Mette Frederiksen så ud til at have helt styr på dansk politik, men tre ting sender hende nu ud i en alvorlig krise

Da corona-pandemien bragede igennem, blev det samtidig et politisk gennembrud for statsminister Mette Frederiksen. Hendes folkelige opbakning steg kraftigt.

 

Det skyldtes frem for alt hendes håndfaste håndtering af pandemien. Langt de fleste danskere støttede hendes hårde linje mod smitten. Dette kunne aflæses i meningsmålingerne, hvor Socialdemokratiet oplevede markant fremgang.

 

Men siden sommer er det gået tilbage for Mette Frederiksen, Socialdemokratiet og rød blok, når det gælder vælgertilslutning.

 

Da partiet lå på toppen under corona-pandemien, havde det støtte fra over 30 procent af vælgerne. I en aktuel måling fra Voxmeter er man nede på 25,8 procent. Rød og blå blok står stort set lige.

 

Balladen om sms-beskederne

Der kan nævnes flere grunde til den socialdemokratiske tilbagegang. Men den vigtigste er balladen om sms-beskederne.

 

Socialdemokratiet havde ellers satset på, at kommunalvalget kunne give partiet et spring fremad. Det var en alvorlig streg i regningen, at sms-problemerne bragede igennem, netop som der skulle være valg. Det gav regeringen og dermed Socialdemokratiet et alvorligt hak i troværdigheden.

 

Siden kommunalvalget er problemet med troværdigheden kun blevet forværret for partiet. Det skyldes den barokke sag med en kuvert, der blev åbnet på selve den kommunale valgdag.

 

Kuverten var adresseret til en af Mette Frederiksens nære medarbejdere, departementsråd Pelle Pape. Af indholdet fremgik det, at Rigspolitiet ikke havde været i stand til at genskabe de sms’er, som skabte så heftig debat om regeringens troværdighed.

 

Det var på valgdagen, tirsdag. Det viste sig bagefter, at Pelle Pape var den eneste hos statsministeren, der havde åbnet sin kuvert. De andre modtagere af kuverten i Statsministeriet ventede med at åbne kuverten til om onsdagen. Det vil sige dagen efter valget.

 

Det har givet både oppositionen og medierne anledning til at lufte deres mistænksomhed. Man har selvfølgelig specielt kredset om, hvorfor regeringen ventede med at offentliggøre indholdet af kuverten til efter valget, selv om man allerede kendte det før valget.

 

Medierne og oppositionen har været optaget af, om regeringen måske ikke ønskede oplysninger om sms-beskedernes indhold frem, fordi de kunne rumme afsløringer, der ramte Socialdemokratiet.

 

Men ved at lade Pelle Pape kaste et blik i sin kuvert kunne man få et indtryk af, om kuverten rummede noget alvorligt.

 

Det viste sig så, at kuverten blot rummede en besked om, at Rigspolitiet ikke havde været i stand til at gendanne de meget omtalt sms-beskeder.

 

Men mistænksomheden var vakt både i medierne og befolkningen. Og denne mistænksomhed blev kun forstærket af Mette Frederiksens forklaring om, at hun havde haft for travlt med valgkampen til at kigge i kuverten. Ærlig talt …

 

Det kom så frem, at sms’erne ikke kunne gendannes, og at der alene af den grund ikke forelå nogen belastende oplysninger i den forbindelse.

 

Mistænksomhed i luften

Men håndteringen af sagen – specielt ulysten til at informere offentligheden – skabte en mistænksomhed i medier og befolkning, som nu bliver hængende i luften.

 

I forvejen har det kostet hende opbakning, at hun i den grad har regeret ved et uigennemskueligt system af sms-beskeder, som i vidt omfang er blevet slettet. Det var formentlig klart medvirkende til, at Socialdemokratiet ikke kom særlig godt ud af kommunalvalget.

 

Og nu rammer ’kuvert-sagen’ hende så en ekstra gang på troværdigheden. Det koster hos vælgerne.

 

Stigende smitte

Samtidig sætter andre ubehagelige nyheder Mette Frederiksen under ekstra pres.

 

Corona-smittetallet er nu det højeste siden midten af december 2020. Og smitten stiger fortsat. Kontakttallet er 1,1, hvilket betyder, at 10 smittede personer i gennemsnit sender smitten videre til 11 personer.

 

Professor og overlæge Kasper Karmark Iversen siger til Ritzau: ”Vi har rigtig mange smittede i Danmark. Det er det højeste antal smittede, vi har haft under den her bølge og tæt på det højeste, vi overhovedet har haft.”

 

Antallet af indlagte er fordoblet på mindre end en måned.

 

Regeringen står nu over for en hård opgave: Smitten skal inddæmmes, flere skal vaccineres, og flere skal have det tredje vaccinestik.

 

Journalisterne og indvandrernes vaccinemodstand

I den forbindelse er det et stort problem, at mange indvandrere ikke vil vaccineres – samtidig med, at en del af dem lever på en måde, der fremmer smitten (for eksempel, at mange bor tæt sammen).

 

Journalister, der ofte er stærkt venstreorienterede, fylder de danske TV-skærme med dramatiske billeder af demonstrerende vaccine-modstandere i forskellige europæiske lande. Man må få det indtryk, at der virkelig er en folkelig bevægelse mod vaccine.

 

Men det er misvisende. De voldelige demonstranter udgør et ekstremistisk mindretal, som Journalistisk Venstreparti giver helt uforholdsmæssig stor omtale.

 

Til gengæld får man i danske medier meget, meget lidt at vide om den udbredte vaccinemodstand i indvandrermiljøer. Denne modstand går jo ikke bare ud over dem, der nægter at lade sig vaccinere. Den går også ud over alle os andre.

 

Mette Frederiksen har hænderne fulde. Og hun mærker en stigende folkelig utilfredshed.

 

Den afspejler sig i de dårligere meningsmålinger for Socialdemokratiet og i partiets sløje resultat ved kommunalvalget. Og den afspejler sig også på andre måder:

 

Sammenstød i Sandvad

Netop nu er der en voldsom konflikt i byen Sandvad i Vejle Kommune. Den drejer sig om et asylcenter i byen med kriminelle beboere.

 

Borgmesteren i Vejle, Jens Ejner Christensen, siger til TV SYD:

 

”Med de nuværende oplysninger, vi har om de flygtninge, der står til at komme til Sandvad, og med den frustration, der er skabt i lokalområdet, så har jeg svært ved at forestille mig, at der er nogen af politikerne i Vejle Kommunes økonomiudvalg, der har lyst til at forlænge den aftale, der udløber om et år.”

 

De lokale er blandt andet ophidsede over, at man vil etablere et vagtværn … ikke for at beskytte byens borgere, men for at beskytte centerets beboere.

 

Mette Frederiksens tab af autoritet

Det syder og bobler i Danmark. Med corona. Med styring af landet gennem sms-beskeder, der forsvinder i den blå luft. Med kriminelle indvandrere og kultursammenstød.

 

Og med en statsminister, der i øjeblikket mangler den autoritet, som hun tidligere havde. Med autoriteten ryger også den stærke folkelige opbakning, hun havde under den første corona-bølge.

 

Mette Frederiksen kommer til at kæmpe hårdt, hvis hun vil forsøge at genvinde denne autoritet.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…