En gruppe ’unge’ terroriserer friluftsbad, men det skjules, hvem disse ’unge’ er – så pludselig kommer der en afsløring  

Arkiv: Skærmprint fra video fra svømmebad i Tyskland, der oplevede chikane fra indvandrere

Den seneste tids varme har lokket mange mennesker til friluftsbade. Det gælder også i Tyskland.

 

På den slags steder skulle der jo herske en glad og afslappet stemning. Men i flere tyske byer har grupper af ’unge’ terroriseret fredelige badegæster.

 

Især Tysklands største delstat, Nordrhein-Westfalen, hvor der bor mange indvandrere, har været hjemsøgt af dette.

 

Lørdag eftermiddag var den gal i et friluftsbad i Düsseldorf.

 

Flere hundrede truende ’unge’ omringede familie

Nogle badegæster følte sig chikaneret og truet af en gruppe, der i medierne bare kaldes ”unge”. De lavede larm og de begyndte at springe hen over de håndklæder og tæpper, som badegæsterne lå på.

 

En vred familiefar sagde, at de skulle holde op. Så truede en af ballademagerne med at lade sig falde ned på det håndklæde, som familien lå på.

 

Faderen stillede sig beskyttende foran familien og skubbede provokatøren væk. Men så gik det helt galt, stemningen blandt de ’unge’ blev meget ophidset.

 

Stadig flere omringede familien.  Ifølge politiet var der om op mod 400 mennesker, fortæller Der Spiegel. Det siger jo en hel del om, hvor meget disse ’unge’ har fyldt blandt gæsterne.

 

Bademesteren måtte alarmere politiet. Da betjentene ankom, kunne de konstatere, at stemningen var ekstremt aggressiv – de ’unge’ stod og skreg mod familien (BILD). Betjentene måtte tilkalde forstærkning.

 

Da politifolkene forsøgte at trænge de aggressive personer tilbage, blev de også skreget ud. De ’unge’ kastede kartoner med drikkevarer mod betjentene, der på et tidspunkt måtte trække deres dåser med peberspray. Der blev dog kun sprøjtet en enkelt gang.

 

Omsider lykkedes det at få spredt de unge ballademagere. Mange af dem drog så ind til Düsseldorfs centrum. Her fortsatte de angiveligt med chikane og hærværk.

 

Politiret måtte ledsage den omringede familie ud af friluftsbadet. Badet måtte lukkes en time før det normale.

 

”Stemningen bliver stadig mere aggressiv”

Mandag aften blev et friluftsbad i en anden by i Nordrhein-Westfalen, Essen, ramt af en lignende pøbeladfærd.

 

Her blev to bademestre ramt af knytnæver fra hæmningsløse ’unge’. Ikke nok med det: Da ballademagerne tog flugten, nåede de undervejs lige at slå en 12-årig pige i maven. Hun fik sig en stor forskrækkelse og en lettere kvæstelse.

 

I Bielefeld blev en 32-årig mand tæsket af tre mænd i et friluftsbad. Da en kvinde opfordrede dem til at stoppe, blev hun overdænget med skældsord. (Der Spiegel)

 

Den slags voldsudgydelser og chikane er efterhånden en udbredt foreteelse i tyske friluftsbade. Formanden for foreningen af disse bade advarer: ”Stemningen i friluftsbadene bliver stadig mere aggressiv.” (Rheinische Post).

 

Politisk korrekte medier

I de tyske medier bliver disse voldsomme og ubehagelige begivenheder i en del tilfælde omtalt. Men man fortæller intet om, hvem de ’unge’ er, der terroriserer fredelige borgere.

 

De tyske medier er ekstremt politisk korrekte. Man vil hellere holde på denne politiske korrekthed end give borgerne ærlig information om voldsmændenes baggrund.

 

Dermed beskytter man reelt de asociale, voldelige miljøer, og man blokerer for en fri debat om et ubehageligt problem for almindelige borgere.

 

Mange tyskere er vrede over den slags. De har vel nok en fornemmelse af, hvad der gemmer sig bag det neutrale ord ”unge”. Men fortielserne forhindrer, at der kommer en åben debat.

 

Vi kender absolut også fænomenet herhjemme. Også i Danmark bruger politisk korrekte journalister og medier fortielsen som den mest almindelige metode til at føre befolkningen bag lyset. Herunder fortielsen af gerningsmænds baggrund.

 

Men den politisk korrekte fortielse håndhæves mere konsekvent i Tyskland.

 

Pludselig kommer der en afsløring

Indimellem slipper der dog en oplysning ud, der løfter noget af sløret for, hvem de ’unge’ er.

 

Efter balladen i friluftsbadet i Düsseldorf taler Die Welt således om forældre, der hidser deres børn op til, at de ikke skal finde sig i noget – heller ikke fra politiet. Og så kommer tilføjelsen:

 

”Dertil kommer kulturforskelle, blandt andet i omgangen med kvinder.”

 

Dette kan opfattes som kodesprog for, at uromagerne var indvandrere fra Mellemøsten eller i hvert fald fra den muslimske verden.

 

Politiet har i øvrigt udsendt en efterlysning efter overfaldene i Essen i mandags. Her gives den lille information, at gerningsmændene ”havde kort mørkt hår”.

 

Men resten er tavshed.

 

Borgerne behandles som børn

Det er ikke tilfældigt, at det netop er Die Welt, der kommer med en antydning af de ’unge’ ballademageres baggrund. Avisen er ikke så politisk korrekt som andre.

 

Men i vidt omfang behandles tyskerne som børn, når det gælder problemer som disse.

 

De må gerne få at vide, at fredelige borgere og politiet bliver angrebet og svinet til, og at der er en faretruende stigning i aggressiv adfærd.

 

Men det store flertal af tyske medier mener tilsyneladende ikke, at borgerne kan tåle at få sandheden om, hvem der gør den slags. Sandheden om, hvem der spreder frygt og ubehag blandt mennesker, der bare skulle have sig en dejlig stund sammen i et friluftsbad.

https://www.youtube.com/watch?v=pWQeG64TWPQ

 

https://www.welt.de/vermischtes/article196115985/Duesseldorf-Bademeister-brauchen-Polizei-um-Massenstreit-zu-schlichten.html

 

https://www.spiegel.de/panorama/justiz/duesseldorf-polizei-loest-massen-streit-in-rheinbad-auf-a-1275058.html

 

https://rp-online.de/nrw/staedte/duesseldorf/duesseldorf-polizei-einsatz-im-schwimmbad-rheinbad-badegast-und-400-jugendliche-geraten-aneinander_aid-39763919

 

https://www.bild.de/regional/duesseldorf/duesseldorf-aktuell/duesseldorf-massen-streit-in-freibad-loest-grossen-polizeieinsatz-aus-62975300.bild.html#remId=1569820836871073847

Del på Facebook