I går offentliggjorde udenrigsminister Holger K. Nielsen rapporten om Udenrigsministeriets håndtering af sagen om GGGI’s rejseregler.
Den er hårrejsende læsning.
Rapporten afslører grove forsømmelser og dybt betænkelig politisering fra embedsmænds side.
I forvejen er regeringen mærket af to andre skandaler, hvor embedsmændenes rolle også har en central plads: Skandalen i Justitsministeriet, der førte til Morten Bødskovs fald. Og skandalen i Socialministeriet, der endte med en stor næse til Annette Vilhelmsen.
I alle tre sager har embedsmænd klart overskredet deres rolle. Men i alle tre sager har ministrene et stort ansvar for, at det er kommet så vidt.
Svage ministre skaber kaos i ministerierne.
Vildledning
Det fremgår af Udenrigsministeriets rapport, at embedsmændenes håndtering af sagen har været stærkt kritisabel.
Resultatet var, at daværende udviklingsminister Christian Friis Bach uden at vide det vildledte Folketingets udenrigsudvalg.
Friis Bach sagde, at han hverken var informeret om eller havde godkendt de rejseregler, som Lars Løkke oprindelig rejste efter. Men det havde han – på et bestyrelsesmøde i GGGI 12.maj 2012. Den danske regering havde altså sagt god for Løkkes rejsevilkår.
Hvordan kunne ministeren havne i den situation?
Embedsmændene lavede ufattelig dårligt arbejde, både da de forberedte det pågældende bestyrelsesmøde i GGGI, og da de bagefter skulle finde ud af, hvad der var foregået. Dermed ledte de Friis Bach på afveje.
Så langt ligner det kun en sag om elendig sagsbehandling fra embedsmændenes side. Men så gik der politik i det.
Holger K. Nielsens udlægning
Flere embedsmænd vidste allerede 6. november i år, at Friis Bach faktisk havde godkendt rejsereglerne og dermed havde vildledt Folketinget. Men de undlod at fortælle det til ministeren, og de holdt også deres viden uden for en redegørelse til Udenrigsudvalget!
Først 19. november slog en embedsmand fast, at Friis Bach havde godkendt rejsereglerne. Dagen efter blev departementschefen orienteret og derefter ministeren, som så valgte at gå af.
Holger K. Nielsen gjorde i går meget ud af at understrege, at han ikke fandt noget belæg for, at der skulle være politiske motiver bag, at embedsmændene fortav deres viden i hele 14 dage.
Men det er meget lidt overbevisende.
Selvfølgelig politiserede embedsmændene
Alle embedsmænd vil vide, at det i en sådan situation er deres pligt som embedsmænd at orientere om deres viden opad i systemet, så departementschefen og ministeren kan oplyses om sagens sammenhæng.
Stik imod tjenestereglerne valgte de i stedet en tavshed, som uundgåeligt havde politiske konsekvenser. Hvis det ikke er at handle politisk, hvad er det så?
Det reelle spørgsmål er ikke, om embedsmændene handlede politisk, men hvilke motiver de havde.
En mulighed er, at de i misforstået loyalitet ville beskytte Friis Bach mod de belastende oplysninger.
En anden mulighed er, at de blandede sig i dansk indenrigspolitik ved først at videregive deres viden, efter at kommunalvalget var overstået. Et kommunalvalg, der måske havde set anderledes ud, hvis offentligheden vidste, at regeringen havde godkendt Løkkes rejser.
Forhåbentlig bliver den rigtige version bragt for en dag i de tjenstlige forhør, som nu skal gennemføres.
Men det står i hvert fald fast, at embedsmændene traf en politisk beslutning, som det ikke var op til dem at træffe.
Bødskov og Vilhelmsen
I sagen, der førte til Morten Bødskovs fald, har embedsmænd også været alt for langt fremme på den politiske bane. Det gælder i hvert fald PET-chef Jakob Scharf. Og det skal nu undersøges, om det også gælder andre embedsmænd. Sandsynligheden er stor.
I sagen om Annette Vilhelmsens uddeling af penge i strid med alle forvaltningsregler og hendes efterfølgende vildledning af Folketinget har embedsmænd ligeledes været kraftigt involveret. De bremsede ikke ministeren i tide, og de deltog meget aktivt i at redde hende politisk.
Mere politiske embedsmænd
Nu skal man på ingen måde tro, at politiserende embedsmænd er noget nyt. Embedsmænd har alle dage trukket i trådene i forhold til politiske beslutninger.
Men det er trods alt meget udsædvanligt, at man har hele tre skandaler på én gang, hvor embedsmænd synes at have haft fingrene alt for langt inde i det politiske spil.
Det afspejler en generel udvikling i retning af mere politiserende embedsmænd.
Embedsmænd leverer i stigende grad politisk rådgivning til ministrene. Og nogle af dem bliver så involveret i det, at de får en mere besluttende og handlende politisk rolle, end de bør som embedsmænd. I visse tilfælde tager de nærmest roret fra ministeren.
Det er klart uacceptabelt, som det fremgår af de tre aktuelle skandalesager. Men disse tilstande skyldes ikke kun embedsmændenes politiske kløe. De skyldes i høj grad også ministrenes mangler.
Svigt hos de tre ministre
Christian Friis Bach holdt sig jo ikke ordentligt orienteret, da han deltog i det famøse bestyrelsesmøde i GGGI. Han overlod det hele til embedsmændene. Og hans autoritet var tilsyneladende så beskeden, at nogle af dem begyndte at køre sagen helt på egen hånd.
Annette Vilhelmsen var så ubehjælpsom i sin håndtering af den omstridte støtte, at hendes embedsmænd næsten blev trukket ind i at overtage rollen som politikere.
Morten Bødskov var i den grad opsat på at vise sin loyalitet over for systemet omkring Justitsministeriet og PET, at Jakob Scharf og måske andre faldt for fristelsen til at politisere i helt utilbørlig grad.
Danmark har en meget uerfaren regering med ministre, som har svært ved at hævde deres autoritet. Resultatet ser vi i denne tid.
Svage ministre skaber kaos i ministerierne.