Tyrkiets præsident Erdogan kræver ret til at føre intern tyrkisk valgkamp i EU-landene, især Tyskland. Valgkampen drejer sig om en folkeafstemning om en ny tyrkisk forfatning, der vil give Erdogan enorm magt.
Erdogan betragter de tre millioner tyrkere i Tyskland som en del af Tyrkiet. 1,4 millioner af dem har da også stemmeret ved den tyrkiske folkeafstemning.
Men et valgmøde med den tyrkiske justitsminister i den lille tyske by Gaggenau blev aflyst af byens borgmester – af sikkerhedsgrunde, lød det.
Søndag aften holdt den tyrkiske økonomiminister faktisk et valgmøde i Køln, hvor der ikke blev sparet på krudtet mod Tyskland.
”Nazi-metoder”
Tysklands forbundskansler Angela Merkel har holdt meget lav profil i sagen. Hun nøjes med at sige, at aflysningen i Gaggenau er en lokal beslutning.
Det har dog ikke forhindret de rasende reaktioner fra tyrkisk side.
Erdogans sprogbrug bliver mere og mere ekstrem. I en tale på et møde i Istanbul søndag slyngede han ud mod Tyskland: ”Jeres metoder adskiller sig ikke fra tidligere tiders nazi-metoder.”
Han føjede til, at Tyskland intet har med demokrati at gøre. Nu truer Erdogan med selv at komme til Tyskland. “Så skaber jeg en opstand,” som han siger med en helt uhørt retorik.
Dansk Folkeparti ønsker forbud
Konflikten om tyrkiske valgmøder har også ramt Danmark.
Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, vil have statsministeren til at undersøge, hvad der kan gøres for at forhindre tyrkiske valgmøder i Danmark.
Kristensen Berth siger til Den Korte Avis:
”Det er helt uholdbart, at Tyrkiets politiske kampe bliver ført i andre europæiske lande. Vi skal ikke have deres konflikter hos os.”
Kenneth Kristensen Berth kender ikke til planer om tyrkiske valgmøder i Danmark. ”Men vi ved jo ikke, om der kommer folk på et tidspunkt, som vil forsøge at få tyrkere i Danmark til at stemme for forfatningsændringen,” siger han.
Han fortsætter:
”Det er vigtigt at slå fast, at Danmark ikke skal have ført valgkampe for alle mulige lande. Valgkampe er noget, vi har nationalt i Danmark, når der er valg her.”
Til Ritzau siger chefredaktør for den dansk-tyrkiske avis Kuzey, Sadi Tekelioglu, at der ikke er planlagt nogen møder med tyrkiske politikere i Danmark. ”Det foregår på sociale medier. Og på det personlige plan.”
Tekelioglu oplyser, at cirka 32.000 herboende tyrkere vil kunne stemme ved folkeafstemningen.
Tyskerne: Merkel finder sig i for meget
Både Østrig og Holland har direkte frabedt sig, at den tyrkiske regering holder valgmøder i deres lande.
Østrigs forbundskansler Christian Kern foreslår i et interview med den tyske avis Die Welt, at EU-landene i fællesskab beslutter at sige nej til tyrkisk valgkamp.
Kern lægger op til en fast linje over for Tyrkiet, selv om Erdogan truer med at opsige asylaftalen med EU. Som den østrigske kansler tørt bemærker: ”Uden vestlig støtte kan Tyrkiet slet ikke finansiere sine udgifter. Vi har altså al mulig grund til at være selvbevidste.”
Men der er ikke megen fasthed og selvbevidsthed at spore hos Angela Merkel. Hun virker lammet af frygt for, at Erdogan vil opsige asylaftalen.
Det har de menige tyskere meget svært ved at leve med. I en meningsmåling siger hele 81 procent af dem, at den tyske regering finder sig i for meget fra den tyrkiske regering. (Emnid/Bild am Sonntag)
47 procent af tyskerne mener, at EU selv burde opsige asylaftalen med Tyrkiet. Erdogan er mildt sagt ikke nogen vellidt person i Tyskland.
Ellers tak
Det er uhørt, at et fremmed land som Tyrkiet insisterer på at kunne føre sin nationale valgkamp i fremmede lande som Tyskland og Danmark. Man påtvinger os de giftige konflikter i tyrkisk politik.
Særlig slemt er det, fordi Erdogans nye forslag til forfatning er et alvorligt angreb på demokratiet. Og det vil han altså have ret til at agitere for i EU-landene.
Ellers tak.
https://www.welt.de/politik/deutschland/article162586800/Tuerkei-hat-den-Rubikon-ueberschritten.html