Justitsminister Morten Bødskov deltog i et forsøg på at forhindre Pia Kjærsgaard i at aflægge et besøg på Christiania i februar 2012. Dette foregik bag Pia Kjærsgaards ryg.
For at forhindre Kjærsgaards besøg førte Bødskov Folketingets retsudvalg bag lyset, sammen med udvalgets daværende formand Anne Baastrup (SF).
Spørgsmålet er nu: Havde Bødskov en gyldig grund til at føre Retsudvalget bag lyset og til at forhindre et folketingsmedlem i at passe sit arbejde – uden hendes vidende?
Forelå der en situation, der var så ekstraordinær og farlig, at justitsministeren gjorde det nødvendige og ansvarlige, da han på denne måde groft forbrød sig mod sine normale forpligtelser som minister?
Her er kernen i den sag, som tegner til at dominere dansk politik i denne uge.
Hvis svaret på spørgsmålet er nej, kan Bødskov ikke blive siddende som justitsminister. Dette punkt vil være mere end nok til at fælde ham eller lade ham gå selv
Retsudvalget blev snydt
Sammen med Anne Baastrup fik Morten Bødskov aflyst Retsudvalgets planlagte besøg på Christiania i februar 2012. Over for Baastrup gav Bødskov den begrundelse, at der forelå en særlig sikkerhedstrussel, hvis besøget blev gennemført med Pia Kjærsgaards deltagelse.
Men over for Retsudvalget brugte de to en anden begrundelse: Københavns politidirektør Johan Reimann var blevet forhindret i at deltage, og derfor burde man aflyse besøget.
I stedet kunne man bruge mødet til at drøfte en rapport, som Morten Bødskov lige præcis den dag havde tid til at drøfte med udvalget.
Dette var en ejendommelig begrundelse for at aflyse besøget.
Senere er der kommet oplysninger frem, der sår alvorlig tvivl om, at Reimann var forhindret i at deltage. Samtidig tyder meget på, at besøget sagtens kunne være gennemført med deltagelse af andre ledere i Københavns Politi.
Rigeligt til, at Bødskov må gå
Hvad der end er op og ned på dette, så er kendsgerningen, at Bødskov og Baastrup gav en falsk begrundelse for aflysningen.
De førte også Pia Kjærsgaard bag lyset, fordi de ikke orienterede hende om, at den reelle årsag til aflysningen var den ekstraordinære sikkerhedstrussel mod hende.
Disse to forhold er i sig selv rigeligt til, at en minister må gå. Man må ikke lyve over for et folketingsudvalg, og man må ikke sabotere et folketingsmedlems arbejde.
Force majeure?
Spørgsmålet er så, om der forelå force majeure. Altså en helt ekstraordinær og tvingende grund til, at Bødskov måtte overskride de normale rammer for sit ministeransvar.
Det er Bødskovs påstand, at dette var tilfældet. Det bygger han på advarsler fra PET-chef Jakob Scharf.
I sin redegørelse om sagen, skriver Scharf, at PET var blevet informeret om en særlig sikkerhedstrussel i forbindelse med et besøg på Christiania med Pia Kjærsgaards deltagelse.
Disse efterretninger ”var klassificerede og af en så følsom karakter, at det var oplysninger, som PET ikke kunne videregive til Pia Kjærsgard”.
Denne begrundelse for at føre både Kjærsgaard og Retsudvalget bag lyset, er imidlertid omgivet af mystik.
Mystik
For det første: Hvorfor kunne man ikke bare fortælle Pia Kjærsgaard og Retsudvalget, at der forelå en særlig sikkerhedstrussel – uden at man oplyste om dens nærmere karakter, så man holdt kilderne til informationerne fuldstændig dækkede.
Pia Kjærsgaard har peget på, at hun altid er blevet orienteret, når der forelå en særlig trussel mod hende. Naser Khader, der også har levet under personbeskyttelse fra PET, siger det samme.
Bødskov har endnu ikke givet nogen form for begrundelse for, at man i dette tilfælde stod over for en så ekstraordinær trussel, at man end ikke kunne fortælle, at der var en trussel. Og det er meget svært at se, hvad denne begrundelse skulle være.
I et polemisk indlæg mod Pia Kjærsgaard i Politiken skriver Bødskov blot, at der var ”en reel risiko for, at folk ville komme galt af sted.” (8.12.)
Ja, vel var der en reel risiko for ballade ved et sådant besøg. Men det var jo PET’s opgave at beskytte mod den. Spørgsmålet er, hvad der gjorde denne situation så usædvanlig farlig, at PET hverken kunne klare sin normale beskyttelsesopgave eller oplyse Kjærsgaard om truslens eksistens.
Var det snarere, fordi Scharf ikke ønskede at afsætte de nødvendige ressourcer, og fordi Bødskov ikke ville have debatten om forholdene på Christiania til at flamme op igen?
Mere mystik
For det andet: Hvordan kunne Morten Bødskov fortælle Anne Baastrup om truslen, hvis den var så ekstraordinær og farlig, at Pia Kjærsgaard end ikke måtte høre om den?
Som sagen foreløbig er belyst er det ikke til at få øje på den force majeure, som gjorde det rimeligt, at Bødskov alvorligt overskred sit normale ministeransvar ved at føre Retsudvalget bag lyset og forhindre et folketingsmedlem i at udføre sit arbejde. Ekstra Bladet kan da også citere anonyme kilder i PET for, at der ikke forelå nogen ekstraordinær trussel.
Hvis der ikke kommer helt nye ting på bordet under Retsudvalgets samråd tirsdag, bør konklusionen være klar: Bødskov må gå.
Skærpende omstændighed
Der foreligger ydermere en skærpende omstændighed:
Pia Kjærsgaard er ikke medlem af Retsudvalget. Alligevel vidste Morten Bødkov åbenbart, at hun agtede at lade sig indsupplere og deltage i besøget på Christiania.
Kjærsgaards forklaring er, at PET havde kigget i hendes kalender og havde givet videre til Bødskov, at hun ville deltage.
Har Bødskov en anden forklaring på dette? I hvert fald har han hårdt brug for at have forklaring parat, når han møder til samrådet.
Måske vil Bødskov hævde, at han ikke vidste, at PET havde sin information fra Kjærsgaards kalender. Men han må vel i det mindste have vidst, at PET havde skaffet sig en særlig viden om hendes planer, uden at hun selv var klar over dette. I sig selv stærkt belastende.
Enhedslisten
På Christiansborg har man diskuteret meget, om Enhedslisten vil redde Bødskov af taktisk-politiske grunde.
Hvis partiet agter at gøre dette, synes det i hvert fald at komme på hårdt arbejde med at finde en saglig begrundelse.