I Nordeuropa var det engang især de borgerliges hjerter, der bankede for ”det europæiske projekt” – EEC, EF og EU. Skepsis og modstand var stærkest på venstrefløjen.
Socialisterne vendte på en tallerken
Men efter at franskmanden Jacques Delors var blevet valgt til kommissionens formand i 1985, tilførte han EU-projektet en såkaldt social dimension: flere hensyn til lønmodtagerne og mere plads til deres faglige organisationer og politiske partier, som var partnere i udviklingen mod en politisk og økonomisk union.
Det britiske LO, der ellers havde været imod britisk medlemskab, så en chance for at trodse Margaret Thatcher i 1988 og inviterede Jacques Delors til at tale på sin kongres. Franskmanden tog de delgerede med storm. Margaret Thatcher var fortørnet og svarede igen med sin udødelige tale i Brügge i Belgien: ”Jeg har ikke rullet statens grænser tilbage i Storbritannien blot for at se dem genoprettet af en superstat med sæde i Bruxelles”. Rollerne var byttet om. Og har været det siden.
Medlemslandene skal stå skoleret
Forleden lancerede EU’s Kommissær for Beskæftigelse og Sociale forhold László Andor et forslag til en checkliste for medlemslandene. Heri vil EU-kommissionen vurdere, hvor mange arbejdsløse, hvor mange udstødte kvinder, invalide og indvandrere, hvor mange fattige, hvor mange potentielt fattige, osv., osv., et land har. Og så vil regeringerne få karakter efter, hvad de har gjort for udligne forskellene.
Meningen er, sagde Lászlo Andor, at EU skal fjerne forskellene mellem rige og fattige borgere og mellem rige og fattige lande – mellem ”center og periferi”, mellem nord og syd, på sin vej mod en stadig tættere union.
De røde og de grønne i EU-parlamentet kritiserede ikke planen for dens absurde centralisme – for de er jo enige – men for at der ikke fulgte endnu nogle stakke milliarder euro med de gode hensigter.
Alt det skal EU mener socialisterne
En moderne socialist har samme krav og forventninger til EU som en bistandsklient til sit socialkontor: Der er altid penge nok, de bliver bare holdt gemt.
EU skal beskatte finansielle transaktioner
EU skal indføre en (høj) mindsteløn
EU skal oprette en fond til at betale understøttelse til arbejdsløse i Sydeuropa
EU skal skaffe de unge i arbejde; til det formål er der i øvrigt afsat knap 50 milliarder kroner – send flere penge, tak.
Tysk LO vil beskatte alle EU-borgere med en indkomst på over 500.000 euro med 3 procent, som skal anbringes i en EU-fond i ti år uden renter; pengene skal hjælpe Sydeuropa.
Nytteløse projekter til milliarder
Det har ellers ikke skortet på milliarder, der er blevet pøset ud i sociale- og arbejdsmarkedsprojekter – men før de ønsker sig flere, skulle EU’s socialister måske læse nogle af EU-revisionens rapporter om nytten af de penge, som gennem årtier er pumpet ud via Globaliseringsfond, Socialfond og strukturfonde, netop for at tilgodese ”den sociale dimension”.
Varm luft. Tomme projekter. Glade konsulenter. Men intet, som det enkelte land ikke selv bedre kunne sætte i gang, hvis det havde beholdt pengene i stedet for at sende dem til Bruxelles.
Den berygtede Frisør rapport
Fornylig besindede EU sig faktisk i en enkelt sag: I EU-apparatet har i et par år cirkuleret en efterhånden berygtet rapport om europæiske frisørers arbejdsforhold. Den lagde op til et forbud imod, at frisører arbejdede i hæle over en vis højde samt havde smykker på, og den blev derfor – med rette – latterliggjort som et eksempel på, at der må være grænser for, hvilke petitesser EU skal blande sig i.
Men da EU-kommissionens formand Emmanuel Barroso forleden ifølge Financial Times netop indrømmede, at frisør-rapporten var et eksempel på, at EU måske gik for vidt, protesterede det socialdemokratiske medlem af EU-parlamentet Ole Christensen energisk: I LO’s EU-portal stod der: ”EU-kommissionen vil have mindre lovgivning og rammer. ‘Helt utroligt’, siger Socialdemokraternes Ole Christensen, der vil have flere EU-aftaler.”
EU skal klare ærterne for socialisterne
I dag er ingen mere begejstrede for EU end de rødgrønne socialister. De sætter deres lid til, at EU skal komme dem til undsætning, når de ikke får deres vilje i deres egne lande. Ingen er i dag som socialdemokraterne parat til at opgive national selvstændighed til fordel for kortsigtede lunkne fordele. Ingen klager så meget som fagbevægelsen, når EU ikke uddeler nok penge, og den ikke får sociale garantier ind i næste årtusinde.
Det er faktisk kun, når omvandrende arbejdskraft med EU-traktaterne i baglommen trykker lønningerne, og de oprindelige medlemmer stemmer med fødderne og forlader fagforeningerne, at man hører socialdemokraterne forsøge at holde EU på afstand. Så skal der lige pludselig værnes om den danske model!
Har socialdemokraterne overhovedet nogen principper, når det drejer sig om Danmarks selvstændighed?
Og forresten: Hvordan har de borgerlige det med at blive ved at værne betingelsesløst om en konstruktion, der efterhånden ligner en planøkonomisk, socialdemokratisk superstat?
Morten Messerschmidt er medlem af EU-parlamentet for Dansk Folkeparti
