|
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Af Michael Pihl, Folketingskandidat for Dansk Folkeparti på Sjælland
Over 650.000 kroner. Så meget har den statslige institution Ligebehandlingsnævnet indtil videre brugt af offentlige midler på en sag, der – i mine øjne – reelt handler om, hvorvidt religiøse særhensyn skal vinde indpas i det danske samfund. Det fremgår af et svar fra udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad.
Sagen tager udgangspunkt i Egelundskolen i Albertslund, hvor to muslimske, kvindelige lærerstuderende i 2022 nægtede at give hånd til en mandlig praktikvejleder. Skolen krævede håndtryk som en del af praksis, blandt andet med henvisning til kommunens værdier om ligestilling og gensidig respekt – uanset køn. Da de studerende fastholdt deres religiøst begrundede afvisning, afbrød de selv praktikforløbet og klagede derefter til Ligebehandlingsnævnet. Nævnet gav dem medhold og tildelte dem hver 25.000 kr. i godtgørelse – betalt af Albertslund Kommune.
Det interessante er, at havde andre – uanset baggrund – nægtet at give hånd, ville konsekvensen også have været, at praktikken blev afbrudt. Her virker det derfor misvisende at tale om “indirekte forskelsbehandling”, som nævnet gør. Tværtimod havde skolen og kommunen en konsekvent linje for alle.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse blev derfor anket til Østre Landsret, som gav skolen medhold. Nu har nævnet valgt at tage sagen hele vejen til Højesteret – igen finansieret af skattekroner. Og her rejser sig det principielle spørgsmål: Skal en statslig instans aktivt føre sag for, at religiøse normer – i dette tilfælde islamiske – skal sættes over fælles samfundsnormer som ligebehandling og sekulære værdier?
På den ene side står ønsket om at bevare et demokratisk, sekulært samfund, hvor alle mødes lige og med gensidig respekt – som f.eks. gennem et håndtryk. På den anden side står religiøst motiverede krav, som risikerer at skabe parallelle regler i det offentlige rum.
Ligebehandlingsnævnet har i denne sag tydeligt valgt side – og det til fordel for et religiøst særhensyn. Det bør give anledning til debat: Hvorfor bruger staten skattekroner på at fremme særkrav baseret på religiøs overbevisning? Og er det i tråd med regeringens erklærede mål om “ligestilling og fælles danske værdier”?
Kaare Dybvad er blevet spurgt direkte om, hvordan nævnets ageren hænger sammen med disse mål. Den del af spørgsmålet forholder han sig – måske ikke så overraskende – slet ikke til.
