To lastbiler er søndag morgen stødt sammen i et kryds på hovedvej 13 ved Hvam Stationsby, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Erik Kristensen.
Begge chauffører er bragt til hospitalet. Deres tilstand er ukendt.
– Det skyldes formentlig en vigepligtsforseelse, hvor den ene kommer ud fra en bivej og kører ind i den anden. Men det kan også skyldes de glatte veje, siger vagtchefen.
Hovedvejen er spærret i begge retninger, og det vil den være indtil sidst på formiddagen. Der er omkørsel igennem Hvam Stationsby.
– Vi venter på en bilinspektør fra Aalborg, så det kan godt tage noget tid, siger Erik Kristensen.
Bilinspektøren skal undersøge de nærmere omstændigheder for ulykken, som blev anmeldt klokken 08.17 søndag.
Ulykken skete på hovedvej 13 lige omkring Hvam Stationsby, hvor vejen i øjeblikket er spærret og vil være det et stykke tid endnu.
Politiet advarer glatte veje
Der har allerede været flere ulykker her til morgen i Midt- og Vestjylland fortæller vagtchefen. Flere er faldet og har måttet en tur på skadestuen og tæt ved Aalestrup er to lastbiler kørt sammen.
Så skal du bevæge dig ud på vejene søndag morgen, er der god grund til at være særligt forsigtig.
Politiet og Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, advarer nemlig om glatte veje på grund af isslag i det meste af landet.
– Ligesom i alle andre politikredse har vi også her til morgen oplevet særdeles glatte veje som følge af isslag. Kør forsigtigt, skriver Sydsjællands Politi på Twitter.
Ifølge DMI er der tale om let isslag, der er opstået på grund af underafkølet nedbør. Det er en såkaldt frontzone med regn og isslag, som søndag morgen bevæger sig østpå fra Jylland.
DMI oplyser på sin hjemmeside, at færdsel på veje med isslag er forbundet med “stor risiko for skade”.
Man skal køre forsigtigt og huske at holde afstand, skriver Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.
/ritzau/