Normalt er en lokoførers mareridt en bil, der er gået i stå og holder på tværs af skinnerne i en overkørsel.
Men det er for intet at regne mod det mareridt, det må være for en lokofører, når han pludselig i mørket ser to hvide lygter på kollisionskurs mod hans tog.
Det var, hvad en lokofører hos Arriva oplevede mandag aften kort tid efter, at han havde forladt Rødkærsbro station med kurs mod Bjerringbro, skriver Aarhus Stiftstidende.
En bilist havde af uransalige grunde fravalgt landevejen til fordel for togskinnerne
Kun en hurtig reaktion fra lokoføreren, som fik bragt sit tog til standsning kun ti meter foran bilen, forhindrede en katastrofe.
Bilisten ville have hjælp til at komme tilbage på skinnerne
Det er Arrivas sikkerhedschef, Carsten Holm Hansen, som fortæller om det vanvittige optrin til Aarhus Stiftstidende:
”Det er meget spektakulært. Nu har jeg været i jernbanebranchen i over tyve år, og jeg har aldrig hørt om en bil, som kører langs skinnerne. Det spektakulære ved denne situation er, at bilen kører på skinnelegemet. Da bilisten får øje på toget foran sig, begynder han at trække ud i rabatten, som sådan set er en stejl skrænt, og her sidder han fast,” fortæller Carsten Holm Hansen
Da lokoføreren får kontakt med bilisten, beder bilisten ham om hjælp til at få skubbet sin bil tilbage på skinnerne.
Det nægtede lokoføreren pure at hjælp ham med og kontaktede i stedet Banedanmarks fjerstyringscentral i Viborg, som henvendte sig til politiet.
Bilisten kom selv tilbage på skinnerne og fortsatte kørslen
Det lykkedes imidlertid bilisten selv at komme tilbage på skinnerne.
”Mens toget holder still, lykkes det bilisten af egen kraft at komme fri af skrænten, og da han så er kommet bagom toget, kører han gudhjælpemig op på skinnerne igen og fortsætter på skinnerne ind mod Rødkærsbro. Mere ved vi ikke om ham,” fortæller Arrivas sikkerhedschef Carsten Holm Hansen til Aarhus Stiftstidende om den mildest talt besynderlige episode.
Til gengæld lykkedes det politiet i Viborg at få fat i bilisten. Politikommissær Henrik Thomassen fortæller til Aarhus Stiftstidende, at der er tale om en 29-årig mand fra Grønhøj, som formentligt var påvirket under episoden.
Lokoføreren har efterfølgende fået tilbudt krisehjælp, hvilket han dog har afvist. Der er tale om garvet mand med 15 år på bagen som lokofører hos Arriva.