|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Den 30.september var det lige præcis 20 år siden, Jyllands-Posten offentliggjorde de Muhammed-tegninger, der førte til en international krise med Danmark som midtpunkt. Nu 20 år efter tegner der sig et klart billede af, hvem der vandt og, hvem der tabte. Et pressefoto fra en ophidset islamisk hade- demonstration mod Danmark bragt i Politiken søndag den 28. august 2006 viser klart og enkelt, hvad der var hele sprænglegemet i sagen. En demonstrant bærer et skilt med parolen: War Against Terrorism = War Against Islam. I en ligning er værdierne på begge sider af lighedstegnet ens og kan derfor for læses: War Against Islam = War Against Terrorism.
Det er lige nøjagtigt, hvad den mest omstridte tegning handler om. Den med bomben i turbanen, der symboliserer fusionen mellem islam og terror. Hvis kædereaktionen af islamiske terrorhandlinger fortsætter ret meget længere, vil forskellene mellem islam og terrorisme blive udvisket i vores bevidsthed, indtil de fremstår som ét begreb, hvad der også er terroristernes mål. Som ayatollah Khomeini udtrykte det:” Islam er blodets religion for den, der ikke tror”.
I virkeligheden var den Muhammed -krise, der ramte Danmark et islamisk kunstprodukt udviklet til at sikre skærpede islam-beskyttende blasfemilove i EU, men først og fremmest i Storbritannien. Forinden havde den magtfulde islamiske samarbejdsorganisation, OIC gennem tre års kampagneindsats arbejdet på at skabe forståelse i Storbritannien for nødvendigheden af en skærpet blasfemilov, der forbød og kriminaliserede enhver latterliggørelse eller forhånelse af hvilken som helst religion og dens udøvere. I begyndelsen havde et OIC-støttet lovforslag (The Religious Hatred Bill) fint medløb i den britiske offentlighed og parlament. Men hen over efteråret 2005 skærpedes debatten, og lovforslaget kom i modvind. Ganske vist blev The Religious Hatred Bill vedtaget med et snævert flertal i Underhuset, men House of Lords (Overhuset) forkastede den. Forinden udspandt der sig en hidsig debat i Underhuset, hvor indenrigsminister David Blunkett hårdt presset måtte indrømme, at Monty Pyton-filmen, Life of Brian ville blive forbudt efter den skærpede blasfemilov. Og ligeledes Dave Allens populære tv-shows, hvor paven i Rom altid blev skildret kanonfuld, mens han triller ned af sin pavelige bærestol eller er i gang med unævnelige aktiviteter, der ikke forenelige med hans embede
Church of England, det Mosaiske Trossamfund og den katolske kirke ønskede ikke at støtte en udvidelse af blasfemilovgivningen, men erklærede, at hån, spot og latterliggørelse nu engang var vilkår, man må leve med i en demokratisk retsstat. Overhuset sendte lovforslaget tilbage til fornyet afstemning i Underhuset med den ændring, at religioner ikke er undtaget fra kritik og spot medmindre dette ledsages af trusler. I mellemtiden var der sket et stemningsskifte i Underhuset, hvor et stigende antal medlemmer nu vendte sig mod denne markante begrænsning af ytringsfriheden. Også premierminister Tony Blair havde fået kolde fødder. Han ønskede ikke at blive husket som statschefen, der havde kriminaliseret Monty Pyton, og da The Religious Hatred Act kom til fornyet afstemning, var Blair og et antal Labour- medlemmer pludseligt fraværende. Loven faldt og Overhusets version blev senere vedtaget, hvilket udløste OIC’s aktion mod de danske Muhammed-tegninger.
OIC’s mangeårige lobby arbejde lå i ruiner, og organisationen iværksatte nu en redningsaktion efter en ’kinesisk ’strategi. ’ Abens dødsskrig gør tigeren bange’, lyder et kinesisk ordsprog. Når den sultne tiger lusker rundt i landsbyen, behøver man ikke konfrontere det glubske rovdyr. Man dræber den uskyldige abe, hvis sidste hyl skræmmer tigeren til at søge sin aftensmad et andet sted. OIC turde ikke tage en i frontal kollision med Storbritannien (tigeren) og valgte at skræmme den til lydighed ved at tortere aben (Danmark). Den lange forsinkelse, fra tegningernes offentliggørelse i september til demonstrationerne, volden og hadet eksploderede først i det nye år, viser klart, at provokationen og hævntogtet først skulle udvikles og iværksættes på en måde, der skabte den størst mulige effekt.
De danske Muhammed-tegninger var således udelukkende anledningen, men aldrig den virkelige årsag til krisen, der i første omgang endte som et totalt nederlag for de islamiske kræfter, der kæmpede for en indskrænkning af europæernes demokratiske rettigheder. På den lange bane er det dog OIC og den islamiske ideologi, der har sejret. I dag tør ingen politikere, ingen medier kritisere, håne eller latterliggøre islam. I Storbritannien forfølger politi og domstole nidkært enhver islam-kritisk ytring, og hvis provokunstneren Firoozeh Bazrafkan i Danmark lavede en collage udelukkende af koranens mange jøde- og kristen hadende passager og brændte dem offentligt, ville hun blive dømt efter koranloven, der netop med OIC’s velvillige bistand beskytter den islamiske ideologi mod ethvert anslag. Også mod det jødehad, der gennemsyrer alle islams hellige skrifter.
Krisen har lært os, at vi må erkende, at det multikulturelle samfund er kommet for at blive, men også at vi i Danmark må indse, at alle kulturer ikke er sideordnede. Vi skal, som vi har gjort det i hundredvis af år, kunne absorbere nye kulturstrømninger, som jo indtil nu ikke har væltet den danske identitet, men tværtimod fornyet og styrket den. Det gælder således protestantismen, demokratiet, arbejderbevægelsen og nu et nationalt liv i et stadigt mere omfattende internationalt fællesskab, også præget af en betydelig indvandring. Men ligesom der i en ulveflok kun er fred og sameksistens, fordi der er en rangordning med en alfahan og betahanner, må der i et kultursamfund også være en dominerende alfakultur, der er bestemmende for vores retsopfattelse, folkestyre og menneskesyn.
Den frygtede og kompromisløse journalist Oriana Fallaci blev kort før sin alt for tidlige død bevilget et interview med den daværende pave Benedict. Da hun atter var på vej ud ad døren, hilste paven hende farvel med en velsignende bemærkning. Oriana Fallaci bemærkede, at hun ikke var kristen. ” Det ved jeg godt”, svarede paven, ” De skal bare leve deres liv, som om De var det”.
Det er det, det handler om.
4. oktober 2025
