Gennem nogen tid har en børnelokker huseret i en række sjællandske byer: Hvalsø, Jyllinge, Kirke-Hyllinge, Viby Sjælland og Lille-Skensved.
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi har der været ”et par håndfulde” anmeldelser.
Tirsdag morgen blev en mand anholdt i sagen og varetægtsfængslet frem til 16. februar. Han er sigtet for blufærdighedskrænkelse og brud på våbenloven.
Manden ejer en hvid varevogn, og det er en sådan bil, der optræder i en række af anmeldelserne.
Forsøgte at tvinge dreng ind i bilen
Børnelokkeren har henvendt sig til børn og forsøgt at lokke dem ind i sin bil med pokémon-kort og slik eller ved bare at tilbyde dem et lift.
Han har gennemgående holdt sig til at snakke med børnene uden fysisk tvang. Men i mandags blev han farligere og forsøgte at trække en 10-årig dreng ind i bilen med magt.
Man kunne have frygtet, at hans adfærd over for børnene var på vej til at udvikle sig i mere alvorlig retning. Men nu har man forhåbentlig fundet manden og dermed afbrudt hans forehavender.
Angrebet på den 10-årige dreng foregik i Viby Sjælland. Manden i varevognen bar en hvid hockeymaske. Han greb ud efter drengen og forsøgte at hive ham ind i bilen.
Men drengen reagerede straks ved at skrige og slå fra sig. Han kom fri og løb hjem til sin familie, der straks ringede til politiet.
”Vi anser denne hændelse for at være mere alvorlig end de andre. Det her er den eneste sag, hvor der har været konkret fysisk kontakt,” siger kommunikationsansvarlig hos Midt- og Vestsjællands Politi, Carsten Andersen.
Det er endnu ikke oplyst, hvad der mere præcist har fået politiet til at sigte manden for brud på våbenloven.
Mørkhudet mand i sort tøj
Manden er blevet beskrevet således:
Mørkhudet mand, cirka 175 centimeter høj, almindelig af bygning, mørkt brunt glat hår, iført sort jakke, sorte bukser med lommer på siden, sorte læderhandsker og sorte sko.
Bilen beskrives som muligt en Renault Kangaroo eller ”transporter” muligvis med udenlandske nummerplader og to sorte streger på siden.
Nu skal politiet kortlægge hans færden. Forhåbentlig har man fundet frem til den rette, så familier i det midt- og vestsjællandske område ikke længere behøver at være bekymrede for deres børn.
Heldigvis har det hele vejen igennem vist sig, at de kontaktede børn har været ganske klar over, at de ikke skulle indlade sig med en fremmed mand.
http://www.tv2lorry.dk/artikel/mand-mistaenkt-staa-bag-boernelokkeri-er-anholdt