Vi mangler allerede Jørgen Leth

Åh, nej, sagde min søn, da han fik nyheden om Jørgen Leths død efter 88 år på den roterende klode. Min afdøde farmor ville have sagt præcis det samme, for sådan forbandt han tre generationer med sine observationer, sin stemme og viden om cykelsport, filmkunst, mad, vin og kultur. Han var en ener, der kommer ikke nogen Jørgen Leth igen, sådan formulerer Brian Holm situationen dags dato.

Jørgen Leth var egentlig digter og jazzanmelder, men det var da han begyndte at sætte billeder på sine ord, iagttagelser og følelser, at hans værk foldede sig ud. Først med de poetiske mesterværker Stjernerne og vandbærerne (1973) og En forårsdag i helvede (1976), før han kastede sig over dokumentargenren og blandt andet portrætterede Michael Laudrup og Haiti, hvor han boede en årrække, indtil et jordskælv jævnede hans hus med jorden i 2010.

Senere i livet havde han også held med musik på spoken word-albummene Vi sidder bare her… (2008) og ikke euforisk (2010), hvor han improviserede til toner af Mikael Simpson og Frithjof Toksvig.

Stor på TV 2
Sit folkelige gennembrud som kommentator opnåede Jørgen Leth på TV 2 sammen med sportsjournalisten Jørn Mader, da tv-stationen fik den strålende idé at transmittere Tour de France i begyndelsen fra 90’erne.

Her kunne de jordbundne seere, der normalt var mest til fodbold og håndbold, pludselig drømme lidt takket være Leths indføring i det mysterium, de ritualer og den religion, professionel cykelsport udgør, iblandet gode råd til, hvor man finder den bedste Bordeaux, Bourgogne og Champagne og de fineste oste i juli, mens regnen silede ned i den socialdemokratiske mønsterstat. Seerne åd det råt, og den genkendelige, nasale stemmes sære udsagn blev med tiden folkeeje.

Ved siden af det talte ord skrev Jørgen Leth derudad, stærkest nok i reportagebog Den gule trøje i de høje bjerge (1995) samt i erindringsbindene Det uperfekte menneske (2005) og Guldet på havets bund (2007).

Håret i suppen
En enkelt sætning i Det uperfekte menneske blev genstand for en del moro blandt hovedstadens karrierefeminister og i DR’s fjollede debatprogrammer. Den lød i al sin korthed: “Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret.”

Sætningen rummede en vis alvor, men også en vis ironi. Men dén gik ikke. Denne ene passage førte til, at sportschef Morten Stig Christensen fyrede Leth fra TV 2, fordi han skadede “TV 2 Sportens omdømme”, ligesom han blev frataget den ulønnede titel som honorær konsul i Haiti. Episoden var et varsel om den retfærdighedsrus, der begyndte som MeToo og snart blev sat i ideologisk system som woke vendt mod hvide, kolonialistiske, racistiske og islamofobiske mænd.

I 2009 blev Leth dog taget til nåde og vendte tilbage som Tour de France-kommentator på TV 2. Det var næppe sket i dag.

Nærmest til perfektion
Jørgen Leth havde den sjældne evne at kunne få høj og lav til at lytte. Den frankofile Leth færdedes hjemmevant i Paris’ noble kvarterer, blandt bohemer og krukkede kunstnere, men han talte også til hr. og fru Leverpostej på Rolighedsvej, så at de faktisk spidsede øren og fik noget at forundres over.

Hvad det var, vidste de måske ikke i øjeblikket. Måske gjorde Leth heller ikke, men det er slet ikke pointen. Det, de var fælles om, var at have noget til fælles. Cykelsport i første omgang, blod, sved og tårer. Men i et længere, mere diset, mystisk og betydningsmættet perspektiv, livet, rædslen, døden og kærligheden til nuet. Det kunne han – nærmest til perfektion.

Vi mangler ham allerede.

Jørgen Leth efterlader sig fire børn og endnu flere børnebørn.