Helle Thorning venter. Hun venter på, at meningsmålingerne bliver gode nok for rød blok til, at hun kan udskrive valg.
Som regeringsleder vil man helst ikke vente med at udskrive et valg, til valgperioden er helt udløbet, så det skal tages ifølge grundloven. Dermed mister man den fordel, der ligger i, at man selv kan vælge, hvornår slaget skal stå.
Men det er karakteristisk for Thornings situation, at hun ikke venter på et rødt flertal i meningsmålingerne. Det tror hun nemlig ikke engang selv på, at hun får.
Thorning venter bare på, at afstanden mellem blå og rød blok bliver indsnævret, så de røde overhovedet har en chance for at hente resten i en valgkamp.
Der tales meget om, at hun vil trykke på knappen, hvis bare de røde når 47-48 procent i meningsmålingerne.
Men selv det kan komme til at knibe. Meningsmålingerne flytter sig stort set ikke.
Sådan har det været i helt usædvanlig grad i hele denne regerings tid. Fra starten kom rød blok langt bagud hos vælgerne, og det har været situationen lige siden – med et kort afbræk, da Lars Løkke kom i alvorlige problemer.
Socialdemokraterne har vedvarende ligget under resultatet fra sidste valg – og det blev endda dengang betragtet som en katastrofe.
De røde har været i permanent krise i de sidste fire år.
En større krise bagved
Bag dette ligger en større krise. Kendsgerningen er, at de røde har stået langt svagere end de blå, hvis man ser på de seneste cirka 30 års danske politik.
Der har været to tiår med borgerlige regeringer. Imellem dem kom socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen til, men han overlevede kun med nød og næppe to valg, og så tabte han det tredje med et brag.
Ser man ud i Europa, får man øje på en fransk socialist, som er den mest upopulære præsident i Frankrig nogen sinde, og som i øvrigt har kørt sit land økonomisk i sænk.
I Sverige er en socialdemokratisk regering nu kommet til magten, men den er i dybe problemer fra start. I Storbritannien er der kræfter i Labour, der vil have partilederen Ed Miliband skiftet ud, fordi han klarer sig så dårligt.
De snakkende klasser og de produktive klasser
Man kan give alle mulige særlige forklaringer på de socialdemokratiske trængsler. Men det ser ud til, at der er noget mere grundlæggende galt:
Mange af de socialdemokratiske partier og de røde kræfter i det hele taget har mistet en betydelig del af deres folkelige forankring.
De er mere og mere blevet partier for de snakkende klasser – akademikere, mediefolk, kulturelite, undervisere. Til gengæld taber de mere og mere terræn i de produktive klasser, især ansatte i de private virksomheder.
Rød dominans i medierne slår revner
De røde har længe bevaret en stærk dominans i medieverdenen. Cirka fire ud af fem danske journalister stemmer til venstre, og det sætter sit præg på medierne, selv om en del af disse journalister formår at abstrahere fra deres politiske ståsted.
Den Korte Avis har opfundet begrebet ”Journalistisk Venstreparti” for at indfange den røde magtposition i medieverdenen.
Men selv denne bastion for de røde begynder at slå revner.
En del danskere har trods alt lovlig svært ved at genkende deres holdninger til tilværelsen i det, som de traditionelle medier serverer for dem.
Det er baggrunden for Den Korte Avis’ voldsomme læserfremgang til trods for, at vi er en avis med meget små ressourcer. Vi har simpelt hen ramt nogle stærke behov.
Den Korte Avis’ succes afspejler i sidste ende de rødes dybe krise. Også i medieverdenen mister de mere og mere forbindelsen til befolkningen.
Raseri mod Den Korte Avis
Røde journalister reagerer med raseri på vores fremgang. De har meget svært ved at klare, at selv deres stærke magtbastion i medierne nu udfordres.
Derfor kaster de sig over Den Korte Avis. I øjeblikket vælter det med røde indlæg i medierne, som beskylder Den Korte Avis for alt muligt.
Det meste af det er skrevet af efter hinanden. Man bruger de samme tre-fire eksempler fra Den Korte Avis til at udmale et billede af, at denne avis er noget værre noget.
Man kommer med forkerte påstande mod avisen og regner med, at hvis de bare gentages tilstrækkeligt ofte, kan det være, at de går igennem. Og man puster rene bagateller, som man kunne finde i alle medier, fuldstændig ud af proportion.
Vi holder fast
I dagens Politiken er der således et indlæg fra en mand ved navn Lars Werge, som er næstformand for det knaldrøde Dansk Journalistforbund. Han gentager de samme skældsord uden at give et eneste konkret eksempel. Så håber han på, at noget af det kan klæbe ved os.
Den Korte Avis er ikke ufejlbarlig, og vi har langt fra ressourcer til at gøre alle de ting, vi gerne ville gøre. Vi arbejder hele tiden på at blive bedre.
Men det røde raseri får os ikke til at ændre kurs. Vi mener, at vi har en meget vigtig mission med at bringe journalistikken tættere på befolkningen og bryde den røde og politisk korrekte dominans i medieverdenen. Og den mission vil vi forfølge.
Måske vil det bidrage lidt til at forstærke den dybe røde krise. Men den kommer de ikke ud af, før de erkender, at de taler til en for snæver del af danskerne.
