Af Bo Thomassen
Nobels Fredspris for 2018 er tildelt menneskeretsforkæmperen Nadia Murad fra Irak og gynækologen Denis Mukwege fra Demokratiske Republik Congo. De fik prisen for deres indsats i bekæmpelsen af voldtægt som våben i krig og konflikter.
Det følgende handler kun om Nadia Murad og Islam.
Angrebet
I begyndelsen af august 2014 blev Sinjar og andre ezidibyer i det nordvestlige Irak angrebet af krigere fra Islamisk Stat. Flere hundrede mænd, der nægtede at konvertere til Islam, blev skudt. Penge, ure, smykker, mobiltelefoner og id-kort blev konfiskeret. Kvinder og unge piger blev senere solgt som sexslaver. 1)
I sin bog ”Den sidste pige” giver Nadia Murad en rystende beskrivelse af, hvad det vil sige at blive udsat for islamisk terror. Hun skriver side 155, at det ifølge Koranen ikke er en synd at voldtage en slave. Det er korrekt, men der er ingen henvisninger til Koranen eller nogen historisk perspektivering.
Hendes bog er en personlig beretning, men ofrene for islamisk terror siden Muhammeds tid skal tælles i millioner af navnløse mennesker. Vi kender dem ikke, men mønstret i angreb på vantro og den ideologiske begrundelse kan afklares. Hertil er det nødvendigt at sætte sig ind i Muhammesds historie og i Koranen.
Muhammed
Muhammed levede fra 570 til 632. I 622 flyttede han fra Mekka til Medina, hvor han blev religiøs, politisk og militær leder.
Han grundlagde en ny monoteistisk religion med hovedguden, Allah, og sig selv som enefortolker af gudens budskaber.
Med den nye religion lykkedes det ham at skabe en ny højere form for solidaritet mellem en række indbyrdes stridende stammer. I stedet for at angribe og røve nabostammen overtalte han dem til at angribe de vantro. 2)
Der er 3 nøglebegivenheder i Muhammeds liv som historisk person.
- Muhammeds krigere overfaldt en handelskaravane på vej mod Mekka. Det udviklede sig til slaget ved Badr. Da mekkanerne tilhørte Muhammeds egen stamme, Quraysh, var det et traditionsbrud.
- Overfaldet på den jødiske stamme, Banu Qurayza, i Medina i 627. Efter dens overgivelse blev mændene halshugget og kvinderne blev senere solgt som sexslaver.
- Overfaldet på jøderne i Khaybar, en by nordvest for Medina. De beholdt liv og ejendom, men måtte fremover betale skat, jizy, på 50% af deres indtægter til muslimerne.
Systemet var klart: Store fordele for de troende og overgreb og diskrimination mod de vantro. Det var en succes og hele stammer tilsluttede sig muslimerne. Resten er historie.
Før Islam var der blandt araberne kun slægtskab i et før-statsligt samfund. Hver familie udgjorde en del af en slægtslinje, mange linjer udgjorde en klan og mange klaner en stamme.
Som Ayaan Hirsi Ali skriver, grundlagde Muhammed med det nye religiøse fællesskab en ny ”superstamme”. 3)
Menneskerettigheder og Islam
Menneskerettighederne er universelle og gælder for alle. Dette i modsætning til Islam.
Både i Koranen, i Siraen (Muhammeds liv) og i haditherne (små historier om Muhammed) skelnes der klart mellem 2 slags mennesker: Muslimer og vantro.
”Ikke-muslimer kan blive behandlet venligt eller de kan blive behandlet som Allahs fjender. Deres værdier kan blive taget fra dem, de kan blive forhånet, gjort til slaver eller myrdet, hvis en sådan behandling vil fremme Islam.” 4)
Koranen
Tina Magaard har lavet en opgørelse over, hvad der er muslimernes pligt ifølge Koranen.
– at udføre jihad (hellig krig) 22 referencer
– at dræbe vantro 36 referencer
– at blive dræbt i jihad 5 referencer
Her er nogle forestillinger om de vantro.
