100 mio. kr. til nye logoer i SKAT: de offentlige bureaukratier fjerner sig mere og mere fra borgerne – det er på tide, at borgerne svarer igen

SKAT har gennem en årrække fungeret katastrofalt dårligt, til stor skade for befolkningen.

 

Store summer er gået tabt ved skandaler som den om snyd med udbytteskat.

 

Inddrivelsessystemet er brudt sammen. Det har kostet mange penge, og det har samtidig ført til belønning af borgere, der ikke betaler, på bekostning af ærlige borgere.

 

Samtidig har borgere og virksomheder kunnet opleve, hvordan SKAT har optrådt nærmest herremandsagtigt og stædigt holdt fast i fejlagtige påstande over for skatteydere.

 

På Den Korte Avis har vi haft vores egne oplevelser i så henseende.

 

Nye logoer

Nu trænger danskerne i den grad til, at SKAT begynder at fungere effektivt og med respekt for borgeres og virksomheders behov og pengepung.

 

Skattemyndigheder og politikere har da også proklameret en ny start under store fanfarer. Alle venter spændt på, hvad der kommer til at ske.

 

Så kommer meddelelsen om, at SKAT som noget af det første vil bruge omkring 100 mio. kr. på … nye logoer!

 

Vi er vist mange, der kunne komme i tanke om særdeles meget, som SKAT hellere skulle bruge sine penge på.

 

SKAT har fået syv nye styrelser, og nu går man højt op i at anskaffe sig syv nye logoer for at skabe en ’ny identitet’.

 

”Fuldstændig uforståeligt”

BT gengiver en mail, som en kontorchef har skrevet til sine medarbejdere om sagen.

 

Kontorchefen skønner, at de nye logoer og den nye identitet vil kræve 113 årsværk frem til 2021. Fyrre af disse årsværk skal hentes i form af dyre eksterne konsulenter.

 

Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, kalder det ”fuldstændig uforståeligt”, at man skal buge så mange penge på nye logoer. Til BT siger han:

 

”Det virker meningsløst, at man bruger over 100 årsværk på at skifte det ud.”

 

Selv om SKAT er presset helt i bund, viser man en særpræget ubekymrethed i omgangen med borgernes penge.

 

De hårdt plagede skatteydere har ikke behov for nye logoer. De har behov for en bedre indsats og en bedre behandling fra SKAT.

 

SKAT er ikke alene om at bruge store summer på at præmiere sig selv i stedet for at gavne borgerne.

 

På tide at svare igen

Tirsdag kom det frem, at Danmarks Radio har ansat en tidligere mediedirektør som ekstern konsulent for den ekstreme løn af 2,1 mio. kr. om året. Det var den løn, hun fik som mediedirektør.

 

For denne sum skal konsulenten levere noget arbejde med ”mangfoldigheds-problematikken”, som DR’s formand så tåget formulerer det.

 

De licensbetalende borgere har absolut ikke ytret noget ønske om at bruge denne store sum på dette formål.

 

Beløbet er helt uanstændigt. Og formålet er mere end tvivlsomt.

 

Man får en mistanke om, at konsulenten får de mange rare penge for at gøre danskerne mere positive over for ikke-vestlig indvandring, som man sælger under begrebet ’mangfoldighed’.

 

De offentlige bureaukratier fjerner sig mere og mere fra borgerne. Det er på tide, at borgerne svarer igen.

 

Del på Facebook