Under Blekingegadebandens røveri mod Købmagergades Postkontor torsdag den 3. november 1988 mistede den 22-årige politielev Jesper Egtved Hansen livet efter at være blevet ramt af et vildsvinehagl i det ene øje affyret fra et oversavet jagtgevær.
Det lykkedes aldrig for politiet at bevise, hvem af røveriets fire deltagere, der havde affyret skuddet, men efterfølgende er Politiets Efterretningstjeneste (PET) blevet skarpt kritiseret for ikke at have delagtiggjort politiet i viden, der kunne have forhindret røveriet.
Beskyldning: PET kunne have stoppet banden i 1983
Kritikken er blevet fremført, efter at det blandt andet i Peter Øvig Knudsens dokumentariske tobindsværk, ”Blekingegadebanden”, blev afsløret, at PET lige siden 1970’erne har haft kendskab til Blekingegadebandens aktiviteter og kunne have stoppet banden i 1983, hvis man dengang havde delagtiggjort politiet i sin viden.
Det drejer sig om røveriet den 2. marts 1983 ved Lyngby mod en pengetransport, og hvor udbyttet blev på 8,3 millioner kroner. PET skulle dengang angiveligt have haft en begrundet mistanke om, at det var Blekingegadebanden, der stod bag røveriet, men undladt at informere politiet, som stod på fuldstændig bar bund i sagen.
Ligeledes skulle Justitsministeriet have spændt ben for politiets opklaring af røveriet ved ikke at forlange udlevering af to palæstinensiske terrorister, som fransk politi den 26. marts havde anholdt, fordi de var i besiddelse af seks millioner danske kroner, der kunne spores tilbage til røveriet mod pengetransporten i Lyngby.
Kommission frikender nu PET
Nu har en kommission, den såkaldte Blekingegadekommission, der blev nedsat i 2010 for at undersøge beskyldningerne, frikendt både Justitsministeriet og PET
Af kommissionens rapport, der blev offentliggjort i går, fremgår det blandt andet, at ”Kommissionen har i ingen tilfælde fundet, at PET modvirkede det almindelige politis og anklagemyndighedens opklaring af stafforfølgelse af Appel-gruppen (Blekingegadebanden, red.) i forbindelse med de forhold, der er omfattet af kommissoriet.”
Tværtimod skriver kommissionen i sin rapport, at den har ”konstateret at i de tilfælde, hvor PET havde oplysninger af væsentlig betydning for efterforskningen af disse forhold, videregav PET oplysningerne til det almindelige politi.”
Det skulle være sket i to tilfælde. I det ene til Glostrup Politi i 1980 vedrørende kidnapning af en bankdirektør og forsøg på røveri og ”formentlig” til Københavns Politi i 1986 efter røveriet mod Daells Varehus den 22. december 1986.
En bekvem efterrationalisering
Frikendelsen af PET har vakt undring. Ikke mindst hos tidligere kriminalchef Jørn Moos, som ved flere lejligheder har fremført en skarp og veldokumenteret kritik af PET’s manglende hjælp til politiet. I en kommentar til frifindelsen siger Jørn Moos blandt andet:
”Det er en bekvem efterrationalisering i forhold til, at PET kunne have gjort noget til at forhindre, at den kriminalitet udviklede sig, som den gjorde, herunder drabet på Jesper.” (jp.dk)
Til gengæld er der i PET-lejren tilfredshed med Kommissionens konklusioner.
”Jeg har været træt af Jørn Moos’ påstande om, at det var mind skyld, at Jesper Egtved Hansen blev slået ihjel,” siger tidligere operativ chef i PET, Per Larsen, og fortsætter:
”Jeg er blevet spurgt, om jeg var overrasket over konklusionerne, og svaret er et klart nej. Kommissionen er nået frem til det, som jeg hele tiden har sagt, nemlig at PET har spillet med rene kort og haft rent trav.” (jp.dk)
Hukommelsestab i Justitsministeriet
I sagen om udleveringen af de to palæstinensere, som fransk politi have pågrebet med seks millioner danske kroner, der blev sporet tilbage til røveriet i Lyngby mod en pengetransport, har det ikke været muligt for kommissionen at opklare, hvorfor Justitsministeriet afslog politiets anmodning om at henvende sig til de franske myndigheder for at få de to palæstinensere udleveret til afhøring i Danmark.