- de er fordærvede/perverse 68 referener
- de lyver 63 referencer
- de er mentalt defekte 23 referencer
- de er fysiologisk defekte 30 referencer
Det er udelukkende påbud og påstande. Argumenter er der ingen af. 5)
I Sura 5 vers 32 kan vi læse:
”Den, der går i krig mod Allah og hans apostel og som spreder uorden skal dræbes eller korsfæstes eller have hænder og fødder hugget af i modsatte side eller forvises fra landet.”
Den 1. maj 2014 korsfæstede krigerne i Islamisk Stat 7 mænd på torvet i deres hovedstad, Raqqa. Rækværket omkring torvet brugte de til at udstille de afhuggede hoveder af deres fjender.
I Sura 23.1-6, kan vi læse:
”Lykkelige er de troende, de, som er ydmyge i deres bøn, som vender sig bort fra tomme ord, som giver almisse, som vogter over deres køn; undtagen over for deres hustruer og slavinder, for da kan man ikke bebrejde dem noget.”
Efter et flugtforsøg blev Nadia Murad pisket og derefter voldtaget af 3 vagter.
”Det sidste, jeg husker fra den nat, var en af vagternes ansigter, mens han kom mod mig. Jeg husker, at han tog sine briller af og lagde dem forsigtigt på et bord, før det var hans tur til at voldtage mig. Jeg gætter på, at han var bange for, at de skulle gå i stykker.”
Senere, mens hun stadig var i fangenskab, mindedes hun sammen med 2 andre slaver de dræbte mænd fra hjembyen Kocho.
”At være død var bedre end at blive solgt som varer og voldtaget, indtil vores kroppe var i stumper og stykker. Blandt vore mænd havde der været studerende, læger, unge og gamle. I Kocho havde mine brødre og halvbrødre stået skulder ved skulder, da ISIS dræbte næsten dem alle sammen. Men deres død tog kun et øjeblik. Når du er sabyya (sexslave), dør du hvert sekund hver eneste dag, og ligesom mændene ville vi aldrig gense vores familier eller vores hjem. Nisren og Jilan gav mig ret.” 6)
Islamisk Stats angreb på ezidierne i august 2014 adskiller sig ikke fra Muhammeds angreb på den jødiske stamme, Banu Qurayza, i 627. Drab på mændene og salg af kvinderne som sexslaver. Kun teknikken er forskellig. Fra halshugning med sværd til nedskydning med automatvåben.
1.2 milliarder
Antallet af muslimer i dag er ca. 1.2 mia. Hvor mange af dem har andet end en glansbilledagtig opfattelse af Muhammed eller ved, hvad der står i Koranen. Bogen er jo ikke letlæselig.
Er Islam fred i sjælen for den troende, der beder i en smuk moske eller endeløse stridigheder og ufattelig ondskab mod de vantro?
Uanset hvad Islam er, og hvilke motiver den enkelte kan have til at tilslutte sig en terrororganisation som Islamisk Stat, kan vedkommende let finde korancitater eller eksempler fra Muhammeds liv, som bekræfter ham eller hende i deres opfattelse af sig selv som gode og rettroende muslimer som påvist.
- Nadia Murad: ”Den sidste pige.” 2018. S. 69 ff.
Deniz Serinci: ”Slave i Islamisk Stat.” 2017. S. 200 ff.
- Bill Warner: Muhammed and the Unbelievers.” 2006. S. 71
- Ayaan Hirsi Ali: “Kætter.” 2015. S. 98.
P.C.Salzman: ”Curlture and Conflict in the Middle East.” 2007. S. 137-38.
4) Bill Warner:”The Political Traditions and Mohammed.” 2006. S. 160
5) Tina Magaard i “Totalitarisme – venskab og fjendskab.” Red M.Thorup m.fl. 2007. S. 233-34 og 237.
6) Nadia Murad: “Kun en pige.” 2018. S.213 og 221.