Ny propagandafilm: Trump er uegnet til at være præsident

** 2 stjerner ud af 6 som dokumentar 

***** 5 stjerner ud af 6 som propagandafilm  

 

Dokumentarfilmen ‘#Unfit: The Psychology of Donald Trump’ ”lægger den amerikanske præsident Donald Trump på briksen”. Formuleringen – lånt fra pressematerialet – må siges at være særdeles velanbragt, fordi en stor del af filmen består af interviews med en række psykologer ansat på hæderkronede amerikanske universiteter med et hav af publikationer på CV’et.
  De bliver bedt om at kommentere på Donald Trumps person(lighed) og virke – med særlig fokus på de seneste fire års præsidentperiode. 

 

Diagnosen lyder: Trump lider af en lang række psykiske lidelser
Diagnosen lyder: Trump lider af en lang række psykiske lidelser, heriblandt ondartet narcissisme – et syndrom karakteriseret ved en narcissistisk personlighedsforstyrrelse. Mere præcist: En oplevelse af personlig grandiositet og en overdreven trang til at opnå personlig beundring. Denne psykologiske profil toppes op med antisociale og paranoide træk, fravær af samvittighed og empati – og et stærkt psykologisk behov for magt. 

 

Budskabet står helt klart: Donald Trump er uegnet til at varetage præsidentembedet, og psykologer m.fl. er derfor moralsk forpligtede til at bidrage til, at han ikke bliver genvalgt. 

 

En mere korrekt betegnelse er propaganda
Filmen præsenteres som dokumentar, men en mere korrekt betegnelse er propaganda. 
Først hvorfra jeg henter de to stjerner til dokumentaren: Interviewet med tidligere Trump-rådgiver Anthony Scaramucci er oplysende, og det samme er indsparket med sportsjournalisten Rick Reilly, hvis afsløringer af Trumps konsekvente snyd i golf kalder på hændervriden og cognac. Her får jeg en virkelig dårlig smag i munden. 

 

Kvalmen øges imidlertid yderligere, da instruktøren med diverse filmiske greb får sat Trump på fællesnævner med Hitler og Mussolini. Ikke mindst disse manipulerede sekvenser – samt at Trump stort set ikke får én eneste positiv bemærkning med på vejen – reducerer den såkaldte dokumentar til propagandafilm. Og en rigtigt grim én af slagsen, fordi den næsten til perfektion får hamret de ønskede pointer fast. 

 

Et særligt saftigt og nedgørende indslag står George Conway for. Han er interessant nok gift med Kellyanne Conway (siden 2001, de har fire børn).


Kellyanne blev i 2016 udpeget som kampagnechef for Trump op til præsidentvalget i november. Siden da har hun været en af hans nærmeste rådgivere og pressestrateg – indtil hun trak sig fra jobbet ultimo august 2020. 


Kan tilbagetrækningen monstro skyldes, at ægtemand George leverer et så massivt angreb på Trump i filmen, at Kellyanne indså, at Trump ikke ville kunne leve med det? I øvrigt bliver George på et tidspunkt så følelsesmæssigt berørt af afskyen for Trump, at han er tæt på at briste i gråd. I bedste Jens Rohde-stil.
  Gad vide om jeg er den eneste, der savner John Wayne.  

 

En propagandafilm til tiden
Det står fast, at her er en propagandafilm til tiden – med premiere sådan lige en uge før præsidentvalget d. 3. november – en film, som de globalistiske eliter vil elske. 

 

‘#Unfit: The Psychology of Donald Trump’ skal selvfølgelig ses – men læs gerne før eller efter et par bidrag (fx her og her), der måske kan skabe et lidt mere facetteret billede af manden. 

 

Længde: 83 minutter 

  • Medvirkende: Malcolm Nance, George Conway, John Gartner, Lance Dodes m.fl. 
  • Instruktør: Dan Partland 
  • Premieredato: mandag d. 26. oktober 

 

Den premiereføres ved event-visninger i udvalgte biografer – i originalversion UDEN UNDERTEKSTER. 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…