Lørdag omkring kl.18 blev Spar på Kingosvej i Helsingør udsat for et væbnet røveri.
Røveren truede den 18-årige ekspedient ved kassen med en pistol og krævede de penge, der var i kassen.
Så tog ekspedienten en meget dristig beslutning. Han greb simpelt hen fat om pistolen.
Det gjorde han, fordi han havde en fornemmelse af, at det ikke var en rigtig pistol.
Der opstod en kamp mellem røveren og ekspedienten om pistolen, og et skud gik af – op i loftet.
Her blev det klart, at den unge ekspedient heldigvis havde set rigtigt. Kuglen, der ramte loftet, var af plastik. Der var tale om en såkaldt softgun, der kun skyder med plastikkugler.
Men de forholdsvis uskadelige softguns har faktisk en betydelig lighed med rigtige våben. Så det krævede mod af ekspedienten at træffe beslutning på et splitsekund om, at det nok ikke var en rigtig pistol.
Røveren fik vristet den falske pistol fra ekspedienten, men så måtte han tage flugten. Han kastede sig op på en knallert af mærket Suzuki og ræsede afsted det bedste, han havde lært.
Røveren beskrives som almindelig af bygning, mellem 170 og 180 centimeter høj. Han var iført sort tøj, maske og sort hue.
Han har sikkert ærgret sig. Der kunne sagtens være kommet penge ud af det røveriforsøg. Hvis det ikke lige var for en ekspedient, der traf en meget dristig beslutning …
http://sn.dk/Helsingoer/Kasseekspedient-greb-roevers-pistol/artikel/635585