Dels er Justitsministeriets sagsakter blevet destrueret i 2000, og dels har centralt placerede ansatte i både Justitsministeriet og Udenrigsministeriet haft svært ved at huske tingene så mange år efter, fremgår det af kommissionens beretning.
I forbindelse med Justitsministeriets uvilje mod at kræve de to palæstinensere udleveret til afhøring i Danmark er det blevet fremført, at det var Justitsministeriet, der skulle have forlangt, at efterforskningen af røveriet i Lyngby mod pengetransporten, blev stoppet.
Her mener kommissionen, at det tværtimod var ledelsen i Lyngby Politi, der traf beslutningen.
Retsordførerne fra DF og De Konservative undrer sig
Både i Dansk Folkeparti og hos De Konservative undrer de to partiers retsordførere, Peter Skaarup og Tom Behnke, sig over kommissionens konklusioner.
”Jeg undrer mig over konklusionen. At man fra centralt hold skulle have været så hjælpsomme, som det foregives, er helt i strid med, hvad de menige betjente hævder,” siger Peter Skaarup til Jyllands-Posten og fortsætter
”Hvem, der præcist har ansvaret for den manglende opfølgning af sagen fra Frankrig, står uklart. Og så undrer jeg mig over den udtalte glemsomhed hos i øvrigt hos intelligente og fremgangsrige folk i justitsvæsenet.”
Et tilfælde, at det ikke blev Tom Behnke
For De Konservatives retsordfører, Tom Behnke, har sagen en personlig dimension. Han var politielev på den daværende københavnske Station 1 sammen med Jesper Egtved Hansen og den aften, hvor røveriet mod Købmagergades Postkontor fandt sted, havde de hugget om, hvem der skulle med ud i patruljevognen og hvem, der skulle blive på stationen.
Heller ikke Tom Behnke er tilfreds med kommissionens konklusioner.
”Et eller andet er der jo gået galt, siden Blekingegadebanden kunne udvikle sig og fortsætte i så mange år med så megen kriminalitet uden at blive stoppet, og det havde jeg håbet på, at man kunne finde frem til,” siger Tom Behnke ifølge jp/ritzau.
Han var blandt dem, der i 2010 krævede kommissionen nedsat, og siger nu:
”Dels vil jeg læse rapporten, og dels vil jeg læse mine gamle notater om de tvivlsspørgsmål, som vi undrede os over dengang, og derefter vil jeg se, om jeg mener, at der er sat punktum i sagen,” siger Tom Behnke med henvisning til justitsminister Karen Hækkerup, som i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten blandt andet udtalte:
”Jeg tror, at det betyder meget for mange mennesker at få sat punktum i sagen. Med beretningen, der bygge på en meget grundig gennemgang af det samlede sagsforløb, har vi nu fået svar på de væsentlige spørgsmål, der har været rejst in den offentlige debat.”
I alt 49 års fængsel til Blekingegadebanden
Det var mere eller mindre ved et rent tilfælde, at det i 1990 lykkedes for anklagemyndigheden at få medlemmerne af det, der skulle blive kendt som Blekingegadebanden, dømt.
Det var et trafikuheld, et af banden medlemmer blev udsat for i maj 1989, der gav politiet det afgørende bevis. I den forulykkede bil fandt politiet en kvittering med adressen på en lejlighed i Blekingegade, og ved en ransagning her fandt politiet et kæmpe lager af våben og sprængstoffer og ikke mindst masser af fingeraftryk og drejebøger til røverier.
Næsten præcist et år senere blev der ved Østre Landsret den 2. maj 1991 afsagt dom i sagen mod medlemmer af den bande, der blandt andet havde røvet banker og post og plyndret våbendepoter i Sverige for at skaffe penge og våben til den palæstinensiske befrielsesorganisation, PFLP.
De tre af bandens medlemmer, der blev dømt for at have deltaget i røveriet mod Købmagergades Postkontor, fik hver ti års fængsel, medens de øvrige fik henholdsvis otte, syv, tre plus ét års fængsel.
Den fjerde deltager i røveriet, schweizeren Mark Rudin, blev i 1993 idømt otte års fængsel og udvisning.
