Rokaden er et udtryk for afmagt

Så kom den regeringsrokade, som det politiske miljø har talt om i et stykke tid.

 

Det er ikke ligefrem en af den slags rokader, der får folk til at sige ”Gisp!”. Snarere kunne den spontane reaktion være ”Snork!”

 

Det mest bemærkelsesværdige ved denne rokade er nemlig, at den forandrer så lidt.

 

Det er særlig bemærkelsesværdigt, fordi regeringen permanent har ligget langt bagud i meningsmålingerne og dermed har hårdt brug for, at der sker noget nyt.

 

Men tilsyneladende har Helle Thorning, MargretheVestager og Annette Vilhelmsen været bange for, at store ændringer kun ville gøre ondt værre.

 

Dermed står regeringsrokaden som et udtryk for afmagt.

 

Kun én ny på holdet

Rokaden bringer kun én ny minister ind i regeringen. Det er ganske vist en mand, der fylder noget, nemlig socialdemokraten Henrik Sass Larsen, som bliver erhvervs- og vækstminister.  Men det er sjældent, at en generel rokade kun bringer en enkelt indskiftning på holdet.

 

To ministre ryger: Henrik Dam Kristensen som transportminister (han skal være S-gruppeformand) og Mette Gjerskov som fødevareminister. Ét ministerium, Europaministeriet, bliver nedlagt som selvstændigt ministerium.

 

Til gengæld har ministre, som rygterne har dømt ude, fået lov til at blive siddende. Præmieeksemplet er Villy Søvndal, der fortsætter efter at have været igennem, hvad man nærmest må kalde en politisk nærdødsoplevelse.

 

R gør ingenting, de andre flytter rundt

Hos De Radikale bliver samtlige ministre siddende på deres poster. Hos SF beholder man hele holdet, men bytter lidt rundt på pladserne.

 

Annette Vilhelmsen går fra Erhvervsministeriet til Socialministeriet, hvor hun i højere grad kan markere sig og sit parti på klassiske SF-områder. Hun bliver så også integrationsminister, og det skaber bekymring hos socialdemokraterne, fordi en slapper-linje kan koste stemmer.

 

Tidligere handelsminister Pia Olsen Dyhr bliver transportminister, og hun overtager skatteminister Holger K. Nielsens post i regeringens centrale koordinationsudvalg.

 

Hos Socialdemokraterne går Nicolai Wammen fra europaminister til forsvarsminister. Nick Hækkerup fra forsvarsminister til handelsminister. Karen Hækkerup fra socialminister til fødevareminister.

 

Mere er det altså ikke blevet til. Det er selvfølgelig tyndt i betragtning af regeringens pressede situation. Men det kan også ses som udtryk for en vis realisme.

 

Rokader giver sjældent noget

Sagen er nemlig, at de fleste regeringsrokader ikke giver nogen gevinst. Der er endda en risiko for, at de gør mere skade end gavn.

 

I medierne bliver de fremstillet som store begivenheder. Men oftest er vælgerne temmelig ligeglade.

 

Og så kan de give intern ballade. De politikere, der bliver fyret eller degraderet som ministre, synes sjældent, at det er sjovt. Nogle af dem kan blive ret forbitrede og dermed farlige for ledelsen, fordi de begynder at optræde som en indre opposition.

 

Derudover er der ofte et simpelt problem: Det vrimler ikke med nye folk, som er bedre end dem, der sidder i forvejen.

 

Så større rokader kan let ende i ingenting eller det, der er værre.

 

En ”Thorkild Simonsen”

Ser man på de historiske eksempler, er opskriften på en populær rokade, at den efter vælgernes mening virkelig gør en politisk og personlig forskel.

 

Det klassiske eksempel er Thorkild Simonsen, som Poul Nyrup Rasmussen gjorde til indenrigsminister i 1997. Han stod for de socialdemokratiske vælgere som den strammer i udlændingepolitikken, de havde tørstet efter, og fik derfor stort bifald.

 

Den ny minister i dagens rokade, Henrik Sass Larsen, er ganske vist en stærk profil. Men han er ikke folkekær som Simonsen, og vælgerne ser ham ikke som bannerfører for en vigtig politisk sag, som de knytter deres forhåbninger til.

 

Det er derfor usandsynligt, at Thorning har lavet en ”Thorkild Simonsen” med indlemmelsen af Sass.

 

Sass et plus

Noget andet er så, at Sass formentlig vil styrke regeringen med sin højtudviklede sans for det politiske spil og sin skarpe tunge.

 

Han vil sikkert også være et plus som erhvervsminister med sans for samarbejde med erhvervslivet og med en solid vægt i regeringen – selv om han ikke kommer til at sidde i de to centrale udvalg, økonomiudvalget og koordinationsudvalget.

 

Men der er næppe mange stemmer i Sass’ udnævnelse.

 

Derfor bliver Søvndal hængende

Måske vil det ligefrem koste stemmer for Annette Vilhelmsen, at hun lader Villy Søvndal blive hængende på udenrigsministerposten. I alle målinger over ministrenes vælgeropbakning har Søvndal en bundplacering.

 

Men tilsyneladende har Vilhelmsen ikke turdet udfordre Søvndals fløj i SF. En stribe af hans gamle våbenfæller er gået til Socialdemokraterne, og hun vil ikke risikere nye afskalninger eller interne slagsmål.

 

Én hurtig effekt af rokaden

Regeringsrokaden har dog opnået én hurtig effekt: Den stjæler dagens medieopmærksomhed fra Venstres sommergruppemøde.

 

Det er blevet en almindelig del af det politiske spil, at man timer begivenheder, så de kan snuppe mest muligt rampelys fra modstanderne.

 

Det er den slags, man kan sidde og gnække over i den politiske inderkreds.

 

Men der skal nok en hel del mere til for at sikre Thornings overlevelse ved næste valg.

Del på Facebook