet. Alle ruder i de bygninger, der vendte mod gasværket, splintrede og tusinder af glasskår var pisket gennem klasseværelserne med stor fart. På den anden side af Vigerslevvej lå der et barakanneks, hvor de små elever (1. og 2. klasse) gik, heriblandt jeg. Der var styrtet bjælker ned over pultene – også min pult! Havde jeg været i skole den dag, havde jeg formentlig ikke kunne skrive dette.

 

Skolefri

Men lykkeligvis var der ingen elever på Lykkebo skole den dag. Vi gik godt nok i skole, også om lørdagen; men eftersom man på arbejdsmarkedet havde taget hul på fem-dages arbejdsugen, skulle lørdagen også indfases som skole- fri dag. Vi startede med at have fri hver fjerde lørdag. Og lige præcist den lørdag, 26. september 1964 var, skolefri!

 

Det løber mig stadigvæk koldt ned ad ryggen, når jeg tænker på, hvad der kunne være sket, hvis vi hade været i skole. Der gik alligevel over 900 elever på skolen. Så havde man ikke kunnet tælle de omkomne på en hånd; men havde måttet tælle dem i hundredevis, hvoraf langt de fleste havde været børn.

 

Det var i sandhed et held i uheld.

 

Beboere var rystede over de store skader efter den store gasværkseksplosion. Foto: Belysningsvæsenet. Københavns Stadsarkiv.

 

Knust vinduesglas og tagsten regnede ned på fortovene i gasværkets nabolag. Foto: Belysningsvæsenet. Københavns Stadsarkiv

 

Der findes i Københavns Kommune’s Stadsarkiv et link til 17 beretninger fra borgere i Vigerslev, der på tætteste hold , oplevede Gasværkseksplosionen. Der er også billeder af katastrofen og dens omfang Her er et link til de, der vil vide mere: http://www.kbharkiv.dk/udforsk/historier-om-kobenhavn/eksplosionen-pa-valby-gasvaerk

 

Ivan Broe

Del på Facebook