En mor fortæller: Mit barn en psykisk syg – jeg oplever, vi bliver ladt i stikken

Modelfoto (theperfectpiece.org.uk)

Bliv ikke psykisk syg i Randers Kommune.

 

Sådan tænkte jeg ikke først, da mit voksne barn blev alvorligt syg og efter nogle indlæggelser blev tilknyttet OPUS-programmet i Randers, der arbejder for at forbedre livet for unge skizofrenilidende og deres familier.

 

Det har været en god og yderst nyttig oplevelse at lære, hvordan hele familien kan leve bedre med, at et elsket familiemedlem er blevet diagnosticeret med en skizofrenilidelse.

 

Men nu er den gode oplevelse slut. OPUS varede to år, og så er det videre. Videre viser sig at være en noget broget og fragmenteret affære, hvorfor der her kommer en kort beretning fra en mor til et intelligent, talentfuldt, og venligt ungt menneske fra et Psykiatrisk bosted i Randers Kommune.

 

OPUS hjalp med at finde en dejlig lejlighed i et psykiatrisk bosted i kommunen i august 2013. Især vores psykisk syge familiemedlem oplevede dette som stor fremgang, efter at have boet alt for mange forskellige steder i sit korte, urolige voksenliv.

 

I begyndelsen var det ok. Henover fire måneder begyndte mit voksne barn at føle sig tryg nok til at besøge fælleshuset, hvor man kunne få en snak med professionelt og venligt personale, men så var det også slut. Alt dagligt personale blev fjernet helt fra fælleshuset, da Randers kommune indførte sin ”Psykiatriplan 2012” med virkning på Bostedet fra 1. december 2013.

 

Fælleshuset står stadig, men uden personale til at skabe et trygt miljø i det daglige for nogle af Randers’ mest udsatte borgere, hvilket betyder, at mit barn og alle de andre på bostedet, der lider af social angst, som en del af deres psykiske udfordring, vælger at sidde hjemme og kukkelure dag ud og dag ind, med en smule besøg af skriftende bostøtter.

 

Samtidigt reklameres der i storladne vendinger på Randers kommunes hjemmeside for, hvad Bostedet hjælper med. Fx “… at man arbejder med beboerens evne til social og personlig mestring.”

 

Trygheden er væk

Derfor har jeg for en tid, mens jeg arbejder på at skabe en forandring i strukturen omkring  mit voksne barns hverdagsliv, forfremmet mig selv til at være mit voksne barns bostøtte med hensyn til samtale- og opfølgningsstøtte på økonomi, mad, rengøring og praktisk støtte til socialt samvær og “ud af huset”  aktiviteter.

 

Et par spørgsmål og et svar

Læs også
Prins Henriks rolle har ikke været nem – men det undskylder ikke hans svigt i forhold til dronningen, monarkiet og befolkningen

Men hvor fedt er det lige, at det er ens mor, der hjælper en med alverdens ting, når man er et voksent og intelligent menneske som tænker mange gode konstruktive tanker for et godt voksenliv, men som mangler den professionelle, trofaste støtte til at indføre og fastholde egne gode beslutninger og mestring af sociale og personlige færdigheder?

 

Og hvor er de professionelle, når man begynder at høre stemmer og får det så psykisk dårligt, at man ikke engang med hjælp fra sin mor kan skabe det der skal til for at hjælpe?

 

De professionelle kan såmænd findes på et telefonnummer, som man ikke kan finde, fordi man er blevet bedt om at ringe til at andet telefonnummer, og hvor er så det andet telefonnummer lige, når man står og skal bruge det?

 

Man kan såmænd også blive fyldt med så meget medicin, at man glemmer sit golde liv og bliver en mental grøntsag.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…