Jeg har oplevet en del børn, der kun ville gå i bad med undertøjet på

Helsingør Svømmehal har gennem nogen tid haft et særligt tilbud til kvinder med muslimsk baggrund. Hver søndag aften har der været særlige hold for kvinder, der ikke vil eller må bade, hvis der er mænd til stede.

 

Men livredderne og andre ansatte har haft et stort problem. Kvinderne ville nemlig ikke tage tøjet af og vaske sig inden de gik i svømmehallen. Og de badede med tøj på. Det kunne for eksempel være en træningsdragt.

 

Det har forarget mange, fordi det gik ud over hygiejnen i svømmehallen.

 

Det har også undret, hvorfor i alverden de ikke ville vaske sig. Der er blevet nævnt at muslimernes vægring ved at følge svømmehallernes almindelige hygiejneregler blandt andet skyldes kulturelle normer samt dårlig opdragelse.

 

I så fald må man antage at nærmest samtlige rettroende og praktiserende muslimer er dårligt opdraget.

 

En meget stor del af dem kunne aldrig finde på at vaske sig uden tøj på, foran andre kvinder eller mænd. Det ved jeg blandt andet fra mit arbejde som pædagog gennem mange år i områder med mange indvandrere med muslimsk baggrund.

 

En helt anden grund – koranens regler

Der er nemlig en helt anden grund. Årsagen til, at en stor del af muslimerne ikke følger badereglerne er den, at det ifølge deres tro er forbudt at vise sig nøgen for andre end sin ægtefælle, samt i visse elskerinde-forhold. Og forbuddet gælder både i forhold til mand-kvinde, mand-mand og kvinde-kvinde.

 

Man må formode guden Allah mener, at hvis mennesket viser sig nøgen for andre, så er fristelsen for at indlede noget seksuelt simpelthen for stor for begge parter, og altså uanset om man er af samme køn eller er et barn på 7 år!

 

Tidspunktet for hvornår forbuddet bør gøre sig gældende, falder sammen med tidspunktet for, hvornår børnene inddrages i de daglige tilbedelser til Allah og budbringeren Mohammed, dvs. i 5-7 års alderen.

 

Man starter derfor med at lære de små piger og drenge at have undertøj på, når de står under bruseren ved siden af hinanden.  Sidenhen bliver tildækningen mere omfattende, primært for kvinderne og flere har simpelthen ´svømmetøjet´ på hjemmefra.

 

Der er næppe mange indenfor den danske kulturkreds som ikke anser det som helt normalt og praktisk fornuftigt at det samme køn kan vaske sig nøgne sammen, og især angående børn, uden at tillægge det noget som helst seksuelt.

 

Sammenstød mellem danske og muslimske normer

Imidlertid kolliderer dette udtryk for danskhed stærkt med de islamiske leveregler, og det er sikkert en af de kulturmarkører som er dybest forankret i muslimernes identitet. Forbuddet mod at spise gris samt at gifte sig med en ´vantro´ er andre stærke markører som deles af de fleste muslimer.

 

Visse steder er man gået de islamiske leveregler i møde og har indrettet sig med enmandsbokse og forhæng, uden den mindste overvejelse over hvorvidt man så kan være sikker på at folk vasker sig ordentligt.

 

I stedet for at støtte muslimer i deres forvrængede kropssyn, burde man i stedet hjælpe dem til at komme til fornuft. Mange fremhæver at muslimerne skal have lov at have deres kulturelle og religiøse ´særheder´ i fred for kritik, dét skal de, men kun så langt at det ikke skubber danske traditioner af banen.

 

En sag med stor alvor

Og så har vi vel også et ansvar for at gå i ´dialog´ med mennesker som vi åbenlyst kan se dyrke nogle idealer, som er direkte usunde for den enkelte. Men man skal nok have prøvet at stå med problemstillingen, for at forstå dens alvor.

 

Små børn som nærmest hellere vil skære sig i armen, end gå i bad uden tøj på med klassekammerater af samme køn, forekommer meget bekymrende, i hvert fald for een som har med børn at gøre til dagligt.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…