Pia Kjærsgaards søn: I skolen hørte jeg min mor blive kaldt racist og fascist af lærere

Det første man søger efter, når man som journalist får stukket en selvbiografi fra en politiker i hånden, er godteposen. Den med alle de gode saftige skandaler. Om andre politikere, forstås.

 

Pia Kjærsgaards selvbiografi skrevet sammen med Jette Meier Carlsen er fyldt med godteposer. Blot ikke af den slags, der stiller skandalejournalistens evige tørst efter at hænge mere eller mindre sagesløse mennesker til tørre i al offentlighed, men som til gengæld indeholder mange svar på det spørgsmål, som de fleste vel stiller sig om Pia Kjærsgaard:

 

”Hvordan i alverden har hun været i stand til at overleve den grove og brutale tilsjofling, hun fra næsten alle sider har måttet finde sig i gennem alle de 18 år, hun har siddet i Folketinget?”

 

Ondskabens ikon og en dum hjemmehjælper

Om tonen i denne bagside af den politiske debat, der primært er blevet ført af såkaldt intellektuelle, skriver Pia Kjærsgaard med henvisning til Geoffrey Cains bog, ”Gensyn med ondskabens ikon – en bog om tonen i debatten”, hvor Cain har samlet en lang række af de hadske karikaturtegninger, der har været bragt om Pia Kjærsgaard:

 

”Og det er ikke småting. Jeg er blevet sammenlignet med nazisterne og karikaturtegnet i mudder og ekskrementer som diverse kryb og utøj. Det undrer mig, at nogen kan opføre sig så lavt. Men skønt jeg har let til tårer, har jeg aldrig grædt over politik.”

 

Ligeledes berører Pia Kjærsgaard i sin biografi kort den med den dumme hjemmehjælper:

 

”I mange år var den overordnede holdning: ’Sådan en dum hjemmehjælper, tror hun virkelig, at hun kan finde ud af at være politiker og grundlægge et rigtigt parti.’ Men det har givet mig en stærk ballast at være hjemmehjælper. Det blev min identitet. Derfor holdt modstanderne op med at bruge det imod mig. For det bed ikke på mig,” skriver Pia Kjærsgaard og fortsætter:

 

”Tværtimod udnyttede vi det politisk og lavede store plakater, hvor jeg blev kaldt Danmarks hjemmehjælp.”

 

Den konstante og uophørlige tilsvining af Pia Kjærsgaard ramte til gengæld hendes børn hårdt.

 

I skolen: min mor blev kaldt racist og fascist af lærere og elever

Læs også
Pia Kjærsgaard trak en perberspray op af tasken, da hun en dag blev angrebet  – det kostede hende dyrt

Pia Kjærsgaard har to børn, datteren Nan og sønnen Troels. De er begge blevet opfordret til at levere et indlæg til bogen, men kun Troels har ønsket at gøre det.

 

Pia Kjærsgaard skriver, at hun græd, da hun læste hans beretning:

 

”I skolen hørte jeg min mor blive kaldt racist og fascist af lærere og elever, og for at beskytte mig selv tog jeg et af familiens ukendte mellemnavne og holdt lavprofil med slægtskabet,” skriver sønnen Troels og fortsætter:

 

”Venner og kærester er blevet set nøje an, før jeg har fortalt, hvem min mor er. De skulle lære mig at kende som menneske først, ellers frygtede jeg at blive stemplet som det værste af det værste. Ligesom min mor,” skriver Pia Kjærsgaards søn blandet andet i sit bidrag til bogen, hvor han også giver sin mor følgende skudsmål som politiker:

 

”Hun er ikke så strategisk og magtliderlig, som hun ind imellem bliver omtalt, for hun har altid sagt de samme ting, uanset om det har været klogt eller ej. Hun gør det, fordi hun tror på det. Fordi hun føler, at hun er nødt til det,” skriver sønnen Troels og fortsætter:

 

”Selvfølgelig er hun professionel og dygtig, men hun er ikke udspekuleret. Der er mere hjerte, end der er beregning i hendes politik.”

