Hvem skulle nu have troet det? Tirsdag holdt forbundskansler Angela Merkel tale til sine partifæller på CDU’s kongres i Essen. Her sendte hun følgende opsigtsvækkende budskab:
”Hos os skal man vise sit ansigt. Derfor er tilsløring af ansigtet ikke i orden, det bør forbydes.”
Merkel krævede et burkaforbud, hvor det overhovedet er juridisk muligt. Det gælder også et forbud mod niqab.
Meldingen høstede stormende bifald fra de omkring 1.000 delegerede, der tørster efter en strammere kurs fra Merkel i udlændingepolitikken.
Også Holland er på vej
Det står endnu uklart, hvor den tyske regering mener, at et forbud mod burka og niqab kan lade sig gøre rent juridisk. Indenrigsminister Thomas de Maizière taler blandt andet om et forbud på uddannelsesinstitutioner og i offentlig transport.
Mange i partiet så gerne et totalforbud, og der vil under alle omstændigheder være et pres for at gøre forbuddet så omfattende som muligt.
Merkels nye, skrappe kurs kommer samtidig med, at man i Holland er i færd med at vedtage et burka-forbud, herunder også i offentlige bygninger.
I Danmark sker der intet
Men den danske regering gør ingen miner til at betræde den vej.
Den politiske debat om et sådant forbud blev stort set kvalt, da De Konservative i 2009 fremlagde et forslag om at forbyde burkaen.
Justitsministeriet kom med højst vævende betragtninger om, at det nok stred mod Menneskerettighedskonventionen. Siden slog Menneskerettighedsdomstolen fast, at det ikke var tilfældet.
Men da var den politiske debat om sagen lagt død, og sådan forblev det. Kun Dansk Folkeparti gjorde forsøg på at genoplive den.
Der er aldrig kommet nogen sammenhængende politisk argumentation mod et burkaforbud. Man har bare søgt at tie emnet ihjel.
I begyndelsen blev der brugt argumenter om, at det jo kun drejede sig om ganske få kvinder. Men siden har specielt niqab fået en væsentlig udbredelse.
Der går faktisk en hel del muslimske kvinder rundt i Danmark, som er totalt tilslørede – til trods for, at det er en helt afgørende forudsætning for et normalt samfundsmæssigt samkvem, at man kan se hinandens ansigt.
Men det vil danske politikere altså ikke gøre noget ved.
Nu bliver vi overhalet af Merkel
Nu bliver Danmark overhalet af selv Angela Merkel, der ellers ikke ligefrem har stået som en strammer i udlændingepolitikken.
I en stribe andre lande er burka-forbud enten en realitet eller ved at slå igennem.
Danmark er ved at være det tynde øl på dette område og på en række andre udlændingepolitiske områder. Og der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at det vil ændre sig under den nuværende regering.
Regeringsgrundlaget er således svagt og uklart, når det gælder udlændingepolitik.
Men det ville da være interessant at høre, hvad Lars Løkke siger til Angela Merkels nye krav om et burkaforbud.