Skulle hente cigaretter – og så havnede vejtromlen i Furesøen
Skulle nogle af avisens læsere gå rundt med drømme om at etablere sig med selvstændig entreprenørvirksomhed, så er her et godt og billigt starttilbud på en vejtromle af mærket Marengs MK2 Tuba.
Den kan såmænd erhverves for sølle 700 kroner, og er sat til salg på Den Blå Avis. Om vejtromlen skriver sælger:
”Den kan næsten køre på trods af, at vi netop har fundet den på bunden af Furesøen. Den har været bortkommet i 13 år, da vores tidligere au pair skulle ned efter smøger og kørte til højre i stedet for til venstre (men det er en længere historie).
Vejtromlen vejer 23 tons, og der kan uden problemer monteres gardiner i førerhuset.
Den trænger til nye tændrør og ville formentlig køre bedre, hvis man fik fjernet den trillebør, der har sat sig fast under plejlstangen. Men ellers er den som ny.
Kun seriøse henvendelser. Ingen testkørere, tak!”
På trods af ihærdige forsøg lykkedes det i går ikke Den Korte Avis at få kontakt med sælger, men vi opgiver ikke.
Vore læsere skal selvfølgelig have historien om, hvad der skete den aften for 13 år siden, da den tidligere au pair skulle ned efter smøger med det resultat, at vejtromlen havnede i Furesøen.
Set i Den Blå Avis
Solstråle fra Fyn: kræftsyg dreng fik sin stjålne computer tilbage
Som mange sikkert husker, fik en kræftsyg dreng den 1. august stjålet sin bærbare computer, medens han var indlagt på Odense Universitetshospital.
Computeren indeholdt en mængde private fotos, som var værdifulde for den syge dreng, og tyveriet vakte forargelse i en sådan grad, at en privat mand udlovede en dusør på 5.000 kroner til den, der kom med computeren.
Nu er computeren fundet. Den blev i går morges afleveret på Odense Politigård, og det var ikke hvem som helst, der kom med den, fortæller politikommissær Niels Erik Nymark Jensen:
”Vi fik indleveret computeren her til morgen. En person, som jeg vil betegne som en ’gammel kending’, kom og afleverede den til os. Han var simpelthen dybt fortørnet over, at nogen kunne finde på at stjæle fra et kræftsygt barn, og han ville derfor heller ikke have den udlovede dusør.”
Nymark Jensen understreger, at den ’gamle kending’s forklaring på, hvordan han var kommet i besiddelse af computeren, lød så fuldt ud plausibel, at politiet troede på den. Han betegner fundet af computeren som et gennembrud i efterforskningen.
Ud over computeren fik den kræftsyge dreng også stjålet en hvid iPhone, en harddisk af mærket Philips og en Playstation PS3.
Berygtet bandegangster smadrede Mercedes i vild biljagt
Det er ikke blot indvandrebandernes indbyrdes skyderier, der i perioder gør dele af København livsfarlig at færdes i.
Vanvidskørsel med hash i blodet, en lang og vild biljagt, der endte med en dyr Mercedes smadret mod en lygtepæl, og hvor en cyklist måtte springe for livet, er også en del af det københavnske bandemiljøs hærgen i gader og stræder.
TV2 kunne i gå afsløre, at en af topfigurerne i bandemiljøet på Blågårds Plads, den 34-årige Abdessamada Haggi Benarabe, bedre kendt og berygtet som ”Lille A”, i nær fremtid vil blive konfronteret med et anklageskrift, der indeholder et hav af vilde færdselsovertrædelser
Ifølge TV-stationen forsøgte politiet i Nordsjælland for et par måneder siden forgæves at stoppe en meget dyr Mercedes.
Forsøget resulterede efter sigende en i en vild biljagt, der endte i Københavns nordvestkvarter, hvor den flygtende bilist pløjede op over et fortov, hvor en cyklist måtte springe for livet, og derpå kolliderede frontalt med en lygtepæl.
Bilisten forsøgte herefter at stikke af, men blev indhentet af politiet, der identificerede ham som den berygtede bandegangster ”Lille A” med det ikke særligt danskklingende navn Abdessamada Haggi Benarabe. Han viste sig ved anholdelsen at være hashpåvirket.
Den vilde biljagt blev af politiet optaget på video. En kilde, der har set videomaterialet, betegner det ifølge TV2 som ”en fuldstændig sindssyg eftersættelse”.
Sagen skulle have været for i retten ved Lyngby i tirsdags, men er blevet udsat på ubestemt tid, da det endnu ikke er lykkedes for politiet at forkynde retsmødet for den 34-årige Haggi Benarabe. Hans forsvarer, Helle Rørbæk, har ikke ønsket at udtale sig til TV2.
Apropos biljagter – så er her en, der får biljagten efter ”Lille A” til at ligne en ren søndagsskoleudflugt. Fra filmen Blues Brothers (1980):