 

Læs også
Ny bog – Sørine Gotfredsen: Fri os fra det onde

Engelske bøffer, pommes frites og rødvin klokken fire om morgnen

Selvfølgelig er der også meget politik i selvbiografien. Lige fra indmeldelsen i Fremskridtspartiet i 1978, dannelsen af Dansk Folkeparti i 1995 og frem til i dag.

 

I 2002 forhandlede Dansk Folkeparti sin første finanslov igennem med Venstre. Efter at de indtil da udelukkende at have været opposition, skulle det nystartede parti nu vise, om det kunne stå distancen.

 

Om selve måden, forhandlingerne blev ført på, skriver Pia Kjærsgaard:

 

”Forhandlingerne foregik typisk efter arbejdsdagen i folketingssalen. Vi mødtes klokken syv, spiste middag og forhandlede hele natten. Jeg ved ikke, hvor mange bestilte middage med engelske bøffer og pommes frites og rødvin, jeg har fået klokken fire om morgnen leveret fra forskellige natrestauranter,” skriver Pia Kjærsgaard og fortsætter:

 

”Det var en vanvittig måde at forhandle på, man var fuldstændig brugt op bagefter. Det foregår heller ikke længere på den måde. Thor Pedersen og jeg fik det ændret, vi sagde, at vi var blevet for gamle til det.”

 

Birthe kom med en båndoptager

Læs også
Ny bog: Ældre “uopklarede” kriminalsager kobles elegant sammen med nyere begivenheder

I sin biografi fortæller Pia Kjærsgaard om sit forhold til en række politikere. En af dem er Birthe Rønn Hornbech, hvor Pia Kjærsgaard leverer følgende beretning om et møde:

 

”Birthe Rønn Hornbech har jeg haft mine oplevelser med. I begyndelsen af VOK-samarbejdet skulle en række ledende politikere mødes for at finde fælles fodslag omkring udlændingepolitikken,” fortæller Pia Kjærsgaard og fortsætter:

 

”Jeg sad sammen med Peter (Skaarup, red.) i Grønlandsværelset på Christiansborg, da hun kom ind i al sin magt og vælde , knaldede en båndoptager ned på bordet og sagde til mig: ’Må vi så høre, hvad det er, du vil.’ Det kunne jeg ikke kapere. Jeg skulle ikke sidde der til forhør hos matronen. Det sagde jeg til hende, og vi droppede mødet.”

 

Pia Kjærsgaard skriver videre, at selvom Birthe Rønn Hornbech også kunne være skæg, havde hun aldrig kunnet forstå Foghs passions for hende.

 

”Hun svingede op og ned. Hun blev tosset, når jeg foreslog, at vi genovervejede konventionerne, mens hun andre gange kom med nogle krasbørstige udtalelser. Og dagen efter mente hun det modsatte. Det er det besynderlige ved hende. Men selvom hun var svær at danse med, var vi klar over, at alternativet let kunne være meget værre.

 

I sin biografi udtrykker Pia Kjærsgaard blandt andet respekt for de to socialdemokrater Mette Frederiksen og Karen Hækkerup.

 

Læs også
“De lærdes tyranni” er et nødvendigt opgør med De Radikales og Alternativets samfundssyn

”De er autentiske, hvilket er en mangelvare i dansk politik,” konstaterer Pia Kjærsgaard.

 

En fantastisk historie

Som nævnt er Jette Meier Carlsen medforfatter til bogen, og hun skrivere afslutningsvis:

 

”Pia Kjærsgaards liv er en fantastisk historie. Et menneskeligt og politisk Drama uden sidestykke i nyere dansk historie. Jeg er glad for, at jeg fik lov til at formidle den. Pia, jeg siger endnu engang tak for tilliden.

 

Og her fra skal så blot lyde et: Jette Meier Carlsen har fuldstændig ret. En fantastisk historie om en fantastisk politiker. Og så er den tillige velskrevet og medrivende.

 

 

Pia Kjærsgaard: Fordi jeg var nødt til det

 

Læs også
Ny bog om Højbjerg-mordet fra 1967 – en af de største danske mordgåder

Gyldendal. ISBN 978-87-02-14755-1

 

 

 

 

 

(Gyldendal TV)

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…