Han blev snuppet med bilen fuld af hælervarer – det bad han selv om ved at gøre noget helt tåbeligt

Colourbox

Østjyllands Politi fik mandag aften en anmeldelse om en bil, der kørte for stærkt på motorvejen. Og så havde den i øvrigt ikke lys på.

 

Den slags er jo temmelig dumt. Og det er særlig dumt, hvis man meget gerne vil undgå politiets opmærksomhed. Og det ville de tre mænd i bilen absolut.

 

Politiet fik en anmeldelse og satte efter dem på motorvejen. Betjentene konstaterede, at bilen kørte med 150 km i timen, inden den blev stoppet ved motorvejsafkørslen Aarhus N.

 

Da bilen holdt, kiggede betjentene ind i den. De fandt nogle sorte sække på bagsædet. I sækkene var der mærkevaretøj fra Hugo Boss og Bjørn Borg. Derudover var der to sæt bestik fra Georg Jensen.

 

En vurdering nåede frem til, at sækkenes indhold havde en samlet værdi på 14.700 kr.

 

Alle tingene var helt nye og lå stadig i den originale indpakning. Bilens fører kunne ikke lige huske, hvor han havde dem fra. Han havde heller ingen kvittering på dem.

 

Han forklarede, at han havde købt indholdet af sækkene for 3.000 kr. Men han havde altså ingen mistanke om, at der skulle være noget galt med disse varer, måtte man forstå på ham.

 

Det troede politiet dog ikke på. Han blev sigtet for hæleri, og varerne blev beslaglagt af politiet.

 

Det forbliver en gåde, hvorfor manden og hans kammerater kørte så tåbeligt, at de nærmest inviterede til en politianmeldelse.

 

Med slukkede lygter på motorvejen! Det er da dummere, end politiet tillader.

 

Læs også
 Det er politiets fornemste opgave at beskytte truede personer – ikke at lukke munden på dem

http://www.tv2oj.dk/artikel/koerte-staerkt-havde-haelervarer-14700-kroner-i-bilen

 

 

 

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…