To østrigske piger med bosnisk baggrund har fået enorm medieomtale i det sidste halve år. Den ene hedder Sabina Selimovic, den anden Samra Kesinovic.
De to muslimer var egentlig meget vestliggjorte. Men kun 15 og 17 år gamle blev de radikaliserede i en moské i Wien, og de besluttede at rejse til Syrien for at tage del i Islamisk Stats hellige krig.
Da de tog af sted i april, efterlod de en seddel til hver deres forældre, hvor der stod: ”I skal ikke lede efter os. Vi vil tjene Allah – og vi vil dø for ham.”
Tilsyneladende kom de til at ”tjene Allah” ved at blive ”jihad-brude”, dvs. gift med krigere fra Islamisk Stat. Deres unge alder var ingen hindring. De havnede i Islamisk Stats grufulde ”hovedstad” Raqqa i Syrien.
Dementi
For nylig forlød det så, at de to piger var blevet gravide og nu fortrød deres beslutning om at drage til Syrien.
I hvert fald sagde den 15-årige Sabinas familie og venner, at hun havde fortalt dem på nettet, at hun var ked af sin ny tilværelse og gerne ville hjem.
Men nu har Sabina dementeret det hele og forsikret, at hun har det godt. Det er dog efter al sandsynlighed ikke noget, hun har gjort af egen fri vilje.
Propaganda-nederlag
Det ville være et alvorligt propaganda-nederlag for Islamisk Stat, hvis pigerne forlod den hellige krig og tog tilbage til Wien.
De to fotogene og moderne udseende piger fungerede nemlig som et stærkt medievåben for Islamisk Stat. De kunne virkelig bruges til at tiltrække flere unge muslimer i Vesten. Så de islamistiske fanatikere sørgede for, at deres billeder og historier optrådte alle vide vegne.
Derfor ville det tage sig meget dårligt ud, hvis de allerede havde fået nok og hellere ville leve et normalt liv i Østrig. Der har da også været oplysninger fremme om, at Islamisk Stats ledere var rasende, da historien om, at pigerne gerne ville hjem, kom ud.
Interviewet
Det kan være forklaringen på et ejendommeligt interview, som Sabina nu har givet til det franske ugemagasin Paris Match. Terroreksperter anser det for overvejende sandsynligt, at Sabina blev tvunget til at gennemføre interviewet.
Interviewet foregik via sms, så strengt taget er der ikke nogen garanti for, at det faktisk var Sabina i den anden ende. Men det var formentlig tilfældet.
Ifølge Paris Match var hendes mand dog til stede i rummet under interviewet. Så han har tilsyneladende haft fuld kontrol over, hvad hun skrev i sms-beskederne.
Sabina afviste, at hun var gravid. Og hun forsikrede, at hun nød livet i Syrien: ”Her kan jeg virkelig være fri. Jeg kan dyrke min religion. Det kunne jeg ikke i Wien.”
Smisker for muslimske teenagere i Vesten
Og så udmalede hun i øvrigt livet i Raqqa, så det lød som noget, enhver muslimsk teenager i Vesten kan identificere sig med.
Maden ligner den i Østrig, skrev hun, bortset fra at det mest er halal-mad. Men man kan også få ketchup, Nutella og cornflakes.
Islamisk Stats propaganda over for unge muslimer i Vesten bruger meget bevidst at fortælle om små detaljer, som de unge kan forbinde med deres egen livsstil. Det kan være forkærlighed for bestemte popstjerner, det kan være kæledyr, og det kan altså også være vestlig mad.
Kontrasten mellem dette forsøg på at smiske sig ind hos de unge i Vesten og så Islamisk Stats brutale virkelighed med halshugninger, voldtægter og slaveri er kvalmende.
Men det skulle ikke frem i Paris Match’ interview med Sabina. Her skulle den løgnagtige facade fastholdes, tilsyneladende under tvang.
Fange hos Islamisk Stat
Anti-terror politiet i hendes hjemland Østrig siger, at det er så godt som sikkert, at hun har fået ordre til at fornægte, hvad hun tidligere har sagt om at vende hjem. Den samme vurdering har andre terroreksperter.
Meget tyder således på, at Sabina er Islamisk Stats fange i Raqqa. Hun får ikke lov til at rejse. Hun har formentlig ikke noget pas, fordi hun har afleveret det til Islamisk Stat.
Andre unge fra Vesten, der blev tiltrukket af den hellige krig, har oplevet det samme. Da de fortrød, klappede fælden – terroristerne holdt dem i et jerngreb.
Sidste år oplevede en 17-årig dreng fra Danmark også dette. Han måtte blive dernede og endte med at dø i kamp. (Politiken)
Sabina og Samra. To meget unge og meget naive piger. Måske fører deres sværmerier for den radikale islamisme til et liv, der bliver så ødelagt, at skaderne er uoprettelige.
(Daily Mail, Paris Match)