|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
De europæiske og amerikanske ledere, der deltog i topmødet mandag i Det Hvide Hus om Ukraine, kunne ikke mindst enes om én ting: Man ville ikke have en gentagelse af det dramatiske møde i Det Hvide Hus, hvor det kom til et direkte og voldsomt opgør mellem den amerikanske præsident, Donald Trump, og den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj.
Den øvelse lykkedes. Topmødet blev holdt i en fordragelig tone, der blev malet med en forholdsvis bred pensel, og deltagerne gjorde sig umage for at undgå ukontrollable eksplosioner.
Man fik samtidig nedtonet stærkt provokerende russiske forhåndskrav om, at den erobrede del af Donetsk skulle forblive på russiske hænder samt udvides med den del, som Ukraine har holdt på egne hænder. Dette russiske krav kunne få forhandlingerne til at eksplodere.
Putin har sagt det, så det ikke kan misforstås
Alle ved, at Putin har til hensigt at underlægge sig Donetsk, Luhansk og andre betydelige områder. Putin har sagt det, så det ikke kan misforstås: Rusland vil ikke give afkald på disse områder. Men Trump ønsker for alt i verden ikke at blive rodet ind i ansvaret for for klokkerene russiske aggressionsplaner.
Her ligger Donald Trumps største sejr i forbindelse med det aktuelle topmøde: Han har indtil videre fået demonteret et frontalt opgør om de afgørende regioner Donetsk og Luhansk. Det er nøgleområder for Putin, men at gøre krav på dem opfattes (med rette) som meget aggressivt og provokerende i Vesten. Så Trump lukker øjnene.
Russiske røster har sagt det meget klart: Man ønsker at indlemme disse regioner i Rusland. Men man vil helst ikke tale for meget om det lige i øjeblikket, fordi det kan skabe en kampberedt vestlig reaktion, hvor man gør sig parat til at tage et større opgør.
Men efter alt at dømme ønsker Putin ikke aktuelt, at der bliver udløst et sådant større opgør. Her og nu holder han sig i skindet. Det ville dog være naivt at tro, at Putin afstår fra sine ambitioner om at gøre afgørende indhug i disse områder, som har været ukrainske. Han agter ganske givet at vende tilbage til sagen.
Det kommer der dog ingen protester eller advarsler imod fra Trump eller ligesindede. De lader foreløbig, som om man kan skabe fredelige og fordragelige løsninger med Putin. Trump vil for alt i verden undgå et åbent ideologisk og militært opgør – den forholdsvis gode samarbejdsstemning mellem Putin og Vesten skal bevares.
I stedet arbejder han for, at så mange stridspunkter som muligt afgøres på præmisser, som Trump og i vidt omfang Putin kan acceptere.
Putin ønsker ikke at få tingene kørt op i ét stort opgør med Trump og de europæiske lande. Det ville være alt for voldsomt og risikabelt. Så den russiske diktator lægger sig i stedet i slipstrømmen på Trump og søger at udnytte alle muligheder for at få ham med ind i alliancer, som er spiselige for Trump.
Den ekstremt målrettede og kyniske taktiker, Putin, hægter sig på Trump og søger efter bedste evne at udnytte ham som et trækdyr for de totalitære ambitioner, som Putin og Rusland nu engang har.
Putin vil have magt. Han vil have tyranni indadtil i Rusland. og han vil have aggression udadtil med det mål at erobre land og indflydelse.
Den russiske diktator udgør en vedvarende og voldsom trussel – mod blandt andet staterne i Østersø-området og mod demokratiske kræfter i det hele taget.
Man kan selvfølgelig altid overveje, om der kan indgås fornuftige former for konkret samarbejde med Rusland. Men de vestlige lande, herunder Danmark, må aldrig tabe det overordnede perspektiv af syne:
Selv om man her og nu kan lave aftaler med Rusland, så er det langsigtede perspektiv for de vestlige lande klart: Rusland er en aggressiv og fjendtlig magt i forhold til Danmark og Vesten i det hele taget, og hele udgangspunktet for danske relationer til Rusland er at begrænse dets magt og bekæmpe dets aggressive planer – herunder selvfølgelig både i forhold til Danmark og Ukraine.
Dette må være det klare udgangspunkt for den holdning, som Danmark og dets vestlige allierede indtager i forhold til det totalitære Ruslands ‘ondskabens imperium’, som Ronald Reagan engang kaldte det.
