Den folkekære forfatter Jane Aamund siger til BT (2.4.14), at hun på grund af smerter ikke længere kan holde ud at leve.
Eftervirkninger af kræftbehandling gør hendes hverdag uudholdelig, ingen medicin kan hjælpe, og hun ønsker derfor hjælp til at dø.
Hendes to sønner vil ikke hjælpe, så hun overvejer som andre at søge assisteret selvmord i Schweitz på klinikken Dignitas.
Dillemaet
Jane Aamund og BT stiller skarpt på et hårdt dilemma, som har været drøftet mere og mere i de sidste ti år: Skal vi som samfund lovliggøre aktiv dødshjælp?
Argumenterne har ikke flyttet sig mange millimeter (se f.eks. http://www.etiskraad.dk/Udgivelser/BookPage.aspx?bookID={B7FEA213-0E73-4BBB-90C6-6C4B99930CDB}), men det har folk måske.
Mange pågående enkelthistorier er blevet fortalt, de fleste med fokus på netop smerte og lidelse, uudholdeligheden og det tab af værdighed, som mange synes, det medfører.
Således også Jane Aamunds historie og med det særlige forhold, at de to sønner elsker deres mor for meget til at ville hjælpe hende med at dø.
I lyset af artiklen kan man dårligt undgå at få det indtryk, at sønnernes kærlighed er af den sentimentale, selvoptagede slags. Ville ægte kærlighed ikke først og fremmest tænke på moderen? Bliver hun nu ikke offer børn og børnebørns egensindige ønsker?
Uden at ville forklejne uudholdeligheden, hvad ingen har ret til, uden at kunne opløse dilemmaet, og uden et forslag, som kan omsættes til lov, vil jeg dog mene, at Jane Aamunds familie har fat i en lang ende.
Assisteret selvmord
Mit overordnede synspunkt er, at assisteret selvmord ikke er det rigtige svar på lidelse.
Lidelse hører uadskilleligt med til den lidenskab, der bor i et menneske. Man kan ikke leve sit liv uden lidelse, som derfor ikke er fænomen, man for enhver pris skal undgå, når den melder sig. Ordet lidenskab betyder simpelthen den egenskab at kunne lide. Og man kan ikke vælge selv.
Skønt vi ikke bryder os om at høre det, sker både store forandringer i et menneskes liv og almindelig udvikling ofte ved lidelse, ved tab og begrænsning. Gennem lidelsen ændrer livets vilkår sig. Og det kan være et udsagn om, at der bag det kendte og almindelige liv er et nyt liv med ny betydning.
Lidelse – også uden udsigt til lindring – påføres og gennemstås med håb om, at det er en ny og dybere virkelighed, som er i færd med at åbenbare sig. Lidelse er ikke kun smerte og angst. Den kan også være stedet for et nyt håb, hvor kortsigtet det end måtte være.
Håbet er det første og sidste
Nogen vil mene, at dette lyder for hårdt. Det kan være, men tænk da på, at håbet altid er det første og det sidste, og håbet er større end lidelsen.
Hvis dette håb er til stede i familiens kærlighed til Jane Aamund, er den et stykke fra at være sentimental og selvoptaget.
Men bliver Jane Aamund ikke alligevel et offer? Jo, men det offer skal hun måske bringe så længe som muligt. Offeret er jo anledning til håb og kærlighed i hendes omgivelser.
De får følt og talt om noget pga. af hendes offer, som de ellers aldrig ville komme i nærheden af. På en måde siger hun det selv: ”… og så er kærligheden til mig også den helt store barriere. Jeg vil da også meget nødigt gå imod mine sønners og børnebørns ønsker.”
Aktiv dødshjælp er ikke alene et moderne dilemma. Det afslører også den moderne kulturs problemer med at bringe ofre.
Selvrealiseringsideologien kommer til kort. Dette er virkelig ikke sagt anklagende mod Jane Aamund, men som en håndsrækning til at holde ud.
Jeg håber, jeg selv vil kunne.
