Tysklands tidligere forbundskansler Helmut Kohl mødes på tirsdag med Ungarns ministerpræsident Viktor Orbán. Dermed udfordrer Kohl i den grad sin efterfølger Angela Merkel.
Orbán er nemlig Merkels hovedmodstander i EU-landenes stridigheder om asylpolitikken.
Men Helmut Kohl nøjes ikke med at provokere Merkel ved at mødes med Orbán. Den gamle kansler går nu til åbent angreb på hele grundlaget for Merkels asylpolitik.
Det sker i det ungarske forord til Kohls bog ”Aus Sorge um Europa” (”Af omsorg for Europa”). Den tyske avis Tagesspiegel citerer nogle af Kohls betragtninger.
Kohl slår her blandt andet fast, at ”Europa kan ikke blive et nyt hjem for millioner af nødlidende mennesker over hele verden”. I stedet må man hjælpe flygtninge i deres nærområder.
Dette er en slet skjult polemik mod Merkels ”velkommen-kultur”, der sidste år fik over 1 million asylansøgere til at strømme til Tyskland.
Kohl anfører, at mange migranter ”kommer med en anderledes kulturel baggrund”. Han fortsætter: ”for størstedelens vedkommende har de anskuelser, der adskiller sig fra de jødisk-kristne anskuelser, som udgør en del af grundlaget for vores sociale orden og vores værdier.”
Mangler jordforbindelse
Den tidligere kansler lægger således vægt på kulturforskellenes betydning – meget mere end Merkel. Og han er langt mere optaget af, at en ukontrolleret tilstrømning kan undergrave sammenhængskraften og friheden i de europæiske lande.
Mellem linjerne kan man læse, at Merkel efter Kohls opfattelse mangler jordforbindelse.
Kohl, der er blevet 86 år, viser sig nu om dage kun meget sjældent i offentligheden. I 2008 faldt han og blev efterfølgende ramt af et slagtilfælde, som giver ham talebesvær, og han bruger kørestol.
Men den gamle kæmpe i tysk og europæisk politik kan stadig bide fra sig.