SKAT: Her er 9 områder, hvor borgernes retssikkerhed hænger i en meget tynd tråd

Arkiv

Skatteminister Morten Østergaard har udsendt en pressemeddelelse, hvori han erklærede, at ”Retssikkerhed er lakmusprøven for min indsats som minister”. (14.4)

 

Tillykke Morten Østergaard, her vises mandsmod i storformat! Og hvis De består lakmusprøven, går De ind i historien som værende en af de klogeste skatteministre Danmark, nogensinde, for der er nok at tage fat på.

 

Lad mig pege på et par områder hos SKAT, hvor borgernes retssikkerhed hænger i en meget tynd tråd:

 

1. I skattesager gælder den omvendte bevisbyrde. Det er borgeren, der skal bevise sin uskyld! Det skal ændres, således at bevisbyrden ligger hos SKAT. (Som det er nu, er det et brud på menneskerettighederne).

 

2. Offentlighedsloven kan forhindre, at borgeren kan få aktsindsigt i lignende sager som SKAT har rejst. Eksempelvis Helle Thorning- Schmidts skattesag overfor modellen Camilla Vests, som nær kostede hende både bøder og fængselsstraf. (Igen et brud på menneskerettighederne).

 

3. Borgeren kan ikke trække revisorudgifter fra, på trods af, at skattelovgivningen efterhånden er så kompleks, at det er umuligt for et almindeligt menneske at finde rundt i den.

 

4. Da hverken revisor eller eksperthjælp kan trækkes fra i skat, er det absurd, at det koster 400 kroner at få et bindende svar fra SKAT. Hvorfor svarer SKAT skriftligt på spørgsmål, når svarene ikke er bindende – medmindre man har betalt de 400 kroner først? De medarbejdere, der således spilder borgernes tid ved at skrive ugyldige svar, burde fritstilles.

 

5. Ved en retssag som SKAT har tabt, kan borgeren ikke få refunderet alle sine udgifter! Med borgeren som vinder i en disput med SKAT, får borgeren ingen kompensation fra SKAT for ”svie og smerte”. Hvorfor ikke? Søvnløse nætter er ikke befordrende for helbredet. Omvendt får borgeren både pålæg om at betale sin skyld plus bøder og/eller evt. fængselstraf, hvis han ikke kan bevise sin uskyld.

 

6. SKAT har intet at tabe ved at rejse tvivlsomme sager mod borgeren. Ingen i SKAT er ansvarlig, det får ingen konsekvenser! Et helt igennem mærkeligt system.

 

7. Det koster 400 kroner at få behandlet en klage hos SKAT. Borgeren har fire ugers klagefrist. På den anden side oplever jeg, at fra det offentliges synspunkt, så forældes en skattesag aldrig.

 

8. På enhver forskudsopgørelse/selvangivelse, burde navnet på den kontaktperson, som er ansvarlig hos SKAT for at servicere den pågældende borger, fremgå. Oplysninger om medarbejderens direkte telefonnummer, mailadresse samt postadresse. Sidstnævnte er fjernet de sidste 2 år, hvorfor det?

 

9. Alt afhængig af kildematerialet bor der mellem 120.000 og 300.000 mennesker ude omkring i verden som enten er danske statsborgere eller udenlandske statsborgere. Fælles for dem alle er, at de ”kunder” hos SKAT i Danmark.

 

Disse mennesker modtager hver år på forhånd udfyldte forskudsopgørelser, slutopgørelser og selvangivelser fra SKAT i Danmark. Opgørelser der indeholder alle oplysninger som SKAT har tilgængelig, undtagen den for borgeren væsentligste oplysning, nemlig et fradrag der er lig med årsindkomsten.

 

Dette fradrag er forhåndsgodkendt af SKAT i henhold til gældende dobbeltbeskatningsaftaler mellem Danmark og det respektive land, hvor borgeren er registreret, men altså ikke fortrykt på opgørelsen.

 

Det virker som om SKAT udsender fejlagtige forskudsopgørelser, hvor de har ”glemt” at fratrække et beløb svarende til ens årsindkomst. Hvis man ikke får rettet sin forskudsopgørelse, vil det resultere i alvorlige skattekrav, startende ved omkring 80.000 kroner og opefter med trussel om bøder etc.

 

SKAT er blevet gjort opmærksom på dette forhold i årevis af tusindvis af borgere. Svaret har i reglen været, at SKAT kræver, at borgeren aktivt involverer sig.

 

Hvorfor er fradraget, når det nu er kendt af SKAT, ikke fortrykt som for skatteborgere boende i Danmark?

 

På spørgsmålet om dette forhold er svaret, at SKAT ikke har haft tid til at til-retter computerprogrammet. En operation som efter eksperters mening ville tage nogle få timer. Dette kan opfattes som chikane fra SKATs side.

 

Derudover må det koste SKAT tusindvis af arbejdstimer hvert år at svare på vrede borgers telefonopkald, breve og mails. For slet ikke at tale om borgernes spildte tid og deres frustrationer. Men som en medarbejder fra SKAT så poetisk udtalte:”Vi sidder her jo alligevel”.

 

Hvad ville der ske, hvis borgeren blev alvorlig syg eller døde og således ikke var i stand til at kontakte SKAT for få rettet sin forskudsopgørelse. Hvad med enkens tarv?

 

Elementært min kære Watson, her er hvad der sker: Straffegebyrer, strafferenter og tvangsindbetalinger, som borgeren så skal kæmpe med SKAT om at få tilbage, eventuelt med hjælp fra en revisor, hvis honorar kommer ud af skatteborgernes lomme.

 

Hr. Minister, husk på at de fleste af alle disse mennesker vender tilbage til Danmark og får igen stemmeret i Danmark. Er det mon denne nuværende, manglende stemmeret for udlandsdanskere, SKAT spekulerer i?

 

Det er mit og mange andres oprigtige håb, at De klarer prøven hr. Minister og at ordene: ”Retssikkerhed er lakmusprøven for min indsats som minister” ikke viser sig, som havende været teater torden.

 

Henrik Stein

Del på Facebook