Sjældent har man hørt et parti kaste sig ud i en så massiv selvros.
Da MargretheVestager gik af som De Radikales leder og blev afløst af Morten Østergaard, kastede de sig begge ud i et sandt orgie af plusord om deres eget parti. Især ordet ”fantastisk” blev anvendt med stor iver.
Man måtte forstå, at den radikale folketingsgruppe var et ”fantastisk hold”, der bestod af ”fantastiske politikere”, som havde gjort en ”fantastisk indsats” og stod ”fantastisk godt rustede” til at bære partiet videre.
Det lå ligesom også i luften, at Vestager havde været en ”fantastisk leder”, og at Østergaard nok skulle blive en ”fantastisk afløser”.
Sprogligt fantasifuldt var det måske ikke. Men pointen gik i hvert fald klart igennem: De Radikale er fantastiske – det synes de i hvert fald selv.
Nervøsitet
Nu er radikal selvglæde ikke noget nyt. Den har faktisk været en stabil faktor i dansk politik i over hundrede år.
Men når der ved denne lejlighed blev skruet endnu mere op for selvrosen end normalt, er det selvfølgelig, fordi De Radikale er nervøse for, hvordan det vil gå med lederskiftet. Derfor masede de på for at skabe en god stemning omkring det.
Nervøsiteten er forståelig.
Vestagers dominerende position
MargretheVestager har i de senere år været en dominerende skikkelse i dansk politik. Hun har skabt sig et ry som meget kompetent. Hun har styret sit parti med stor autoritet. Og sidst, men ikke mindst, har hun været særdeles magtfuld i regeringen.
Vendingen om, at Helle Thorning var statsminister i MargretheVestagers regering, har været flittigt brugt – og med en vis ret.
Lige fra regeringens dannelse har den radikale indflydelse rakt langt ud over, hvad partiets størrelse skulle tilsige. Ikke mindst i kraft af Vestagers målrettede, næsten brutale udnyttelse af, at Thorning var helt afhængig af hende.
Så det er selvfølgelig en ordentlig mundfuld for Morten Østergaard at skulle erstatte hende. Selv om han har været Vestagers højre hånd og minister, står han stadig noget blegt hos vælgerne.
En aktuel meningsmåling viser således, at omkring en tredjedel af vælgerne overhovedet ikke kender ham! (Epinion/DR)
Derfor står partiet naturligvis med en risiko for, at en del af dets vælgere vil forvinde, når Vestager er væk.
Men partiet er gået tilbage i regeringstiden
Men det er nu ikke, fordi De Radikale under Vestager ligefrem har været en vælgermagnet, mens de har siddet i regering. Faktisk er partiet gået lidt tilbage. Respekteret har hun været, men ikke folkekær.
På det personlige plan kan det hænge sammen med hendes meget kontrollerede facon, der til tider er blevet oplevet som arrogance – jævnfør bemærkningen: ”Sådan er det jo.”
Politisk har Vestager formentlig hæmmet vælgertilslutningen til De Radikale ved at lade det økonomiske og teknokratiske i den grad dominere partiets profil.
Hun er ikke ligefrem den, der har leveret hjertevarmende mærkesager og ildsprudlende socialt engagement.
Samtidig er hun blevet ramt af Thornings svaghed:
Der har været talt så meget om, at hun var den egentlige leder af regeringen. Men hun var jo ”leder” af en regering, der hele vejen igennem har lignet tabere. Det skyldes ikke mindst Thornings løftebrud, men nederlagsstemningen har også klæbet til Vestager.
Bedre er det ikke blevet af, at det radikale ministerhold, når sandheden skal siges, har været langt fra ”fantastisk”.
To radikale ministre har været tvunget til at gå i utide. En mand som social- og integrationsminister Manu Sareen fungerer som en ren ekspedient for sine embedsmænd – på et område, hvor De Radikale i høj grad kunne have brug for at profilere sig. Disse problemer falder tilbage på Vestager.
Østergaards chance
Så nok tegner det meget svært for Morten Østergaard bare at holde den beskedne vælgertilslutning, som De Radikale har i øjeblikket. Men man kan ikke udelukke, at han kan give sit parti en lidt bredere appel. Det er i hvert fald her, hans chance ligger.
Han begyndte jo på det som skatteminister ved at gøre borgernes retssikkerhed til en mærkesag.
Hvis han mod forventning skulle formå at øge den radikale vælgertilslutning med bare noget i retning af 0,7 procentpoints, kan han i hvert fald være sikker på én ting:
De Radikale vil fortælle verden, at han har gjort det ”helt fantastisk”.