Mette F.: Kræftbehandling og ældre går forud for skattelettelser

Sikring af god kræftbehandling og gode forhold for ældre kommer før skattelettelser, siger S-formand.

 

Velfærd før skattelettelser.

 

Sådan lød budskabet fra Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag havde holdt sin åbningstale fra talerstolen i Folketinget.

 

I talen anklager Lars Løkke Rasmussen S-formanden for at opstille en “falsk” modsætning mellem skattelettelser og velfærd. Der er råd til begge dele, lød det fra Løkke.

 

Han henviste til, at Mette Frederiksen som del af Thorning-regeringen selv gav topskattelettelser. Og lettelser i skatten på selskaber.

 

Til anklagen om at skabe et falsk billede af, at der kun er råd til velfærd eller skattelettelser, siger Socialdemokratiets formand:

 

– Man kan kun bruge pengene en gang. Hvis man først har brugt penge på skattelettelser, så er der ikke penge til kræftbehandling og ældre.

 

Derfor opfordrer Mette Frederiksen regeringen til at gøre tingene i den rigtige rækkefølge:

 

– Jeg vil være sikker på, at vi har en god kræftbehandling. Og jeg vil være sikker på, at der er ordentlige forhold for vores ældre, før vi skal give skattelettelser, siger hun.

/Ritzau/

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…