De økonomiske vismænd tager to gange om året temperaturen på dansk økonomi og giver en række anbefalinger til den økonomiske politik. I denne uge kom den såkaldte efterårsrapport.
Vismænd: Sæt mere gang i økonomien
Vismændene opfordrede allerede tidligere på året regeringen til at sætte mere gang i økonomien. Det konkrete forslag i efterårsrapporten er nu, at regeringen lemper finanspolitikken i størrelsesordenen 5 milliarder kroner til næste år fx ved at lade skattelettelser aftalt med skattereformen fra 2012 træde i kraft tidligere end aftalt.
Ligesom tidligere på året blev vismændenes forslag om en ny økonomisk stimulans imidlertid kontant fejet af bordet af regeringen og ministerierne.
Man kunne forestille sig en potentiel irritation blandt regeringens medlemmer over, at vismændene med deres forslag går partiet Venstres ærinde. Venstre foreslår netop at fremrykke skattelettelserne fra 2012-reformen (men anviser dog samtidig i partiets finanslovsforslag for 2014 en række modsatrettede besparelser).
Vismændene er imidlertid ikke religiøse i forhold til det konkrete instrument til at puste til den økonomiske aktivitet – om end mulighederne her begrænses stærkt af de nye udgiftslofter, som betyder, at det offentlige forbrug ikke umiddelbart kan øges yderligere i 2014. Alligevel ligger der mere bag den kontante afvisning end en fornærmelse over ligheden med Venstre-politik.
Underskud og budgetlovens grænser herfor
Regeringen har med de nye udgiftspolitiske spilleregler i Budgetloven forpligtet sig på at holde de offentlige underskud under en vis størrelse. Her går en vigtig sondring mellem det faktiske underskud – altså forskellen mellem det offentliges indtægter og udgifter i det enkelte år – og det såkaldt strukturelle underskud.
Det strukturelle underskud eller overskud kaldes også for saldoen på de offentlige finanser og er en teknisk størrelse, hvor man opgør størrelsen på det offentlige underskud (overskud) ved en ”normal” konjunktursituation – altså en situation, hvor der hverken er høj- eller lavkonjunktur. Den strukturelle saldo er vigtig, fordi man hermed kan bedømme den økonomiske politik på, om man på længere sigt fører en holdbar økonomisk politik uden systematiske underskud.
Budgetloven dikterer, at det strukturelle underskud maksimalt må udgøre 0,5 procent af BNP.
Regnemaskiner og de tal, man propper i dem
Vismændene accepterer i efterårsrapporten umiddelbart 0,5 procents grænsen, men argumenterer for, at der er plads til at stimulere økonomien med de 5 mia. kr. ”inden for rammerne af budgetlovens krav”, da det strukturelle underskud skønnes til 0,2 procent i 2014. Heroverfor står regeringens økonomer, som mener, at man er relativt tæt på grænsen med et skønnet strukturelt underskud på 0,4 procent i 2014.
Den strukturelle saldo er nemlig ikke en størrelse, som man bare kan slå op. For det første er der forskellige metoder til beregning heraf. Hertil kommer, at man er nødt til at skønne over en række ting, som er mere eller mindre usikre. Centralt er her blandt andet, at vismændene vurderer, at der er mere ledig kapacitet i økonomien, end hvad ministeriernes økonomer skønner.
Kort sagt: Der er forskellige regnemaskiner, og der er forskellige tal, som man putter i maskinerne. Derfor bliver resultaterne heller ikke de samme.
Vismændene kunne være nået den modsatte konklusion
Sagen viser sig imidlertid at være mere speget end som så. Vismændenes 0,2 procents skøn berør nemlig overraskende nok ikke på vismændenes egen regnemodel. Det fremkommer derimod ved at beregne saldoen med vismændenes tal proppet ind i Finansministeriets regnemaskine. Dette er ikke uvæsentligt. For som Finansministeriet og Økonomi- og Indenrigsministeriet skriver i et fælles notat om efterårsrapporten (DØR = De Økonomiske Råd. Formandskabet herfor kaldes for vismændene):
”DØR har imidlertid også deres egen metode til beregning af den strukturelle saldo. Med udgangspunkt i denne metode skønner DØR et strukturelt underskud på 0,7 pct. af BNP i 2014. Det betyder, at DØRs egen opgørelse af den strukturelle saldo peger i retning af en finanspolitisk stramning af samme størrelsesorden som den lempelse, Vismændene rent faktisk har valgt at anbefale. Dette faktum forholder Vismændene sig umiddelbart ikke til i deres rapport”.
Kritikken og forundringen er til at få øje på. I Økonomi- og Indenrigsministeriets skriftlige indlæg fremgår samtidig:
”Analysen ville have vundet ved at have afvejet risikoen for ikke at overholde kravene i Budgetloven med effekten af lempelse af finanspolitikken på 5 mia. kr.”.
Sagt med andre ord: Hvor meget rykker 5 mia. kr. egentlig i det store billede, og står dette overhovedet mål med risikoen for at bryde budgetlovens krav og dermed gamble med troværdigheden i den økonomiske politik?
Vismændene vogter over den nye udgiftspolitik – men accepteres spillereglerne?
Sagen afslører lidt af et paradoks. I det nye udgiftsstyringsregime med budgetlov, udgiftslofter og økonomiske sanktioner har vismændene fået tildelt en ny og vigtig rolle. Vismændene skal følge op på og evaluere, om udgiftslofterne fastsættes i overensstemmelse med bestemmelserne herfor, og om lofterne overholdes.
Vismændene og andre ledende økonomer har netop i tidens løb igen og igen efterspurgt en bedre udgiftsstyring i den offentlige sektor – og nu er systemet hertil så endelig etableret.
Allerede i foråret var vismændene imidlertid ude at påpege, at EU tillader strukturelle budgetunderskud på 0,75 procent – med en anbefaling om, at regeringen udnyttede denne forskel til 0,5 procents grænsen i Budgetloven. Vismændene mente endda – som et endnu mere vidtgående forslag – at man på EU-plan skulle arbejde for, at lande med sunde offentlige finanser som fx Danmark kunne få lov til at bryde med de økonomiske krav og stimulere økonomierne yderligere.
Vismændene forekommer altså ikke at være fuldstændig parate til at acceptere, at budgetlovens naturlige pris er, at det finanspolitiske råderum begrænses. For regeringen må det give anledning til mere end let irritation, at vismændene på denne måde ikke synes at forstå, at det ville være både utroværdigt og potentielt helt ødelæggende for det nye styringsparadigme, hvis spillereglerne allerede fra start blev brudt.
