Tirsdag eftermiddag blev en 84-årig kvinde udsat for en chokerende oplevelse. Det foregik i Høje Taastrup.
Pludselig trængte fem mænd ind i hendes lejlighed. De tog fat i hende og tvang hende ud på badeværelset. Det fortæller vagtchef Søren Uhre fra Københavns Vestegns Politi ifølge Ritzau.
Derefter gik mændene i gang med at gennemrode lejligheden. Foreløbig er det uvist, hvad de har taget med derfra.
Vagtchefen oplyser, at man har både teknikere og hundepatruljer i området for at lede efter spor.
Hvorfor?
Samtidig forsøger politiet at finde ud af, hvorfor mændene udvalgte sig den 84-årige kvinde som offer.
Hun havde tidligere på dagen været ude for at handle. Politiet undersøger, om hun i den forbindelse kan have påkaldt sig mændenes opmærksomhed – for eksempel ved at hæve penge.
Det er usædvanligt at hele fem mænd invaderer en bolig på denne måde. De må vel have haft en eller anden forhåbning om, at der var gode penge at hente.
Der foreligger indtil videre ikke noget signalement af røverne.
Det er heller ikke oplyst, hvordan den 84-åriges tilstand er efter det modbydelige optrin.