1814: Jøderne fik ligestilling i Danmark – men kun på betingelser

Frederik VI som gav Frihedsbrevet til Jøderne

Nød og elendighed

Året 1814 blev et skæbneår i Danmark. Vi havde tabt krigen imod englænderne og støttet Frankrig, hvilket fik hele Europa til at hade danskerne. Det fik alvorlige konsekvenser for Kongeriget, først statsbankerotten og siden tabet af Norge. De økonomiske forhold i Danmark efter statsbankerotten i 1813 bevirkede en utrolig fattigdom, nød og elendighed, især i de lavere klasser.

 

Efter så store tab søger man helt naturligt efter nogle at tildele skyld og ansvar. Folkets kritik efter 7 års krig blev til dels rettet mod Kongen, Frederik VI, og hans generalstab, men til dels også mod de ca. 2700 jøder, der boede i København.

 

Jøder var i alle lande kendt for deres dygtighed indenfor handel med guld og sølv og for bank- og grosserervirksomhed, så de fleste klarede sig ofte økonomisk bedre end gennemsnittet, hvilket også den gang gav anledning til misundelse og mistro. I 1813 opstod der en vis uro i København, og der blev uddelt nogle jødefjendtlige pjecer, uden at det fik alvorlige konsekvenser.

 

Ligestilling

Kongen tildelte i 1814 givet de herboende jøder, som i almindelighed opførte sig som gode borgere, ligestilling. En kongelig forordning af 29. marts 1814 tilsagde jøderne ret til, i lighed med alle andre af Kongens undersåtter, at ernære sig på enhver lovlig måde. Der var en del købmand og grosserer i hovedstaden, som var medlem af den jødiske menighed.

 

Frederik VI, som populært blev kaldt ”Jødernes Konge” for sin positive indstilling til jøderne, der måske også skal ses lidt i lyset af, at nogle af de rige, jødiske købmand havde støttet forskellige almennyttige formål under de svære krigsår. Retstjenstligt forsøgte man tillige at afskaffe det lidt odiøse ord: JØDE, som af mange blev brugt nedsættende. I stedet skulle man fremover i offentligheden efter en Kongelig Resolution af 17. august 1813 omtale jøderne, som medlemmer af det mosaiske trossamfund.

 

Jødefejden

Da, der i 1819 igen overalt i Europa kom en kritisk bølge af vold mod jøderne, bredte den sig også til Danmark, dvs København. Det bevirkede, at den københavnske pøbel og gadedrengene deltog i gadeoverfald på jøder, stenkast mod deres forretninger, hvilket resulterede i mange knuste ruder.

 

Da Københavns politimester ikke formåede at bringe ro i gaderne, intervenerede kongen. Frederik VI ville under ingen omstændigheder tolerere den slags optøjer, så han indsatte Livgarden til Hest. Mangen en uromager fik sig en dragt prygl med rytternes flade pallaskklinge. Det hjalp, og der blev ro i gaderne.

 

Der blev udsat en dusør på 4000 Rigsdaler til den eller dem, der kunne finde bagmændene til balladen, men den blev aldrig udbetalt, formentlig fordi der reelt ikke var tale om organiseret overgreb mod jøderne. Omkring 70 af de værste ballademagere blev arresteret og dømt for gadeuorden.  Denne såkaldte jødefejde var ikke udtryk for en egentlig antisemitisme, men snarere en manifestation af utilfredshed med myndighederne, og en generel frustration  over de dårlige tider, der  især ramte den socialt dårligst stillede  borgerne.

 

Troskabseden

Læs også
Video: Palæstinenser dolker tilfældig israeler til døde på åben gade på Vestbredden

I 1814 gav man, som nævnt, jøderne ligestilling, men man gjorde samtidig det helt rigtige: man stillede krav.

 

Man forventede, at jøderne lod sig fuldt integrere i det danske samfund. Blandt andet skulle de, i lighed med andre borgere i København, lade sig indrullere i Det borgerlige Militær.  I den forbindelse skulle de aflægge troskabsed til Kongen, ligesom alle andre borgere.

 

Den normale troskabsed sluttede med ordene: Saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord. Hvis jøderne var betænkelige ved denne formulering, gav man dem en valgmulighed, idet de i stedet kunne sig: Saa sandt hjælpe mig Gud, Himlens og Jordens Skaber. Et andet krav til jøderne var, at de ikke kunne undslå sig for at møde til militærtjeneste, selvom den faldt på en jødisk helligdag, de var jo ligestillede med danskerne.

 

Til lykke

Der er grund til at ønske jøderne og Danmark tillykke med 200- årsdagen og med den vellykkede integration, eller rettere assimilation, de har gennemført gennem årene. Danskernes positive holdning overfor jøderne viste sin senest under den tyske besættelse 1940-45, hvor flere tusinde jøder blev hjulpet i sikkerhed i Sverige.

 

Ingen spekulerer i dag på om ens arbejdskammerat eller sidemand i skolen er jøde. I dag er de alle danskerne med stort D. Her kan nutidens mange muslimske indvandrere lære noget om, hvor vigtigt det er at assimilere sig, hvis man vil have succes i et fremmed land.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…