83-årig kvinde handlede resolut, da hun fik lyst til en tur bag rattet, men manglede en bil

Colourbox
Getting your Trinity Audio player ready...

Hvor der er vilje, er der som bekendt vej.

 

Også selvom man er en 83-årig kvinde med lyst til en tur bag rattet, men mangler en bil.

 

Det fandt Midt- og Vestsjællands Politi ud af, da der onsdag eftermiddag indløb en anmeldelse om, at en bil var blevet stjålet.

 

Bilen var blevet stjålet fra en indkørsel på Røsnæsvej, hvor der var en fremvisning af ejendommen i gang.

 

Et vidne så bilen forlade indkørslen, og genkendte den mistænkte biltyv.

 

Politiet kom hurtigt på sporet af en ældre kvinde, som blev truffet på Røsnæs kørende i bilen.

 

Ignorerede politiet signaler om at stoppe

Hun stoppede ikke på politiets signaler, men fortsatte videre i et adstadigt tempo.

 

Til sidst fik patruljen stoppet den 83-årige kvinde på Røsnæsvej/Nostrupvej, hvor det viste sig, at hun ikke havde gyldigt kørekort.

 

Hun nægtede at have stjålet bilen, men blev sigtet for brugstyveri, for ikke at standse for politiet og kørsel uden førerret.

 

Bilen kom uskadt hjem til ejeren igen. Kvinden fik lov til at gå efter afhøringen og sagen afgøres senere.

Del på Facebook