I disse dage er det 9 år siden, Jyllands-Posten bragte de efterhånden verdensberømte Muhammed-tegninger.
Jeg var dengang ambassadør i Pakistan, et land hvor over 95 procent af befolkningen er muslimer. Tegningerne vakte hurtigt opmærksomhed i landet og blev omtalt i flere medier. Tilfældet ville imidlertid, at det nordlige Pakistan den 8. oktober 2005 blev ramt af et katastrofalt jordskælv, der kostede over 100.000 mennesker livet. Så myndighederne, de religiøse organisationer og det meste af befolkningen fik andet at tænke på indtil videre.
Reaktionerne på tegningerne var derfor i begyndelsen lavmælte og sporadiske. De tog først så småt til hen imod årets slutning og for alvor sidst i januar 2006. Protestbølgen kulminerede i februar, og den 19. februar måtte jeg forlade landet, efter at ambassaden var blevet lukket.
Når man har boet et stykke tid i Pakistan, bliver man klar over, at potentialet for religiøs fanatisme er enormt. For at gøre en meget lang historie kort:
Pakistan næsten svømmede i ekstremistiske grupper, der officielt var forbudt, men ikke desto mindre levede i bedste velgående. De udmærkede sig ved jævnlige, blodige attentater mod religiøse mindretal, især shiaer og kristne. Desuden var de stærkt involverede i Taliban-opstanden i Afghanistan og havde solide aflæggere blandt pakistanere i Vesten.
Det var oplagt, at intet af dette kunne foregå, uden at myndighederne havde en finger med i spillet. Landet styredes af militæret, hærchefen Pervez Musharraf var præsident, og det var blandt velinformerede iagttagere velkendt, at den militære efterretningstjeneste ISI (Inter Services Intelligence) kunne mere end den lille tabel.
Særligt hvad angik islams rolle, kunne man notere sig, at Pakistan (d.v.s. yderligtgående religiøse ledere, hvoraf flere sad i parlamentet, ekstreme jihad-grupper og et stort netværk af koranskoler) producerede mere islam, end det selv kunne konsumere. Så man måtte som udlænding hurtigt konkludere, at alt kunne ske.
Efterhånden som de voldelige demonstrationer for alvor tog fat i Pakistan og andre muslimske lande i begyndelsen af februar 2006, kunne man selvfølgelig se, at store dele af befolkningen var dybt krænket over tegningerne, mens hensynet til ytringsfriheden var helt ligegyldigt for dem. Det mindede kort sagt om et civilisationssammenstød.
Jeg blev hurtigt af myndighederne udstyret med ekstra bevæbnede livvagter, som fulgte mig overalt, når jeg forlod min bolig eller ambassaden.
Det var for en udenlandsk diplomat nærmest børnelærdom, at i Pakistan – og de fleste af de andre muslimske lande, hvor danske ambassader blev angrebet -, kunne så store og omfattende demonstrationer næppe finde sted uden myndighedernes medvirken.
Alle store og mindre sikkerhedsspørgsmål af indre og ydre karakter er et anliggende, der ikke håndteres af de civile myndigheder. Indenrigspolitiske manipulationer stod – og står – ISI for. Mærkeligt nok var de stadigt mere omfattende og voldelige demonstrationer i hovedstaden Islamabad, som krævede den danske ambassadørs hoved på et fad, ikke rettet mod det kvarter, hvor den danske ambassade lå. Nej, de var rettet mod det såkaldte diplomatiske kvarter, et indhegnet og stærkt bevogtet område et par kilometer væk, hvor de fleste andre ambassader var.
Nu kunne enhver finde den danske ambassades adresse, det var i hvert fald ikke noget problem for de mange tusinde årlige visumansøgere. Men sagen var den, at ambassadens nabo var den indiske ambassadørs stærkt bevogtede bolig. Og enhver demonstration, tilmed af voldelig art, i nærheden af denne bolig, ville med sikkerhed afføde meget skarpe indiske reaktioner og dermed udenrigspolitiske komplikationer, hvis optøjerne gik over gevind.
Så man mere end anede ISI’s sikre hånd bag begivenhederne.
