Modige soldater har bekæmpet pirateri ved Somalia – nu vil Menneskerettighedsdomstolen give piraterne erstatning

You Tube

For en lille uge siden, torsdag den 4. december, pålagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den franske stat at udbetale 21.000 euro eller i alt 156.514 kroner i erstatning til ni somaliske pirater i en helt grotesk sag om 48 timers fængsling.

 

Domstolen mener, at somaliernes rettigheder dermed var blevet overtrådt, og at de havde ret til erstatning.

 

De ni somaliske pirater kaprede i 2008 et fransk krydstogtsskib og en fransk lystyacht, og tog flere gidsler, som piraterne senere løslod efter at have fået udbetalt en løsesum på sammenlagt 4,1 millioner dollar svarende til 24 millioner kroner. (BBC, MailOnline)

 

Franske specialstyrker tog piraterne til fange

Straks efter frigivelsen af gidslerne angreb franske specialstyrker i to omgange piraterne inde på land, hvor de holdt den ene gruppe pirater fanget i fire dage og den anden i seks dage og 16 timer, inden de blev overført til Frankrig.

 

Her gik der 48 timer, inden de blev stillet en dommer, og det mener Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er en krænkelse af deres menneskerettigheder.

 

Piraterne burde være stillet for en dommer med det samme, mener domstolen med henvisning til, at de franske myndigheder efter domstolens opfattelse havde haft rigelig tid til at forberede sagen, medens piraterne stadig var i militærets varetægt, men endnu ikke transporteret til Frankrig.

 

”Der er tale om en krænkelse af deres rettigheder til frihed og sikkerhed”, fastslår domstolen.

 

Ifølge Menneskerettighedsdomstolens afgørelse skal den franske stat udbetale 5.000 euro eller cirka 37.000 kroner i erstatning til den ene af piraterne, medens de øvrige otte hver skal have udbetalt lidt under det halve.

 

Ifølge BBC er den gennemsnitlige årsløn i Somalia 500 euro, hvilket efter gårsdagens kurs svarer til 3.724 kroner, og de formodede piraterne har således hver især fået udbetalt et svimlende beløb i forhold til deres løn i hjemland.

 

Holdt 736 mennesker som gidsler

Det somaliske pirateri i Aden Golfen og Det Indiske Ocean er gennem de senere år aftaget stærkt, efter at en lang række lande har flådefartøjer i området, ligesom også mange skibe selv har bevæbnede vagter ombord.

 

Da det somaliske pirateri i januar 2011 var på sit højeste, havde piraterne ifølge MailOnline 736 gidsler og 32 kaprede skibe i deres varetægt.

Del på Facebook