Natten til lørdag var unge mennesker samlet til hyggelig fest i Lynge Forsamlingshus. Men hyggen blev brat afbrudt af vold.
En gruppe indvandrere begyndte at smadre inventar. Derefter overfaldt de mindst seks af de unge festdeltagere. En af dem var Anette Nikolajsens 21-årige søn.
Hun har berettet om det modbydelige optrin på Facebook. Til sn.dk siger hun:
“Der er en indvandrerbande fra Slagelse, som er kendt for at tage rundt til fester. Ikke for at feste, men tilsyneladende med det formål at øve vold mod tilfældige unge mennesker for fornøjelsens skyld. Det er helt forfærdeligt, og jeg er så rasende over, at ingen har gjort noget for længst. Problemet har åbenbart eksisteret længe, og sagen er desværre, at vores unge mennesker bliver tæsket og truet til tavshed, så ingen tør politianmelde det.”
Efter opslaget på Facebook har Anette Nikolajsen fået mange henvendelser fra unge og deres forældre om lignende oplevelser.
Hun er glad for opbakningen, men opfordrer folk til at melde den slags hændelser til politiet.
Tre mennesker stod og sparkede ham
Volden går ud over helt tilfældige unge. Anette Nikolajsens søn har således ingen forbindelse til bandemedlemmer af nogen art.
Under festen i Lynge var han ude for at få frisk luft, da han pludselig blev slået i jorden af en knytnæve i tindingen. Han gik ud som et lys og faldt om, beretter hun.
Da han kom til sig selv, stod der tre mennesker og sparkede ham på kroppen og i ansigtet.
Det er nye tider i Danmark. Der er kommet mere vold. Og der er flere tilfælde af denne form for blind vold, der har et sadistisk præg. Man overfalder folk for selve fornøjelsen ved at gøre det.
Men de etablerede medier skjuler, at der er et mønster i disse uhyggelige episoder. Heldigvis er der så modige borgere som Anette Nikolajsen, der tager bladet fra munden.