Man kunne også konstatere, at demonstranterne – eller i hvert fald de religiøse kræfter, der ledede optøjerne – havde særdeles gode kontakter i Danmark. De kunne så godt som dagligt henvise til, hvad de formastelige danske medier og politikere havde skrevet eller sagt den foregående dag. Og danske mediers og politikeres navne var stavet helt korrekt på bannere og plakater. Dette nære samarbejde bekræftes da også af Ahmed Akkaris nylige bog, ”Min afsked med islamismen”.
Hvis man i denne situation som dansk ambassadør havde regnet med støtte fra de andre EU-lande og de nordiske lande, blev man hurtigt klogere. Bortset fra nogle enkelte hæderlige personlige undtagelser vaskede de alle deres hænder og undgik enhver videre kontakt med, endsige støtte til, ambassaden. Vi måtte venligst selv rede os ud af den misere, som vi havde bragt os i.
Jeg vil blot illustrere situationen med et enkelt eksempel: Nogle dage ind i februar blev jeg og ambassadørerne fra andre europæiske lande, hvis presse havde bragt tegningerne, kaldt op til et møde i det pakistanske udenrigsministerium, hvor vi skulle stå skoleret. En højtstående embedsmand påtalte meget skarpt krænkelsen af islam og profeten, der var sket ”under det falske påskud af ytringsfrihed”, som han udtrykte det – endnu en illustration af civilisationssammenstødet.
Trods dette udfald forsvarede jeg selvfølgelig ytringsfriheden. Det gjorde også min tyske, ungarske og tjekkiske kollega efter udtrykkelig instruktion fra deres hovedstæder. Den tyske ambassadør betonede, at han havde instruktion fra ”højeste sted” (fru Merkel). Den tjekkiske ambassadør var tidligere dissident og understregede meget stærkt, at han havde prøvet at leve under et styre, hvor der ikke herskede ytringsfrihed. Det ønskede han under ingen omstændigheder at opleve igen.
Den norske ambassadør indtog derimod duksepladsen og undskyldte efter instruktion fra Oslo, at et norsk magasin af ringe betydning havde været så formasteligt at trykke tegningerne. Flere andre ambassadører talte lidt i øst og vest og kiggede længselsfuldt mod udgangen.
I de følgende dage spidsede situationen mere og mere til. Vi fik hjemmefra og fra den amerikanske ambassade bekymrende efterretninger om trusler mod vores sikkerhed. Ambassadens lokalt ansatte pakistanske personale, hvoraf flere kristne, lod os også diskret forstå, at visse kræfter nok ville os til livs og, at vi gjorde klogt i at tænke på at rejse vores vej.
Den amerikanske ambassade lovede os al mulig bistand. Midt i måneden besluttede Udenrigsministeriet i København, at vi skulle lukke ambassaden p.g.a. overhængende fare for vores sikkerhed. Mens det øvrige udsendte personale blev sendt hjem, pakkede min kone og jeg nogle få ejendele og søgte tilflugt på USA’s ambassade, hvor vi blev i endnu nogle dage, indtil vi rejste hjem den 19. februar, også med amerikansk bistand.
Vi var så nogle erfaringer rigere, ikke mindst, at når man virkelig er på den, så er der kun en, der kan og vil hjælpe, nemlig USA. Det nordiske samarbejde kan bruges i tredje- og fjerderangssager, EU-samarbejdet nok i mange væsentlige spørgsmål, men ikke når det drejer sig om liv og død; så er det i Washington D.C., man skal henvende sig.
Af hensyn til min tjenstlige tavshedspligt kan jeg ikke komme nærmere ind på beslutningsprocesserne i København og forholdet mellem Statsministeriet og Udenrigsministeriet under Muhammed-krisen. Jeg kan dog afsløre så meget som, at man efter hjemkomst ikke ligefrem blev båret i guldstol i Udenrigsministeriet, hvis man under krisen uden tøven havde forsvaret ytringsfriheden og påpeget, hvorfra truslerne og anslagene mod den udgik.
Nej, nu var tiden inde til dialog og udglatning. Og til at indse at reaktionerne i den muslimske verden skyldtes fattigdom, diskrimination og Vestens historiske overgreb.
