Præsten og debattøren Sørine Godtfredsen udgav for en rum tid siden en bog med titlen ”Den åndløse dansker”. Her skriver hun bl.a., at danske politikere gennemgående mangler åndfuldhed og dannelse. Rigtigheden af den påstand giver hun mange eksempler på i bogen, ligesom hun underbygger den med solide argumenter. Nyttig læsning, men trist for folkestyret, at Sørine Godtfredsen efter alt at dømme har ret i sin både rammende og lammende kritik.
Folkelige kulturværdier har ligget underdrejet
Derfor kom det da også som et lys i mørket, da Socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen forleden kom med sit forslag om et ”fællessangsmanifest”, der skulle bane vejen for, at den danske sangskat, som de fleste af os er vokset op med bl.a. via skolen og foreningslivet, skulle dyrkes noget mere.
For mit eget vedkommende står morgensangen i skolen, fællessangen ved skoleafslutninger og alle de andre lejligheder, hvor fællessangen var en fast bestanddel af samværet, som gode minder, der har dannet basis for, at man føler sig som en del af et aktivt kulturelt fællesskab.
Siden har ungdomsoprøret og de spor, det trak i uddannelsessektoren og i den politiske verden, den stigende globalisering og udviklingen i det hele taget sat en anden dagsorden, hvor fundamentale danske folkelige kulturværdier har ligget underdrejet.
Til stor skade for fællesskabet og til stor skade for vores åndelige livskvalitet. – Tak i øvrigt til Martin Henriksen (DF) for en fremragende artikel i Den Korte Avis i fredags.
Venstre – et parti med dybe rødder i Grundtvig og dansk folkelighed
Da jeg i sin tid blev medlem af Venstre og senere aktiv politiker i samme parti, var det da også med baggrund i partiets rødder tilbage til Grundtvig, folkehøjskolen og hele den folkelige vækkelse, der fandt sted i Danmark i slutningen af 1800-tallet. Partiet havde en åndelig, folkelig platform at stå på og dermed nogle overordnede værdier som afsæt til den politiske stillingtagen i hverdagen.
En af de V-politikere, der i nyere tid har afspejlet dette billede af Venstre som et parti med dybe rødder i de nævnte værdier, er Folketingets tidligere formand Chr. Mejdahl. Takket været ham og hans udfarende kraft mødtes folketingsmedlemmer på tværs af partierne til en kort morgenandagt, før dagens politiske arbejde begyndte. Det skete naturligvis på helt frivillig basis.
Teknokratisk snæversyn
Nu kom så Mogens Jensens forslag om at lade fællesangen blive en del af en travl politisk hverdag, ligesom den skal styrkes i skolen, i foreningerne og ude på arbejdspladserne. Næppe havde forundringen over, at dette forslag kom fra en socialdemokrat og ikke fra en Venstre-politiker, lagt sig, før man fik et mindre chok.
Jeg sad i bilen og skulle holde øje med trafikken, samtidig med at bilradioen gik. Det var lige før, jeg måtte holde ind til siden og sunde mig, da jeg havde hørt kommentaren fra netop Venstres kulturordfører, Michael Aastrup Jensen. Han latterliggjorde Mogens Jensens forslag og kaldte det ren pjat.
Ikke sandt, folketingsmedlemmer skal da ikke spilde deres kostbare tid på at synge danske sange og salmer. De skal koncentrere sig om at lovgive (!). – Sørine Godtfredsens kritik af danske politikere for deres mangel på åndfuldhed og dannelse stod pludselig lysende klart for mig.
Heldigvis hørte man kort efter Jammerbugt Kommunes V-borgmester, Mogens Gade, tale kulturordføreren midt imod. Han bakkede op om at styrke den danske fællessang og dermed et stykke levende og fællesskabsbærende dansk kultur. At der synges før byrådsmøderne i hans kommune, gør næppe det efterfølgende politiske arbejde dårligere end i Folketinget – snarere tværtimod!
Lad mig slutte med at citere samme borgmester for følgende visdomsord: Det bedste, man kan give sine børn, er rødder og vinger!