Det betyder ikke, at der ikke kan findes samarbejdsrelationer med Putins Rusland. Men det betyder, at man ikke lader sig trække rundt ved næsen og spinde ind i forestillinger om Putins Rusland som en positiv og konstruktiv faktor i verdenspolitikken. Trump slører betænkeligt ofte grænserne mellem de to ting.
Selvfølgelig kan der indgås aftale med Putin – ligesom det kan ske med andre lande. Og selvfølgelig skal man udnytte de muligheder, der eksisterer for konstruktivt samarbejde med selv arge tyranner som Putin. Men man skal ikke falde i og tro, at man kan stole på Putin.
Håndteringen af den russiske diktator kræver en permanent tilstand af vagtsomhed. Putin lurer permanent på muligheder for at udvide det russisk magt og russisk territorium
Den vagtsomhed er der ikke meget spor af hos Donald Trump. Han skelner rystende lidt mellem et samarbejde, man kan praktisere på konkrete områder med selv en fjende af vores samfund, og så et samarbejde, der bunder i fælles værdier – herunder forsvaret for frihed og demokrati.
Selvfølgelig skal man stræbe efter at værne om fred. Selvfølgelig kan man respektere internationale spilleregler selv i forhold til lande som Rusland, der repræsenterer tyranni og vilje til bedrag i deres aggressive magtambitioners tjeneste.
Men man skal ikke lyve for sig selv eller andre. Man skal ikke levere misvisende skønmalerier, der ifører en despotisk diktator fåreklæder og gør sig illusioner om, hvor meget man kan stole på ham.
Jovist kan man føre samtaler med en Putin. Jovist kan man enes med ham om visse bidrag til en fredeligere verden. Jovist kan man glæde sig over, at Putin ind imellem ifører sig fåreklæder og ligefrem taler konstruktivt om fredeligt samarbejde. Det ser vi meget gerne, at han fortsætter med. Men vores blik på Putin skal være et vagtsomt og ofte mistænksomt blik.
Man kan have et samarbejde med Putin på forskellige områder. Men man skal være meget nøjeregnende med, hvad han forsøger at få os til.
Det er helt afgørende, at Vesten har en klarhed i sine holdninger. Holdninger, der ikke lader sig binde for Putins vogn. Men den klarhed, der er behov for, findes ikke hos en Putin, der har som mål at øge sin magt over Ukraine, men samtidig forsøger at sløre dette.
Men Trump falder i. Han bliver revet med af sin forfængelighed og sit ønske om magt. Konkret betyder det blandt andet, at han forholder sig alt for passivt til Putins åbenlyse planer om at øge sin magt og styrke sin totalitære ideologi.
Man kan ikke være for mistænksom over for Putin. Han bruger alle kneb for at styrke sin magt. Og han udnytter enhver svaghed, naivitet og blottelse i de vestlige samfund.
I sig selv kan det selvfølgelig være nyttigt, at Putin erklærer sig parat til et styrket samarbejde med Vesten. Men det er helt afgørende, at man ikke lader sig gribe af en mere eller mindre naiv og rørstrømsk naivitet.
Putin er en indædt fjende af de frie vestlige fjende. Og han vil bruge alle muligheder for at udnytte Vestens naivitet og svaghed.
Til denne svaghed hører i allerhøjeste grad, at kræfter i vores samfund jævnligt forfalder til godtroende forestillinger om, hvad Putin egentlig er ude på. Putin er en modbydelig tyran. Putin er en propagandist, der er parat til at lyve løs i egen intebroderligt forhold til tyranner som Putin.resse.
Putin har ingen intentioner om at give væsentlige indrømmelser til Vesten. Han vil gerne udnytte naive vestlige forestillinger om det store samarbejde med Vesten. Men han drømmer ikke om at lave ægte, pålidelige, langtidsholdbare aftaler med de vestlige lande.
I den virkelige verden pønser Rusland på at øge sin magt mest muligt uden hensyntagen til fin de principper om gensidige indrømmelser.
Putin vil undergrave Vesten. Og han kan i den forbindelse bruge typer som Donald Trump som det, der er blevet kaldt nyttige idioter.
Prisen for den selvoptagne naivitet hos Trump og andre betales af de mange mennesker, der bliver underkuet af det totalitære russiske system. Og prisen bliver ligeledes betalt af de mennesker, som bliver ofre for deres egne naive forestillinger om et nært og broderligt forhold til en mand som Trump og en mand som Putin.
